Danske Regioner og Regeringen har indgået aftale om regionernes økonomi i 2024. Regionsrådsformand Heino Knudsen kalder aftalen stram. Den indeholder bl.a. et løft samlet set til regionerne på 1,35 mia. ekstra til driften, som sikrer, at kadencen kan holdes i 2024 med forventning om at kunne komme helskindet igennem.

Foto ABW

Her til aften har Regeringen og Danske Regioner indgået en aftale om næste års økonomi. Overordnet er der tale om en stram aftale med fokus på at få løst sundhedsvæsnets udfordringer her og nu.

– Jeg forventer, at vi med aftalen kan holde kadencen i sundhedsvæsnet i 2024 og komme helskindet igennem. Det er jeg selvfølgelig tilfreds med på vores patienters vegne, siger Heino Knudsen.

Regionsrådsformanden glæder sig over, at der er sket en fremrykning af midler fra akutpakken til 2023 på 350 mio. i alt, der betyder, at afviklingen af ventelister ikke går i stå. Ligesom han glæder sig over, at midlerne til kræftområdet på 300 mio. kr. fra Regeringens sundhedspakke tidligere på ugen ser ud til at gå til regionerne.

Uafklaret ift. stigende medicinudgifter
Der blev ikke afsat særskilte midler til de stigende udgifter på medicinområdet, men Heino Knudsen hæfter sig ved, at der er lavet en rampe, som sikrer, at der skal kigges videre på problemstillingen.

– Det er aftalt at kigge på styringen omkring medicinudgifterne. For os i Region Sjælland er det helt afgørende at få drøftet de stigende udgifter til medicin i et bredere folkesundhedsperspektiv, og jeg vil arbejde for, at vi får sat os om samme bord for at kigge på det.

Nye opgaver – men ingen ulighedspulje
Heino Knudsen er glad for, at regionerne får tilført nye opgaver i form af et nyt regionalt tilbud til mennesker med de såkaldte dobbeltdiagnoser.

– Det er godt, at der bliver etableret et godt tilbud til de borgere, der kæmper med både en psykisk lidelse og et behandlingskrævende misbrug. Jeg er meget tilfreds med, at regionernes psykiatrier skal løse den opgave nu og fremover.

Forslaget om en ulighedspulje på 250 mio. kr. kom ikke med i aftalen, og det ærgrer Heino Knudsen.

– Næste års aftale om regionernes økonomi løser ikke de udfordringer, vi har med den geografiske ulighed i sundhedsvæsnet, så det er fortsat en kamp, som vi vil kæmpe her i Region Sjælland.

Løft af midler til anlæg
I 2024 er der med 3,35 mia. kr. afsat flere penge til anlæg sammenlignet med sidste år. I 2025 stiger det til 3,75 mia. kr..

– Med det ekstra løft kan vi fortsætte vores planlagte investeringer i anlæg. Og det er glædeligt og vigtigt, at det dermed ikke går i stå.

Aftalen indeholder som ventet også samlede administrative besparelser på 300 mio. kr. for de fem regioner. I Region Sjælland er det nødvendigt at kigge nærmere ind i, hvordan den besparelse skal håndteres.

Kilde.