Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 22. februar til 1. marts 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-kalundborg.dk

Villa udbrændt – Paradisvej, Havnsø, Føllenslev 

Kl. 0048 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en villa. Ilden havde allerede ved brandvæsnets ankomst godt fat i huset, som det desværre ikke lykkedes for brandvæsnet at redde. Huset nedbrændte helt, men heldigvis opholdt den 61-årige, mandlige beboer sig andetsteds ved brandens opståen. Derfor kom hverken personer eller dyr til skade ved branden, hvis årsag politiet nu skal kigge nærmere på.

Brand i bil – Gørlev

Kl. 2309 brændte det i en bil på Rørmosevej. Der var mistanke om, at branden skyldes en kortslutning i en lampe.

Narkopåvirket bilist 

Kl. 1225 anholdt politiet en 30-årig mand fra Kalundborg, der kørte i bil på Holbækvej. Han var påvirket af narkotika og fik udtaget en blodprøve.

Narkopåvirket bilist 

Kl. 1715 standsede politiet en 19-årig mand fra Jyderup på Slagelsevej. Manden var påvirket af narkotika. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Færdselsuheld – Svebølle

Kl. 1658 skete et færdselsuheld på Stationsvej ved Viskingevej, hvor en personbil kørte lige ud i t-krydset og ind i to skilte. Der var tre personer i bilen. Ingen kom til skade, men føreren, en 53-årig mand fra Svebølle varpåvirket af spiritus og fik derfor udtaget en blodprøve. Han blev efterfølgende lagt i detentionen til afrusning.

Han blev løsladt ud på natten.

Spirituskørsel 

Kl. 0735 anholdt politiet en 31-årig mand fra Jerslev, der kørte i bil på Holbækvej. Han var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.

Brand 

Kl. 1247 kørte politi og brandvæsen til Nørre Alle, hvor der var brand i en lejlighed. Den 52-årige kvinde, der bor på stedet, blev kørt til sygehuset med røgforgiftning. Brandstedet er undersøgt af politiet, og de foreløbige undersøgelser tyder på, at der er tale om brand opstået i en sofa i forbindelse med rygning. Stedet skal dog undersøges nærmere af politiet, før brandstedet bliver givet frit.

Færdselsuheld – Ørslev

Kl. 1419 skete et færdselsuheld på Nykøbingvej ved Ørslev, hvor en 46-årig mand fra Fårevejle kørte i sin bil ad Nykøbingvej mod nord. Modsat kørte en bil, der blev ført af en 24-årig mand fra Vemmelev, der mistede herredømmet over sin bil og kørte over i modsatte kørebane og ramte ind i den 46-åriges bil.

I den 46-åriges bil var der 4 passagerer, der alle var fra Fårevejle, udover føreren og der var 2 passagerer, der er fra Slagelse og Vemmelev udover føreren i den 24-åriges bil. Alle parter blev kørt til sygehuse rundt omkring på Sjælland. Politiet kender ikke de enkeltes tilstand nærmere.

Der blev tilkaldt bilinspektør til stedet, der undersøgte uheldet nærmere.

Færdselsproblemer

Kl. 1112 modtog politiet anmeldelser om parkeringsproblemer på Banegårdspladsen foran stationen, hvor der var opsat skilte om standsningsforbud, hvilket mange bilister ikke overholdt, og det førte til, at busser ikke kunne ind på pladsen.

Politiet vil holde øje med stedet de kommende dage, og vil opfordre til, at man retter sig efter skiltningen.

Tricktyveri

Kl. 1331 modtog politiet anmeldelse om en hændelse der fandt sted på Elmegade ca. kl. 1050. En 63-årig kvinde fra Kalundborg var netop gået ud af Kvickly og ind i sin bil, da hun blev kontaktet af en udenlandsk mand og en kvinde. Manden bredte et kort ud over højre forsæde og ville have kvinden til at vise vej til København. Hun konstaterede efterfølgende, at hendes pung var stjålet fra hendes taske, som hun havde haft på bagsædet. Pungen indeholdt kontanter m.v.

De to udlændinge beskrives som: mand, 30-35 år, sydeuropæisk udseende. Talte engelsk. Kvinde, sydeuropæisk udseende, 30-35 år, talte engelsk.

Sagen er et klassisk eksempel på et tricktyveri. Det er vigtigt, at man er meget forsigtigt, hvis man bliver kontaktet under lignende omstændigheder, da det ofte vil være optakten til et tricktyveri. Bliver man udsat for noget lignende – også selv om det ikke lykkes tyvene at få noget udbytte, s å ring straks til politiet på 114 og anmeld sagen.

Brand i skur – Esbern Snaresvej

Kl. 0903 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i et skur. Det viste sig, at der var gået ild i nogle affaldssække, hvori der formentlig også var smidt nogle cigaretskodder. Indholdet i affaldssækkene brød derfor i brand, således at skuret delvist udbrændte, og nogle gasflasker i skuret eksploderede. Selve huset fik kun nogle sodtilsværtninger på en gavl, og ingen personer kom til skade ved branden hos en 63-årig mandlig beboer på steder. Politiet overvejer nu ud fra årsagen til brandens opståen, om nogen skal have en bøde for uforsigtighed med brandbart materiale.

Indbrud i perioden
Alleshavevej, Eskebjerg
Slagelsevej, Kalundborg
Sneppevej, Ugerløse (2 steder)
Lilleskovvej, Ugerløse
Kirkevej, Ugerløse