Har du en rolig hund, som er god til børn? Er din hund tilfældigvis også glad for at få læst højt, eller kunne den blive god til det? Så er det meget vel dig og din hund, som vi kunne tænke os at samarbejde med. På bibliotekerne i Kalundborg Kommune søger vi lige nu efter nye frivillige læsehunde.
Kort fortalt er en læsehund en venlig og børneglad hund, som er med til at skabe en positiv læseoplevelse for børn med læseudfordringer i 1.-5. klasse.
Hundens fornemmeste opgave er at lytte tålmodigt og interesseret til de bøger, som barnet læser op for den. Hunden kan på den måde hjælpe med at motivere børnene til at læse og ikke mindst styrke deres selvtillid. Som frivillig er du altså med til at gøre en reel forskel for børns læseglæde, og det giver dig og din hund nogle gode oplevelser.
På Kalundborg biblioteker har vi tidligere, igennem mange år, haft stor succes med læsehunde. Vi har haft flere hold, som har været fordelt og tilknyttet vores forskellige biblioteksfilialer. Der har været stor interesse for læsehundene fra børns side, der har brugt dem som en god læsestøtte, og vi har oplevet, at det har gjort en rigtig stor forskel for mange af børnene.
Desværre er antallet af vores læsehunde sunket ind, da hund og ejer er fraflyttet kommunen eller har haft andre årsager til at stoppe. Derfor ligger det os nu meget på sinde at få skabt et nyt hold af læsehunde, så vi kan glæde de mange børn, der har lysten til at læse, men oplever udfordringer ved det. En stor drivkraft bag projektet er Elsebeth Ring Andersen, hundeejer og medlem af Hvidebæk Lokalråd. Sammen med Foreningen for Socialt Ansvar vil Hvidebæk Lokalråd og Kalundborg Biblioteker derfor gerne invitere til INFORMATIONSMØDE om at blive frivillig læsehund på bibliotekerne i Kalundborg Kommune. Mødet foregår den 6. juni 2024 kl. 19-21 i Ubby Forsamlingshus.
Vi håber på at se mange hundeejere denne aften, hvor vi vil fortælle meget mere om konceptet Læsehunde, samt orientere jer om processen, hvis I ønsker at tilmelde jer. OBS! Det er gratis, men nødvendigt at tilmelde sig på www.kalundborgbib.dk under Det sker.