Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2024/01/15 til 2024/01/23.
Brand i garage – Strandbakken, Kalundborg
Kl. 13.16 modtog politiet et alarmopkald fra en husejer om en brand. Politi og brandvæsen kom frem til adressen, hvor det viste sig, at der var gået ild i et køleskab, som befandt sig i en garage. Branden havde spredt sig til en radio, der stod oven på køleskabet samt en træhylde. Brandvæsnet fik slukket branden, som gav mindre sodskader på væggen, hvor køleskabet havde stået. Ingen personer kom noget til i forbindelse med branden.
Brud på tank ved virksomhed – Hallas Allé, Kalundborg
Kl. 10.00 kørte politi og brandvæsen til et brud på et tankanlæg ved en medicinalvirksomhed på Hallas Allé i Kalundborg. En gaffeltruck havde ramt tanken under arbejde på stedet, så der var sket et brud på en tank, som indeholdt saltsyre.
Stedet blev afspærret omkring uheldsstedet, men der blev ikke behov for evakuering af virksomheden. Brandvæsnet stoppede lækken og sugede saltsyren op. Ingen personer kom noget til, og lige før kl. 11.00 var politiet færdige på stedet.
Kanonslag på legeplads – Rosenvænget, Høng, Kalundborg
Kl 11.18 fandt en anmelder et kanonslag, der lå i et rør på legepladsen Bevægelsesparken. En patrulje kørte til stedet og tog kanonslaget med sig. Politiet vil gerne kraftigt advare mod, at man efterlader ueksploderet fyrværkeri på steder, hvor børn færdes og kan komme i berøring med det.
Mand varetægtsfængslet efter vold på værtshus – Dybekær, Gørlev Sj. – Kalundborg
kl. 22.28 kom en anmeldelse om en voldelig gæst på et værtshus i Gørlev Sj. Manden havde forøvet vold mod både personale og andre gæster i forbindelse med, at han var blevet bortvist på grund af dårlig opførsel.
Politiet kom frem og anholdt den voldsomme mand, en 21-årig mand fra Kalundborg, som blev sigtet for vold ved at have nikket en kvindelig bartender en skalle, og at have slået en 23-årig kvinde i ansigtet med knyttet hånd, da hun forsøgte at hjælpe bartenderen. Den anholdte mand blev desuden sigtet for vold mod en 25-årig mand, som fik et knytnæveslag i ansigtet, da han forsøgte at skubbe den voldelig mand ud af værtshuset efter volden mod de to kvinder. Ingen af de forurettede kom noget alvorligt til.
Den 21-årige mand blev ved anholdelsen fundet i besiddelse af en hobbykniv, som han ikke havde et anerkendelsesværdigt formål til at besidde. Han blev sigtet for at overtræde knivloven og kniven beslaglagt.
Han blev kørt til politistationen til afrusning og senere afhøring og sagsbehandling. Den 21-årige havde en tidligere dom for vold, så han blev søndag fremstillet i grundlovsforhør som sigtet for i gentagelsestilfælde. Han blev varetægtsfængslet til den 13. februar.
Narkokørsel – Gl. Sorøvej, Kalundborg
kl. 21.13 blev en 38-årig mand fra Kalundborg sigtet for kørsel i frakendelsestiden i påvirket tilstand, da han blev stoppet på Gl. Sorøvej mod vest ved Ll. Rørby. En narkometertest viste udslag for euforiserende stoffer, så han blev taget med til en blodprøveudtagelse. Nu venter politiet på resultatet af analysen, hvorefter den 38-årige vil høre mere i sagen.
Påvirket bilist kørte galt – Østre Havnevej/Sydhavnsvej, Kalundborg
Kl. 03.11 forulykkede en bilist, da han kørte hen over en rundkørsel ved Østre Havnevej i Kalundborg og ramte et skilt og et træ. Personalet fra en nærliggende tankstation hørte braget og slog alarm. Bilisten, en 45-årig mand fra Kalundborg kommune, slap uden at kommet noget alvorligt til, men en alkometertest viste, at han havde en promille væsentligt over det tilladte. Bilen fik store skader, da den blandt andet var kørt hen over en jernskinne, som udsmykker rundkørslen, inden den påkørte et skilt og herefter kørte frontalt ind i træ.
Den 45-årige havde desuden ikke gyldig førerret, da han tidligere var blevet frakendt sit kørekort for spirituskørsel og ikke have generhvervet det. Han blev anholdt, sigtet og taget med til en blodprøveudtagelse og herefter løsladt. Politiet optog rapport om uheldet, og nu afventer resultatet af blodprøven, hvorefter den 45-årige vil høre mere fra politiet.
Spiritus- og narkokørsel – Kragerupgårdsvej, Høng – Kalundborg
Kl. 02.05 standsede en patrulje en bil ført af en 32-årig mand fra Høng, som var påvirket af spiritus over det tilladte samt narkotika, hvilket manden erkendte. Manden var anholdt, mens han fik udtaget en blodprøve, og betjentene sikrede bilnøglerne til den bil, han var kørende i med henblik på udlevering til rette ejer. Manden kan forvente at høre nærmere på et senere tidspunkt.
Spirituskørsel – Sydhavnsvej, Kalundborg
Kl. 18.24 blev en 44-årig mand fra Gørlev Sjælland anholdt og sigtet for kørsel i spirituspåvirket tilstand, da han kom kørende ad Sydhavnsvej i nordgående retning, uagtet at han var påvirket af spiritus over det tilladte. Manden fik udtaget en blodprøve til sagen, som afgøres på et senere tidspunkt, hvorefter han blev løsladt igen.
Ulovlig kørsel på el-løbehjul – Nyrupvej – Kalundborg
Kl. 21.28 traf en patrulje en 14-årig dreng på et el-løbehjul, som han ikke var gammel nok til at køre på, da aldersgrænsen for, hvornår man lovligt må køre på elløbehjul er 15 år. Desuden benyttede han ikke cykelhjelm og der manglede lys bag på løbehjulet. Politiet tog kontakt til den 14-åriges pårørende om hans kørsel på elløbehjulet.
Indbrud i Perioden
Algade, Gørlev Sj. – To steder
Gørlev Landevej, Gørlev Sj.