Så kan bibliotekerne i Kalundborg Kommune endelig slå dørene helt op for en masse skønne arrangementer. Der vil både være teater, Makerspace workshops, fastelavnsworkshops og spildag.
Lørdag d. 12. februar kl. 11.00 lægges der ud med teater for de 3-8 årige. Teater lampe kommer forbi Svebølle KVIK Bibliotek med forestillingen Carmen og Casper. En sjov og poetisk forestilling om at overvinde sin frygt. Carmen elsker opera og hun lever af at rejse rundt og fortælle børn om sin store passion, men hun tør ikke synge selv! Derfor har hun dukken Carmensita med, som kan synge. Men lige netop i dag er Carmen kommet til at tage den forkerte dukke med, nemlig den frække Casper, som kun er ude på fis og ballade. Billetter á 25,- kan købes via Kalundborg Bibliotekers hjemmeside.
Mandag d. 14. februar kl. 12.30-14.30 er der kreativt Makerspace med papirfoldning og origami på Kalundborg Bibliotek. Biblioteket stiller materialer og instruktioner til rådighed, så der kan foldes flotte sommerfugle, bogmærker og origamidyr. Samtidig er man også velkommen til at komme ind og se bibliotekets Makerspace og snakke om de kreative projekter, man kan lave i bibliotekets LAB. Arrangementet er gratis, men tilmelding er nødvendig.
Næsten hele ugen vil der ydermere være fastelavns-workshops rundt på bibliotekerne:
Mandag d. 14. februar gør Tina fra biblioteket klar til fastelavn på Gørlev Bibliotek, onsdag d. 15. og torsdag d. 16. er det Åse fra Biblioteket, som finder de kreative fastelavns sager frem i henholdsvis Biblioteksinfo Snertinge og på Svebølle Kvik Bibliotek.
På bibliotekerne i Ubby og Kalundborg får biblioteket besøg af KREA Karusellen med underviser Line, som vil lave fastelavnsris med børnene. Line kommer på besøg i Ubby tirsdag d. 15. februar og i Kalundborg onsdag d. 16. februar. Man kan læse mere om Line og KREA-karusellen på www.kreakarusellen.dk
Alle fastelavns-workshops er gratis og foregår fra kl. 10-12, men tilmelding er nødvendig.
Vi slutter vinterferien af lørdag d. 19. februar med SPILDAG på Ubby Bibliotek fra kl. 10-13. Der vil være almindelige og knap så kendte spil, så der skal bare hygges med spil hele formiddagen. Arrangementet er i samarbejde med Hvidebæk Lokalråd og for børn fra 8 år og voksne. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig.
Læs mere om alle arrangementerne og tilmeld jer på www.kalundborgbib.dk
Kalundborg Biblioteker glæder sig til at byde velkommen!