Når jobs kan skabes for 135.000 kr. i støtte, hvorfor bliver midlerne så reduceret? spørger LAG MIDT-NORDVESTSJÆLLAND i en pressemeddelelse:

Med udgangen af 2017 var 16 projekter støttet af LAG Midt-Nordvestsjælland afsluttet og udbetalt, heraf ni erhvervsprojekter, som til sammen har skabt 20 nye arbejdspladser. I gennemsnit har etableringen af arbejdspladserne kostet 488.000 kr., hvor af de 135.000 kr. er støtte fra LAG Midt-Nordvestsjælland.

Reduktionen slog igennem
På trods af, at 2017 var året, hvor 30 % reduktionen af LAG-midlerne blev til virkelighed, så var det en formand med smil på læben og oprejst pande, der aflagde beretning ved LAG Midt-Nordvestsjællands ordinære generalforsamling onsdag d. 4. april 2018. Formand Flemming Engtoft Larsen kunne nemlig i sin beretning for 2017 konstatere, at LAG midlerne fortsat er med til at sikre, at der skabes nye private arbejdspladser i landdistrikterne til en meget rimelig pris. Derfor undrer det også aktionsgruppens bestyrelse, at regeringen fastholder beskæringen.

Det er ikke fordi, at bestyrelsen i det forgangne år har ligget på den lade side i debatten omkring beskæringen. I april 2017 gæstede Erhvervsminister Brian Mikkelsen LAG Midt-Nordvestsjælland i forbindelse med foreningens årlige møde med de lokale borgmestre. Her fortalte borgmestre og bestyrelsesmedlemmer samstemmende, at LAG midlerne er med til at gøre en reel forskel i landdistrikterne. Ofte med et bedre økonomisk forhold mellem input og outcome end mange andre erhvervsfremmeordninger. Ministeren var da også lydhør over for argumenterne, men det har altså ikke ændret ved regeringens beslutning om at reducere LAG-midlerne.

Samarbejde får iværksættere og ildsjæle til at blomstre i Vestsjælland
Generalforsamlingen blev afholdt i Iværksætterhuset Spor 3 i Lejre, som er et af de projekter LAG Midt-Nordvestsjælland støttede i 2016. Her fortalte Claus Langer, som sammen med Kristian Emborg står bag Spor 3, om stedets tilbliven og store succes. Spor 3 har ikke en gang været åbent i et år, og alligevel kan de bryste sig af fuldt hus med 23 mennesker fordelt på 14 virksomheder.

Foto: ABW

Bestyrelsen havde også inviteret Kasper Møgelvang, Orange Elevator, til at komme med et indspark omkring samarbejde. Det er nemlig de rette samarbejder, der ofte danner grundlaget for succes, særligt på landet. Blandt de pointer, som generalforsamlingens deltagere kunne tage med sig hjem, var ”ingen hyggefis – vær direkte og konkret om, hvad du gerne vil med samarbejdet”, ”bliv ved – det skal nok lykkes” og ”ros hinanden og jeres område”.

At samarbejde skaber lokal forankring og øger projekternes levedygtighed kunne Formand Flemming E. Larsen også konstatere i sin beretning. 16 projekter fik støtte i 2017, sådan at LAG Midt-Nordvestsjælland nu er oppe på at have støttet hele 53 projekter i årene 2015-17. Flere af projekterne er funderet på samarbejde, fx ”Stationen.co”, et iværksætterhus i på Sorø Station, som to lokale virksomheder er gået sammen om at starte; samt ”Motions-, oplevelses- og læringsmiljøer i Kårup Skov”, som seks grundejerforeninger, bylaug, lokalråd m.fl. står bag etableringen af.

Fremtiden er usikker
I sin beretning adresserede Flemming E. Larsen også den uvished om fremtiden, som de danske LAG’er går i møde. Når indeværende programperiode i 2021 skal erstattes af en ny, er der ikke den samme sikkerhed som tidligere for, at anvendelse af LEADER-metoden og oprettelse af lokale aktionsgrupper bliver en del af landdistriktsprogrammet. Europa-Kommissionen er i gang med en simplificering af den fælles landbrugspolitik, som LAG’erne udspringer af. Med færre midler grundet Brexit, og et ønske om fokus på resultater frem for regler; ser det ud til at måden, hvorpå resultaterne indenfor landbrugs- og landdistriktsområdet opnås, i højere grad vil blive bestemt de enkelte medlemsstater. Derfor vil bestyrelsen for LAG Midt-Nordvestsjælland fortsætte med at italesætte de resultater, midlerne er med til at skabe, over for de nationale politikere også i de kommende år.

På generalforsamlingen var der genvalg til formand Flemming E. Larsen og bestyrelsesmedlemmerne Jesper Reumert (Lejre), Ingse Rasmussen (Sorø), Birgitte Sally (Odsherred) og Jes Jessen (Kalundborg). Tina Pilegaard (Odsherred) blev valgt ind som nyt medlem af bestyrelsen.

%d bloggers like this: