Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet Jan 23, 2017 til Feb 01, 2017.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-kalundborg.dk
Narkobilist – Reersøvej, Gørlev Sj. – Kalundborg
Kl. 2000 anholdt og sigtede politiet en 19-årig mand fra Svebølle for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Opgav falsk navn m.v. – Gørlev, Kalundborg.
Kl. 1550 standsede politiet en bilist på Kirkevangen. Bilisten opgav falsk navn i første omgang, men politiet lod sig ikke narre. Det viste sig, at det var bilens ejer, der sad i bilen, selv om han hævdede det modsatte.
Årsagen skyldes formentlig, at ejeren var frakendt retten til at føre bil. Sagen endte med, at manden, en 38-årig mand fra Vamdrup, blev sigtet for opgive falsk navn, der kunne føre til at en uskyldig ville blive strafforfulgt, og for kørsel i frakendelsestiden.
Bilen blev beslaglagt, idet det ikke var første gang, at politiet traf føreren af bilen kørende i bil, selv om han ikke måtte.
Trafik til ulempe – Gørlev, Kalundborg.
Kl. 1730 blev anmeldt om, at der køres race på Roevej. Politiet kørte til stedet, og det lagde en dæmper på lysten til at køre for stærkt. Der blev ikke optaget rapporter på stedet.
Brand – Kalundborg.
Kl. 1214 blev anmeldt om brand på Statoil i Kalundborg. Brandvæsenet havde rekvireret hjælp fra omkringliggende brandvæsener og politiet mødte også talstærkt op.
Det viste sig, at der var tale om et lille gasudslip. Kl. 1233 blev det meddelt, at der var styr på situationen. Alt beredskab og politi forlod stedet kl. 1322.
Mistænkeligt forhold – Kalundborg.
Politiet traf kl. 2030 fire personer på Kordilgade, hvor politiet havde mistanke om, at personerne i alderen 22-20 år var i besiddelse af narkotika. En narkohund snusede til de pgl., og hunden reagerede ikke, hvorfor de ikke blev visiteret, da politiet skønnede, at de ikke var i besiddelse af narkotika.
Lov om euf. stoffer – Kalundborg.
Kl. 2225 standsede politiet en bil på Lundevej ved Hærvigsgade. Ved ransagning af bilen fandt politiet 439 gram hash, samt en totenschlæger og en strømpistol. Derudover blev fundet 30800 kr. i kontanter samt en digitalvægt.
Udover lov om euf. stoffer blev den 30-årige mand, der førte bilen også sigtet for narkokørsel og overtrædelse af våbenloven. Pengene tog politiet også, idet han i forvejen “skyldte” penge til politiet fra andre sager.
Han blev løsladt ud på natten efter afhøring og udtagelse af en blodprøve.
Narkobilist uden førerret og med slidte dæk – Nørre Alle, Kalundborg
Kl. 1111 anholdt og sigtede politiet en 22-årig mand fra Kalundborg for kørsel i en personbil uden at have erhvervet sig et kørekort og i narkotikapåvirket tilstand. Ved nærmere kontrol af bilen kunne politiet konstatere, at tre af bilens dæk var så slidte, at de var ulovlige, ligesom den lovpligtige ansvarsforsikring for bilen ikke var blevet holdt i kraft. Den 22-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, og politiet inddrog bilens nummerplader på grund af den manglende ansvarsforsikring. Senere vil den 22-årige høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.
Uro – Kalundborg.
Kl. 2355 var politiet Esbern Snaresvej, hvor en gruppe unge opførte sig højtråbende og provokerende. En 24-årig mand fra Kalundborg optrådte ekstra provokerende, og han fik en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Beruser – Kalundborg.
Kl. 1416 blev politiet sendt til Kalundborg Station, hvor en 21-årig franskmand, der var beruset,havde optrådt i toget fra København. Han ville ikke forlade toget på trods af flere forsøg fra DSBs personale.
Han forlod dog toget på et tidspunkt, og politiet fik fat i ham på stationen. Politiet fandt på daværende tidspunkt ikke grundlag for at anholde manden.
Senere fik politiet anmeldelse om yderligere episoder med den 21-årige:
I forbindelse med kontakten med DSB-personalet i Kalundborg, havde han havde fat i en kvindelig ansats bryst. Det viste sig, at den 21-årige tidligere på togturen havde spyttet på en togfører ved Holbæk station, ligesom han havde blottet sig over for en 14-årig pige i toget.
Sagen følges nu op efterfølgende af politiet.
Overtrædelse af restaurationsloven – Kalundborg.
Kl. 1628 var politiet på et pizzeria i Skibbrogade, hvor en 44-årig mand fra Kalundborg opførte sig meget truende og i øvrigt var beruset. Han blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven og bortvist fra stedet.
Uautoriseret hjemmehjælp – Præstevænget, Ugerløse
Kl. 1126 anmeldte en 89-årig kvinde fra Ugerløse med assistance fra sine hjemmehjælpere, at to udenlandske kvinder, der havde foregivet at være hjemmehjælper, netop var flygtet fra stedet til fods i ukendt retning. De to fremmede kvinder havde ringet på døren kl. ca. 1115 og var blevet lukket ind, idet den 89-årige troede, at det var hjemmehjælpere.
Hun undrede sig dog lidt, da de snakkede gebrokkent dansk. Først da de to rigtige hjemmehjælpere kom ca. 10 minutter senere, fik de to fremmede kvinder travlt med at komme ud – efterfulgt af den ene rigtige hjemmehjælper for at få en forklaring på deres ærinde hos den 89-årige.
Kvinderne løb herefter fra stedet og forsvandt i området. De blev beskrevet som: A: Kvinde, Østeuropæisk af udseende, 20-30 år, 160-165 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Langt, Yderligere kendetegn: Meget
makeup p
å, Talte: Dansk med accent, Iført: Mørkeblå jakke; B: Kvinde, Østeuropæisk af udseende, 20-30 år, 160-165 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Langt, Talte: Dansk med accent, ingen oplysninger om tøj.
Politiet ledte forgæves efter kvinderne i området, idet politiet formoder, at deres reelle hensigt var at begå tyveri hos den 89-årige. Umiddelbart var intet blevet stjålet hos hende, inden de flygtede fra stedet.
Politiet vil igen opfordre især ældre medborgere til at være særligt skeptiske, såfremt personer, man ikke kender, henvender sig og foregiver at være fra hjemmeplejen. Spørg f.eks. efter legitimation eller kig efter hjemmeplejens biler, inden de lukkes ind i boligen.
Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket de to kvinder A og B i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Indbrud i perioden
Skovvejen, Reersø By, Gørlev
Slagelsevej, Høng
Skolevej, Sæby, Høng
Stejlhøj, Kalundborg
Havelykkevej, Kalundborg
Gl. Hovvej, Kalundborg
Kløvermarken, Hvalsø
Firkløvervej, Lille-Skensved
Klovbyvej, Ubby, Jerslev Sj.
Sorøvej, Ugerløse