Torsdag eftermiddag var der fyldt godt op i Firhøjhallen, da FSI-Gymnastik og Firhøjskolen traditionen tro inviterede lokalområdet til stor julefest

Stemningen var god, det store juletræ stod snorlige og hallen har pænt pyntet op i anledningen af FSI-Gymnastiks årlige julefest i Firhøjhallen. Gennem mere end 25 år har FSI-Gymnastik hvert år ved juletid inviteret juleglade børn, forældre og bedsteforældre til stor fest, og i år var ingen undtagelse, fortæller bestyrelsesrepræsentant i FSI-Gymnastik Marianne Toftegaard Holm: ”Igen i år holdt vi vores traditionsrige julefest for alle i vores lokalområde. Vi vil gerne gøre noget godt og hyggeligt for området her op til jul, og vi er rigtig stolte over de frivillige kræfter, der skaber denne fest for både børn og voksne”.

Solidt samarbejde med skolen

Til julefesten kunne børn og voksne blandt andet danse om juletræet, lave sin egen slikkepind, ønske sig gaver af julemanden, nyde luciaoptog og købe alkoholfri gløgg og godter. Overskuddet fra både salg af entrébilletter, gløgg og godter deles mellem idrætsforening og skolens elevråd, forklarer skoleleder på Firhøjskolen Signe Broe, der glæder sig over samarbejdet med den lokale idrætsforening: ”Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er helt utrolig glad for og stolt over, at vi år efter år kan arrangere en så flot julefest sammen med FSI-Gymnastik. Jeg kan se, at mange af vores elever er med til festen sammen med deres forældre og bedsteforældre, og det er rart at se, hvordan alle snakker og hygger sig med hinanden på kryds og tværs”, siger hun og forsætter: ”Vi deler overskuddet fra salg af billetter og mad og drikke lige mellem os. På den måde tjener vores elevråd lidt penge, som de kan bruge, og gymnastikforeningen tjener til deres forening. Desuden har vores 8. årgang en stand til festen, hvor overskuddet går til deres lejrtur i 9.kl”.

God opbakning fra lokalområdet

Ifølge Marianne Toftegaard Holm har der gennem mange år været en stor opbakning fra lokalområdet, og det ser ud til også at være tilfældet i år: ”Vi plejer at se en god tilslutning til festen, og meget tyder på, at festen i år også bliver en succes. Vi har forsøgt at tilrettelægge eftermiddagen tidsmæssigt på en måde, så der både tages højde for næste skoledag og de julekalendere, mange ser i tv”. Julefesten blev i år holdt dagen før luicadag, og i den anledning gik skolens elever et flot luicaoptog for alle gæsterne: ”I år har 4.- og 5.klasserne fra skolen gået et smukt luciaoptog. At de vil det, er bare endnu et udtryk for det gode og vigtige samarbejde, vi har”, siger Marianne Toftegaard Holm.

For Mads-Emil fra Firhøjskolens 7.a er julefesten en god mulighed for at være sammen med sine venner fra skolen på en anden måde: ”Julen er fed generelt, så juletræsfesten har vi glædet os rigtig meget til. Det er megahyggeligt at være sammen med sine skolevenner på en anden måde. Her kan man nemlig hygge sig med dem, man kender, på en anden måde, end man kan i skolen”.

Frederik fra 9.a, der også er hjælpetræner i FSI-Gymnastik, har været med til at klargøre hallen til fest, og han deler Mads-Emils tanker: ”Det er ret fedt at være en del af festen og sætte det hele op. Vi har været en masse, der har hjulpet med at gøre klar, og det er både hyggeligt at stille op og være med til festen”, afslutter han.

Skoleleder Signe Broe til venstre, og til højre står bestyrelsesrepræsentant i FSI-Gymnastik Marianne Toftegaard Holm.