Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2023/10/30 til 2023/11/07.
Færdselsuheld – Bjerge Landevej / Flinterupvej, Gørlev Sj. – Kalundborg
Kl. 21.43 fik politiet en anmeldelse om, at en bilist var forulykket i krydset Bjerge Landevej – Flinterupvej, hvor en personbil var kørt ind i et stengærde.
På uheldsstedet kunne politiet konstatere, at der ikke var nogen personer i det forulykkede køretøj, som af et vidne tidligere var blevet set køre ad Bjerge Landevej med højere hastighed end tilladt.
Politiet opsøgte bilejeren på dennes bopæl i nærheden af uheldsstedet for at få identificeret føreren af bilen på uheldstidspunktet. Der var tale om en 22-årig mand, som umiddelbart ikke ønskede at oplyse noget til politiet og i øvrigt blev så opfarende over politiets tilstedeværelse, at han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af forstyrrelse af den offentlige orden ved hans bopæl.
Den forulykkede bil gennemgik politiet for tekniske spor i et forsøg på at få identificeret den person, der havde været fører af bilen på uheldstidspunktet.
Politiet fandt ingen tegn på, at nogen var kommet til skade som følge af uheldet, hvor der ikke var andre trafikanter involveret.
Indsats mod social dumping – uden sager – Kalundborg
Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi var tirsdag formiddag på kontrol på fem arbejdspladser inden for restaurationsbranchen (serverings- og spisesteder) i den sydlige del af Kalundborg Kommune
Kontrollen omhandlede udenlandsk arbejdskraft og havde til formål at få afdækket, hvorvidt der kunne være tale om ulovlig arbejdskraft de pågældende steder.
10 personer blev kontrolleret, men alle havde orden i papirerne, så politiet fandt ikke grundlag for at foretage sig yderligere over for hverken arbejdstager eller -giver.
Kontrolindsatsen var et led i politiets indsats sammen med andre myndigheder mod social dumping inden for forskellige brancher, hvor udenlandsk arbejdskraft ofte ansættes.
Kørte galt i mors bil – Hovvejen, Kalundborg
Kl 00.42 kørte en 16-årig dreng fra Sydsjælland i en rundkørsel med ca 110 km/t og mistede derfor herredømmet over bilen, som fortsatte ud på en mark. Den 16-årige løb derefter fra stedet. Han havde forinden også ramt et vejskilt og en lysmast ved Slagelsevej. Det lykkedes en patrulje at finde drengen cirka 1 km fra uheldsstedet. Han havde ikke kørekort og var påvirket, men var sluppet fra uheldet uden skader. Bilen tilhørte drengens mor fra Kalundborg, og han havde taget nøglerne uden at få lov til det.
Lov om euforiserende stoffer – Cæcilieparken, Kalundborg
Kl. 19.27 bemærkede en patrulje tre mænd stå samlet, men da den ene kastede noget væk, valgte politiet at kontrollere dem nærmere.
Der var tale om tre mænd på 23, 24 og 28 år fra Kalundborg, som havde røget. Da der lugtede af hash efter rygningen, blev de tre mænd kontrolleret nærmere for at få afklaret, hvorvidt de var i besiddelse af ulovlige effekter.
Kun den 23-årige var i besiddelse af noget ulovligt, idet han havde en joint gemt i en cigaretpakke. Jointen blev beslaglagt som bevis i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, så han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Narkokørsel i frakendelsestiden – Høng Landevej, Løve, Høng – Kalundborg
Kl. 16.55 blev en 20-årig mand fra Sønderjylland anholdt i forbindelse med sigtelser for flere overtrædelser af færdselsloven, da han som fører var blevet standset i en personbil på Høng Landevej i Høng.
Den 20-årige var i forvejen frakendt kørekortet og måtte derfor ikke være fører af personbilen, som han kørte i. Desuden kunne politiet mistænke ham for at være påvirket af narkotika under kørslen, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer inden sin løsladelse.
Bilejeren kan nu også forvente at blive sigtet i forbindelse med at have overladt føringen af personbilen til en person, der ikke lovligt kunne være fører.
Narkokørsel uden førerret mv. – Svallerup Landevej, Svallerup, Kalundborg
Kl. 16.30 standsede politiet en personbil, som en 26-årig mand fra Himmerland førte ad Svallerup Landevej mod syd, med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.
Føreren havde ikke nogen førerret, idet han ikke havde generhvervet kørekortet efter udløbet af en tidligere frakendelse. Da politiet kunne mistænke ham for at være påvirket af narkotika under kørslen, blev han sigtet for narkokørsel og anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Ved undersøgelse af den 26-åriges bil fandt politiet ca. 0,5 gram kokain og godt to gram hash, som blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Den 26-årige blev løsladt efter blodprøveudtagelsen og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger.
Påvirket bilist stoppet – Parcelvej, Svebølle, Kalundborg
Kl 20.12 standsede en patrulje en bil ført af en 30-årig mand fra Kalundborg, da der var mistanke om, at han var påvirket af euforiserende stoffer. Det erkendte han og samtidigt blev han også sigtet for at køre bil uden gyldigt førerret.
Røveri på gaden – Stationsvej, Svebølle, Kalundborg
Kl 17.41 blev det anmeldt til politiet, at en 13-årig dreng i nærheden af et supermarked var blevet opsøgt at tre unge mænd og en ung kvinde. To af de unge mænd havde pludseligt truet den 13-årige til at udlevere sin taske. Røveriet fik den ene af de tre unge mænd til at gå fra stedet, da han ikke ønskede at være en del af det, og efterfølgende overtalte den unge kvinde de to andre til at den 13-årige skulle have tasken tilbage. Mændene havde vist en kniv for at understrege deres trussel. Politiets efterforskning førte efterfølgende frem til to unge mænd på hhv 16 og 19 år, som blev anholdt, afhørt og sigtet for røveriet.
Spirituskørsel – Skolegade, Kr. Helsinge, Gørlev Sj. – Kalundborg
Kl. 17.15 blev en 48-årig kvinde fra Gørlev Sj. anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel i en varebil, som hun førte ad Skolegade i Kr. Helsinge. En alkometertest havde givet politiet grundlag for anholdelsen og sigtelsen af hende.
Den 48-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og herefter løsladt, så hun kan afvente resultatet af blodprøveanalysen efter en sigtelse, som hun nægtede sig skyldig i.
Spirituskørsel – Svallerup Landevej, Svallerup, Kalundborg
Kl. 03.46 anholdt politiet en 58-årig mand fra Slagelse i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel i den varebil, som han førte ad Svallerup Landevej i nordlig retning ved Kalundborg.
Den 58-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og vil høre nærmere om sagens videre forløb, når analyseerklæringen foreligger.
Uorden på værtshus – Skibbrogade, Kalundborg
Kl. 22.02 anmeldte en 21-årig mand fra Kalundborg, at han som gæst på et værtshus pludselige havde mærket et slag i nakken, hvorefter han også var blevet spyttet på. Politiet fik ved gennemgang af videoovervågning på stedet klarlagt, at en 31-årig mand fra Kalundborg stod bag den ulovlige opslag, så han blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven og efterfølgende bortvist.
Lidt senere på aftenen måtte politiet igen frem til værtshuset, idet den 21-årige ikke turde forlade stedet, fordi den 31-årige afventede udenfor og truede med at ville overfalde den 21-årige. Da politiet igen kom til stedet, var den 31-årige imidlertid forsvundet fra stedet, så politiet foretog sig ikke yderligere efter denne anmeldelsen.
Lørdag – søndag:
Voldelig butikstyve – Elmegade, Kalundborg
Kl. 17.11 fik politiet en anmeldelse fra et supermarked om, at to mænd, der kunne mistænkes for et butikstyveri, havde været voldelig over for især en mandlig butikskontrollant, da mændene flygtede fra stedet.
De to mænd var nu tilbageholdt, hvorfor politiet rykkede ud til supermarkedet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder.
En mandlig butikskontrollant havde bemærket, at de to mænd havde lagt tre flasker gin til en samlet værdi af ca. 500 kr. ned i en taske. Herefter forlod de stedet uden at betale, så butikskontrollanten henvendte sig til mændene, der blev tilbageholdt med hjælp fra personalet.
Inden politiets ankomst lykkedes det de to mænd at flygte fra supermarkedet, men det lykkedes kort efter at få fat i den ene, som af den anden mistænkte blev forsøgt befriet ved at slå butikskontrollanten i hovedet.
Den anden mistænkte tog herefter flugten, men blev fundet ved togstationen i Kalundborg, hvor butikskontrollanten igen forsøgte at tilbageholde ham. Den mistænkte slog igen butikskontrollanten flere gange, så forbipasserende kom butikskontrollanten til undsætning og fik slået alarm til politiet.
Politiet fik identificeret de to tilbageholdte som to mænd på 42 og 54 år fra Georgien, der blev anholdt og bragt til politistationen i Roskilde til afhøring med assistance fra en tolk til sager, der omhandler røveri og vold.
Anklagemyndigheden vil i løbet af fredagen fremstille de to mænd i et grundlovsforhør ved Retten i Holbæk med påstand om varetægtsfængsling.