Følg Esbern Snares Ridderskole og bliv slået til ridder af Kalundborg.
På ridderskolen er der undervisning i at kæmpe med sværd og skjold (rollespilssværd, så ingen kommer til skade). Vi prøver også at skyde med bue og skrive med fjer og blæk. Vi hører om riddernes udstyr og prøver rigtige hjelme og skjolde.
Esbern Snares ridderskole er for hele familien – børn, teenagere og voksne, hvad enten man har lyst til leg, til at kæmpe med rollespilssværd mod hinanden eller bare gerne vil høre noget om riddervæsenet i al almindelighed.
En ridder af god slægt og enhver anden bør selvfølgelig også have sit eget skjold. I workshoppen med våbenskjold kan man få vejledning til at designe sit eget våbenmærke (logo) og male det på et skjold af træ. Skjoldet kan man tage med hjem.
Til sidst bliver alle børn kåret som riddere af Kalundborg og får et ridderdiplom med hjem.
Det er for børn ifølge med voksen.
Tid: 2., 3., 4., 9., 10., 11., 16., 17. og 18. juli. Nævnte dage kl. kl. 10.00-12.00 og kl. 13.00-15.00.
Sted: Kalundborg Museum, Adelgade 23, Kalundborg.
Vær sikker på en plads og køb billet til aktiviteten på forhånd via vestmuseum.billetexpressen.dk. Resterende billetter samt nødvendig entrebillet er til salg i døren. Børn under 18 år har gratis entre.