Er man “aktør på sundhedsområdet” eller en forening, kan man være med til at skabe en dag, hvor Kalundborg by summer af liv, og hvor de besøgende får et indblik i alle de gode aktiviteter og tilbud der er i kommunen. Og det er nu, man skal tilmelde sig. Det er gratis at være med på BEVÆG.

Festivalen afholdes udendørs i Kalundborg bymidte i og omkring Kordilgade og Klostertorvet. Der vil være mulighed for at deltage med aktiviteter for festivalens gæster, lave opvisninger samt fortælle om jeres aktiviteter og tilbud fra en stand. Alle aktiviteter på BEVÆG skal være gratis for de besøgende.

Hvem kan deltage
BEVÆG er for alle typer af foreninger, både de folkeoplysende og de frivillige sociale foreninger. Derudover kan behandlere på sundhedsområdet, godkendte alternative behandlere og Kalundborg kommune deltage.

Foreninger
Lone Klitten, formand for Raklev Gymnastikforening og med i arbejdsgruppen for BEVÆG: ”BEVÆG er en super god mulighed for os som forening, her har vi mulighed for at tilbyde vores aktive at komme ud og vise hvad de kan og hvem vi er. Der var en rigtig god stemning til BEVÆG i 2018 hvor vi også deltog, og jeg er sikker på det bliver en lige så fantastisk oplevelse at være med i år igen. Jeg kan kun opfordre alle foreninger til at tilmelde sig til BEVÆG, og til at være med til at fylde Kalundborg by med aktivitet. Det er en rigtig god mulighed for at komme uden for egne rammer, både for de aktive og som forening, og så er det tilmed gratis. Så jeg håber at mange kommer med forskellige indslag, og boder på dagen.”

Frivillige foreninger
Susanne Bach Rasmussen, der er frivillighedskonsulent for det frivillige sociale område, lægger vægt på at BEVÆG er for alle foreninger. ”Jeg møder mange frivillige sociale foreninger, der gerne vil have flere til at komme til deres aktiviteter eller som mangler frivillige. BEVÆG er en oplagt mulighed for at blive set. Derudover så er det vigtigt at pointere, at BEVÆG ikke kun er for idrætsforeninger, det er sundhed i bred forstand, så det at være sammen med andre i et fællesskab, lave frivilligt arbejde eller lignende, er mindst lige så vigtigt for vores sundhed.”

Behandlere på sundhedsområdet
Foreningerne er ikke de eneste, der kan deltage på BEVÆG. Behandlere på sundhedsområdet, godkendte alternative behandlere og Kalundborg Kommune er også repræsenteret på dagen. Sundhedskonsulent Jytte Larsen fortæller, at der ved de tidligere festivaler har været stor interesse for at få afprøvet og testet sin sundhed. Der har for eksempel været kø til at få tjekket fødderne hos fodterapeuterne eller til at få lavet en konditest hos fysioterapeuter, få massage eller nogle af de andre spændende tilbud som behandlere har med.

Man kan læse mere om BEVÆG og tilmelde sig på denne hjemmesidesenest den 1. april. Yderligere information via e-post bevaeg@kalundborg.dk eller på tlf. 24902112/59535317.