Jacob Jensen (V) og Rasmus Horn Langhoff (S) var fredag den 12. april på besøg for at se, hvor Campus Kalundborg skal bygges. Det blev blandt andet til en snak om Absalons praksisnære uddannelser – og Kalundborg som et uddannelsernes Klondyke.
Uddannelser, der er så tætte på industrien, finder man ikke andre steder.
Det var et af samtaleemnerne, da folketingspolitikerne Jacob Jensen (V) og Rasmus Horn Langhoff (S) besøgte den kommende byggegrund til Campus Kalundborg. Med på rundturen var også Absalons rektor Camilla Wang samt Stine Roland fra Novo Nordisk og Christian Beenfeldt fra Knowledge Hub Zealand.
Besøget startede ved den nye station Biotekbyen Kalundborg Øst, inden de i strålende solskin gik den korte tur mod den kommende byggeplads, hvor der blev tegnet og fortalt om planerne for de 5,5 hektar.
”Det er en kæmpe udfordring at få nok til at tage tekniske uddannelser, men vi har store forhåbninger om, at det her sted kan være med til at løse det”, sagde Rasmus Horn Langhoff og blev suppeleret af Jacob Jensen:
”Det er som om, Absalon starter et Klondyke op, og så vokser resten ud derfra. Der er stort potentiale for, at det her er starten til noget stort på uddannelsesområdet. Det kan komme til at skabe momentum for den udvikling, der vil ske her”.
Store perspektiver
Både rektor Camilla Wang, Stine Roland fra Novo Nordisk og Christian Beenfeldt fra Knowledge Hub Zealand fortalte de to besøgende politikere om ambitionerne for området og det ny campus.
”Uddannelserne skal være meget praksisnære og anvendelsesorientere. Det er det, vi vil være bedst til”, sagde Camilla Wang og henviste til det tætte samarbejde, der allerede er mellem uddannelserne og industrien i Kalundborg.
”Allerede nu er Kalundborg godt på vej til at blive en driver i regionen inden for de teknisk og naturvidenskabelige uddannelser. Vi håber på at skabe et innovationscenter, et test- og democenter og også få andre uddannelser hertil”, fortalte Christian Beenfeldt fra Knowledge Hub Zealand.
Også på det punkt var de besøgende politikere meget positive.
”Vi kan se, hvordan det ene tager det andet, først en ingeniøruddannelse, så en ny station og så et nyt campus. Det er ret vildt, det der er ved at ske med Kalundborg som uddannelsesby. Det var ikke let at forudse for bare få år tilbage”, sagde Rasmus Horn Langhoff.