Begivenheder

Andre nyheder

Strålende jul i Birkegårdens Haver

Strålende jul i Birkegårdens Haver

Nu nærmer julen sig, og det betyder julehygge i Birkegårdens Haver for både børn og voksne. Julesæsonen starter fredag den 29/11, og de har åbent fredag, lørdag og søndag til og med den 22/12 samt i år den 28/12. Det er fra kl. 14 til 18.30, og I er velkomne til at gå i haverne til kl. 19. Her er julestemning ude og inde – 3 magiske julehaver I alle kan nyde, lille julemarked i den hyggelige Julelade. Her er også plads til børneaktiviteter, og i weekender en lille café. I kan også shoppe i den flotte Julebutik og spise æbleskiverne i den lune Julecafé.

Foto: JTL

Region Sjælland styrker akutberedskabet med voksenelever

Region Sjælland modtager godt 32 millioner kroner fra Sundhedsstyrelsen til at styrke akutberedskabet. En del af midlerne går til ansættelse af op til 10 voksenelever som ambulancebehandlere i regionens sydlige områder.
– Voksenelever er en vigtig løsning for at sikre robuste akutberedskaber i områder, hvor det kan være svært at fastholde personale. De har ofte stærkere lokale rødder og bliver boende efter uddannelse, siger Jens Ravn, formand for Udvalget for forebyggelse, det præhospitale område, forskning og innovation i Region Sjælland.
Der laves ordning omkring Holbæk og akutbilerne i Kalundborg og Nykøbing Sj. for at sikre, at patienterne får den rette hjælp (ca. 9,3 mio. kr.)

Politirapporten fra 2024-11-11

Politirapporten fra 2024-11-11

En patrulje stoppede en 65-årig mand fra Kalundborg, der kom kørende ad Bredgade i Kalundborg på en lille knallert. Føreren viste sig at være kraftigt påvirket af spiritus, og han blæste alkometeret op over 2,0 promille. Knallerten blev beslaglagt med henblik på konfiskation, hvilket den 65-årige protesterede over. Retten skal derfor nu tage stilling til beslaglæggelse. Den 65-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Nu afventer politiet resultatet af blodprøven

Foto ABW

NSK anholder to personer i kokainsag fra Sejerøbugten

NSK har tirsdag foretaget anholdelse af to mænd. Mændene er sigtet for i fællesskab med flere medgerningsmænd at have forestået indsmugling af 818 kilo kokain, der i marts blev dumpet i havet og drev i land i Sejerøbugten.
Anholdelserne sker på baggrund af en længerevarende efterforskning, der er foretaget i tæt samarbejde med Midt- og Vestsjællands Politi.

Foto: Hanne Buchberg

I byens hovedgade

I byens hovedgade
leger bladene tagfat.
Er de dyppet i  farvelade,
nå, de fyger som besat.
Folk har travlt med at feje,
de er trætte af deres leg,
men de finder nye veje,
hvor de prøver at gemme sig.

Hvis du ikke bruger fornuften,
giver du bunken et los,
så den flyver op i luften
som en kæmpe albatros.
Så skal folk atter feje,
for bladene spredes igen,
men husk, du er ikke Onkel Reje,
har du fattet det min ven?

Hans Jørgen Buchberg

Jul på Kalundborg Museum

Jul på Kalundborg Museum

Det store juletræ i museumsgården byder velkommen til og inden for har der sneget sig lidt julepynt ind i den lille stue i husmandsstedet i udstillingen ”carmen curlers  – iscenesat”. Her er tidssvarende adventskrans, kravlenisser og nisselandskab. Selv en autentisk pakkekalender fra et ”gør det selv” projekt fra 70’erne er der blevet plads til med gavepapir i 50 års gammelt design.

Årets mandelgave: Et borgerligt manifest om og til tiden

Årets mandelgave: Et borgerligt manifest om og til tiden

Bekymringen over tidens radikale venstredrejning er det, der binder alle teksterne sammen. Hensigten er at beskrive i dybden, hvad de nye strømninger går ud på, hvorfor enhver borgerlig bør bekæmpe dem uden tøven, og hvordan det kan gøres. Alt andet ville være at save den gren over, vi selv sidder på. Med andre ord: Velkommen i modløberklubben.
Køb bogen til dig selv. Køb den til din kone eller mand. Køb den til din hund, hvis den har borgerlige tendenser. Køb den som julegave. Køb den som mandelgave – eller, hvorfor ikke: Køb den som hadegave.

Seniorfest

Seniorfest

Hvidebækhallen danner rammerne om 15 års jubilæet for seniorfest torsdag den 6. februar 2025. Der serveres en lækker platte og stjerneunderholdning.

Foto: Hanne Buchberg

Aftenhimlen er rød og gul

Aftenhimlen er rød og gul,
solen er på vej til at gå i skjul,
om et øjeblik er himlens farver borte.
Jeg henter mit kamera med udstyr på,
og skynder mig ud før himlen bli’r grå
og åbner de kæmpe store, mørke porte.
Men hvad er der sket med himlens glød,
for et øjeblik siden var den luerød,
nu har den pludselig skiftet farve igen.
Jeg sætter mig i min havestol
og kalder på min aftensol,
den er min smukke, skønne hjerteven.

Hans Jørgen Buchberg

Den boblende ungdom i byen

Den boblende ungdom i byen

Der er netop afholdt Uddannelsesmesse Kalundborg 2024, hvor Kalundborg Kommune i samarbejde med over 50 lokale, regionale og nationale virksomheder, uddannelsessteder og organisationer lukkede dørene op glædestrålende af forventning om, at 1600 elever og unge besøgte de godt 60 stande.
Dit Kalundborg besøgte et udpluk af standene og fik talt lidt med nogle af de glade, unge mennesker. Humøret var højt, og nysgerrigheden stor. Der var masser af konkurrencer, smagsprøver og mange muligheder for at prøve kræfter med styrke og teknisk snilde. Det summede i det hele taget af liv og store fremtidsdrømme.

Politirapporten fra 2024-11-04

Politirapporten fra 2024-11-04

En kvinde anmeldte, at hun ikke kunne komme ud af i sin indkørsel, da der holdt en bil og spærrede. I bilen sad en mand og sov, og han var ikke til at vække. Et opslag på bilens nummerplade viste, at den var meldt stjålet dagen før fra en autoforhandler i området.
En hundepatrulje kørte til Søvejen i Jerslev, hvor en 30-årig mand fra Sorø blev anholdt og sigtet for brugstyveri af bilen. Manden var kraftig påvirket og ønskede ikke at samarbejde med politiet. Under anholdelsen smadrede han en siderude på politibilen, så han blev sigtet for hærværk. I bilen fandt politiet tøj og dunke med diesel, som nu skal afklares om kan være stjålet. Den 30-årige mand er fortsat anholdt mens politiet undersøger sagen.

Foto: ABW

Mænd og mental sundhed

I denne talk zoomer PsykInfo Sjælland ind på mænds mentale sundhed. Erfaringer viser, at mænd oftere end kvinder går alene med psykiske problemer og derfor er i risiko for ikke at få den rette hjælp i tide. Ofte trækker mænd sig socialt, når mentale problemer fylder. Som ven, familiemedlem, kollega eller partner kan man dermed være en vigtig støtte ved at række ud og bryde tavsheden. I talken dykker vi ned i, hvorfor det kan være svært for mænd at dele deres lidelse med andre, og hvorfor det kan være svært at opdage mænd, der mistrives, og vi taler om, hvordan man som pårørende konkret kan hjælpe, støtte og skabe rammer for åbenhed.