Fra den store scene i Aalborg Kongres & Kultur Center inspirerede Kalundborg Kommunes lokale ”Sammen om Skolen” deltagerne på KLs Børn & Unge Topmøde 2025

Parterne i det veletablerede samarbejde om udvikling af folkeskolen i Kalundborg Kommune – ”Sammen om Skolen” – trådte fredag formiddag op på den store scene på KLs årlige topmøde på børn- og ungeområdet for at inspirere og dele ud af erfaringerne med at skabe et forpligtende fællesskab for folkeskolen på tværs af forældre, faglige organisationer, ledelse og politikere.

For Mette Buhr Andersen, der er fællestillidsrepræsentant i BUPL-Kalundborg, har det været vigtigt at fremhæve det tværfaglige samarbejde, der karakteriserer ”Sammen om Skolen”:

Det har været en fornøjelse at se den faglige stolthed, der er blandt vores medarbejdere på folkeskolerne. Det er tydeligt, at det tværfaglige samarbejde er en stor styrke på vores folkeskoler og for elevernes hverdag, når vi inddrager og lytter til de forskellige faggruppers faglige kompetencer.

I Kalundborg består ”Sammen om Skolen”-partnerskabet af repræsentanter fra Fælleselevrådet, forældrene, Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen, forvaltningen, FOA og BUPL.

Gensidig forpligtelse til gavn for eleverne

Den forandring, partnerskabet skaber på folkeskolerne, kan kun lade sig gøre gennem gensidige forpligtelser, fortæller formand for Kalundborg Lærerkreds Randi Stokholm:

Det er vigtigt, at vi sammen taler om, hvordan vi gør folkeskolen endnu bedre. Vores lokale ”Sammen om Skolen” giver mulighed for, at de vigtigste aktører i folkeskolen kan forpligte hinanden på en fælles indholdsmæssig skoleudvikling”.

Effekten af de gensidige forpligtelser mærker Susanne Kongsbach, der sidder med i partnerskabet som forældrerepræsentant:

Som forælder er det rigtig rart at se, at vi i fællesskab udvikler vores børns skoledag, for i sidste ende er det jo dem, ”Sammen om Skolen” er sat i verden for”.

Og fordi hun som forælder kan se effekten af samarbejdet, har hun et klart budskab til andre kommuner, folkeskoler og forældre:

”Det er vigtigt for mig at sige, at selvom ”Sammen om Skolen” er et stort arbejde, så er det et vigtigt arbejde, som skaber en reel forandring. Og jeg håber, at vi med oplægget til landets øvrige kommuner har inspireret med erfaringer fra godt to års tæt samarbejde i Kalundborg, så andre kan komme godt i gang”.

Foto: Kalundborg Kommune