4 ud af 10 testede med høj diabetesrisiko
Mange danskere benyttede muligheden for at få testet deres diabetesrisiko ved et af de 200 arrangementer, som Diabetesforeningen holdt landet over i forbindelse med Verdens Diabetesdag den 14. november.
Rigtig mange tog også testen på Diabetesforeningens hjemmeside, og til sammen lod mere end 15.000 personer sig teste. Hele 46 procent landede i grupperne høj eller meget høj risiko for at udvikle diabetes. Det resultat gør indtryk på Diabetesforeningens administrerende direktør Henrik Nedergaard:
Næsten halvdelen af de testede personer har høj risiko for at udvikle diabetes. Det understreger, hvor vigtigt det er at udbrede viden om sygdommen, så der bliver skabt opmærksomhed om tidlig opsporing og forebyggelse, siger Henrik Nedergaard.
Risikotesten, som blev introduceret sidste år, er blevet taget rigtigt godt imod:
Antallet af personer, der har taget testen, er steget med 50 procent i forhold til sidste år. Apoteker, fodterapeuter, sundhedscentre og vores egne lokalforeninger har bakket op om testen, og interessen for at tage den på vores hjemmeside har ligeledes været meget stor i år, siger Henrik Nedergaard.
Risikotesten er udviklet af forskere fra Diabetes Research Centre på Leicester Universitet i England. Testen giver med syv simple spørgsmål en vurdering af, hvor høj risiko man har for at udvikle type 2-diabetes. Hvis en person er i risikogruppen høj eller meget høj anbefales det at søge egen læge og lade sig teste blandt andet med en blodprøve for eventuelt at få stillet en diagnose.
60.000 danskere formodes at have type 2-diabetes uden at vide det. Derudover skønnes det, at 300.000 har forstadier til at udvikle sygdommen.Uden behandling er diabetes livsfarlig. Derfor håber vi, at rigtig mange vil tage deres testresultater alvorligt og gå til lægen. Det lægebesøg kan i sidste ende redde liv, siger Diabetesforeningens administrerende direktør Henrik Nedergaard, som understreger, at der er meget, man selv kan gøre, for at forebygge type 2-diabetes eller leve i balance med sygdommen, hvis man allerede har diagnosen.
Diabetesforeningen rådgiver hvert år tusindvis af mennesker om livsstil og behandling og står for netværk for mange med type 2-diabetes blandt andet de såkaldte motivationsgrupper, der findes i mange kommuner.
Hvert år bruger Diabetesforeningen FN-mærkedagen Verdens Diabetesdag den 14. november til at sætte fokus på tidlig opsporing af type 2-diabetes. Det sker for at informere om, at man ofte kan have type 2-diabetes uden symptomer.
Derudover viser erfaringer, at hver gang én med type 2-diabetes bliver fundet med testen, så finder man to med høj risiko for at få type 2-diabetes inden for ti år og yderligere seks, som har høj risiko for at få en hjertekarsygdom uden diabetes. Der er altså god grund til at tage testresultatet alvorligt og søge læge, hvis man får resultatet ”høj” eller ”meget høj” risiko.
Tag selv testen på: www.diabetes.dk/testdigselv
Se regionale og kommunale tal om diabetes her, samt yderligere fakta om diabetes.