Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2024/03/04 til 2024/03/12.
Eftersættelse – Kalundborg
Kl 02.51 ville politiet standse en personbil, som – skulle det senere vise sig – blev ført af en 26-årig lokal mand. Han ville dog ikke tale med politiet og forsøgte at stikke af med omkring 100 km/t ud ad Klosterparkvej og over for rødt lys på Vænget. Det forsatte ud ad Holbækvej og Rubjerg Alle og farten nåede op på omkring 140 km/t. Det hele sluttede, da bilen ramte et el-skab på Nørre Alle. En efterfølgende alkometertest viste, at manden var påvirket af alkohol over det tilladte og han blev derfor medtaget til udtagning af blodprøve. Samtidigt gav en narkometertest udslag på kokain, amfetamin og cannabis. Manden sigtes for en stribe overtrædelser af færdselsloven og for kørsel i påvirket tilstand. Hastighedsoverskridelserne gør samtidigt, at bilen også beslaglægges mhp konfiskation pga vanvidskørsel.
Falsk bankmand – Kalundborg
Kl. 15.41 anmeldte en 83-årig kvinde fra Kalundborg, at hun var blevet narret til at overføre 15.000 kr til en fremmed konto. En mand fra “banken” ringede og sagde, at nogen havde forsøgt at overføre 25.000 kr fra hendes konto. Han ville nu hjælpe hende med at sikre hendes penge, så hun skulle godkende via MitID. Manden talte flydende dansk og havde en lys stemme. Da den 83-årige opdagede, at hendes penge var væk blev hun klar over, at hun var blevet snydt og anmeldte sagen. Politiet efterforsker nu bedrageriet.
Kørte uden kørekort – Jansvej, Eskebjerg, Kalundborg
Kl 17.57 standsede en politipatrulje en personbil ført af en 44-årig mand fra Bornholm. Der viste sig, at han ikke havde noget kørekort. Der var tredje gang inden for tre år, at manden blev stoppet uden kørekort og på den baggrund beslaglagde politiet bilen mhp konfiskation. Det ønskede manden, at retten skal forholde sig til. Det viste sig samtidigt, at han var søgt til fogedretten i Aarhus, og derfor blev han anholdt og fragtet til færgen, så han kunne komme videre frem til retsmødet. Slutteligt blev der også fundet en mindre klump hash i bilen.
Kørte uden kørekort – Østre Havnevej, Kalundborg
Kl 15.55 standsede en politipatrulje en personbil ført af en 27-årig lokal mand. Det viste sig, at manden havde fået inddraget sin førerret og således ikke måtte køre bil længere. Det erkendte manden.
Narkokørsel – Kalundborgvej, Kalundborg
Kl. 03.21 blev en 29-årig mand fra Ringsted stoppet i en varebil på vej ad Kalundborgvej mod øst. En narkometertest viste positiv for euforiserende stoffer, så han blev anholdt for at få udtaget en blodprøve.
Påvirket bilist kørte ind i busstoppested – Saltbækvej, Kalundborg
Kl. 21.40 påkørte en bilist et busttoppested på Saltbækvej i Kalundborg. En mandlig fører blev set stikke af fra stedet, men bilen blev efterladt totalskadet. En beboer på vejen slog alarm og en patrulje satte kursen.
Da politiet kom frem til stedet, traf de en 23-årig mand fra Kalundborg, som kunne mistænkes for at have været fører af bilen. Han var kommet retur, formentlig i håbet om at få bilen med sig.
Den 23-årige var påvirket af spiritus over det tilladte, så han blev anholdt for at få udtaget en blodprøve, som også vil afklare om han havde narko i blodet under kørslen. Herefter blev han taget med til politistationen til afhøring, men senere løsladt. Politiet optog rapport om uheldet og afventer nu resultatet af blodprøven.
Uheld i morgentrafikken – Kalundborg
Kl. 06.34 torsdag morgen kørte to biler sammen på Rute 23, Holbækvej ved Tømmerup. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor bilisterne blev tilset, men ingen var kommet noget alvorligt til. Trafikken kunne liste forbi uheldsstedet, men en af bilerne skulle nødflyttes, så der opstod trafikale udfordringer indtil den var fjernet.
Kl. 06.56 kørte to varebiler sammen på Kalundborgvej ved Svebølle. Ingen var kommet noget til, og bilisterne udvekslede selv oplysninger. Politiet hjalp med at få vejhjælp hurtigt frem, da den ene varebil holdt uheldigt, men der blev ikke behov for at optage rapport.
Uheld på grund af rådyr – Slagelse Landevej, Kalundborg
Kl. 22.46 løb et rådyr ud foran en bilist på Slagelse Landevej, så bilisten, en 30-årig mand fra Kalundborg, bremsede kraftigt op og forsøgte at undvige. En bagfrakommende bilist, en 50-årig mand fra Kalundborg nåede ikke at stoppe, men påkørte den 30-åriges bil bagfra, så fronten blev trykket ind, forruden knust og airbags blev udløst. Ingen personer kom noget alvorligt til, men politi og ambulance kom frem til stedet. Parterne blev tilset og afhørt til sagen.