Uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 6/10 til 17/10 – 2017
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Indbrud i villa – Føllenslev, Kalundborg
Kl. 10.35 blev anmeldt om indbrud på Havnsøvej, hvor et vindue var brudt op. Tre personer, der alle beskrives som mænd, ca. 20 år, alle spinkle og lyse i huden. Iført grå hættetrøjer. Fra stedet stjålet fire jagtvåben. Kørte i en grå Peugeot, der var stjålet ved et indbrud på Aggersvoldvej, hvilket først blev anmeldt senere.
Mistænkeligt forhold – Høng, Kalundborg
Kl. 23.38 blev anmeldt om et mistænkeligt forhold på Katrinevej, hvor en person gik rundt i en have og lyste med en lygte. Det var en nabo, der bemærkede det mistænkelige forhold. Politiet kørte til stedet. Der blev ikke fundet mistænkelige personer. Et godt eksempel på god nabohjælp!
Efterårsferiehalløj – Kalundborg
Kl. 17.45 var politiet på Nyrupvej ved skolen, hvor drenge løb ud på kørebanen og lagde genstande, som bilerne efterfølgende kørte over. Politiet fik fat i tre drenge, der fortalte, at havde lagt pap på kørebanen, som bilerne dernæst kørte over. Der var ingen fare for bilerne, men mere fare for at drengene blev kørt over. Drengene, der er i alderen omkring 13 år, blev irettesat af politiet, der også kontaktede forældrene, så de vidste, hvad deres børn var i gang med i efterårsferien. Det var nogle brødebetyngede drenge, der forlod stedet efter deres snak med politiet.
Tryghedsindsats – Kalundborgområdet
Politiet er på Bytorvet i Gørlev kl. 11.00 – 12.30 og i Høng Centret fra kl. 12.45 – 14.00. Fredag er politiet på besøg på Reersø ved havnen kl. 10.00 – 11.00. Kom og få en snak med politiet om nabohjælp eller andet, som du gerne vil høre noget om. Vi glæder os til at se dig.
Truende knallertkører – Nørre Alle, Kalundborg
Kl. 12.44 anmeldte en 64-årig mand fra Kalundborg, at han var blevet truet på livet af en knallertkører, der også havde forsøgt at vælte ham omkuld, da han cyklede. På Nørre Allé opdagede den 64-årige, der var på cykel, en knallertkører, som han havde set tidligere i området, og hvis knallert larmede meget under kørslen. Dette bad han knallertkøreren om at få ordnet, så knallerten støjede mindre, hvilket bevirkede, at knallertkøreren tog en kraftig låsekæde fra styret og svingede den truende mod den 64-årige, der også blev skældt ud. Forskrækket over knallertkørerens reaktion cyklede den 64-årige videre, hvorefter knallertkøreren kørte efter ham. Cyklisten svingede ned ad en sidevej og gemte sig, inden han cyklede i modsat retning for at flygte. Dette opdagede knallertkøreren og fulgte efter ham til Holbækvej, hvor knallertkøreren tog fat i cyklistens jakke, medens de kørte, for at
vælte cyklisten omkuld. Herved væltede knallertkøreren selv, medens den 64-årige cyklede videre og søgte tilflugt i en forretning i Elmegade. Knallertkøreren forsvandt herefter, og blev beskrevet som: Mand, 18-20 år, 170-175 cm høj, spinkel af bygning, lidt mørk i løden, sorte skægstubbe, markeret ansigt, iført hvid-blå-rød styrthjelm og kørende på en hvid, larmende knallert, der fremstod misligholdt. Lokalpolitiet i Kalundborg/Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket hændelserne på Nørre Alle og på Holbækvej, eller som kan give oplysninger om knallertkørerens identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Vold – Kalundborg.
Kl. 12.20 fik politiet to anmeldelser om vold, der fandt sted på Kordilgade. I det ene tilfælde blev en 26-årig mand fra Kalundborg grebet bagfra og slynget ned på fliserne, hvorefter han blev sparket i hovedet. Overfaldet skete lørdag på et tidspunkt mellem kl. 00.30 og kl. 01.30. Samme mand blev overfaldet i samme tidsrum et andet sted på Kordilgade, hvor han også blev sparket. Politiet undersøger nu sagen nærmere. Politiet kender ikke motivet til overfaldet. Vi vil meget gerne høre fra vidner, der har overværet de to voldstilfælde på Kordilgade ud for nr. 10 og nr. 67. Ring til politiet på 114.
Spirituskørsel – Kalundborgmotorvejen, Holbæk
Kl. 00.22 anholdt og sigtede politiet en 36-årig mand fra Regstrup for spirituskørsel i en personbil på motorvejen i vestlig retning. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Narkopåvirket bilist – Svebølle, Kalundborg
Kl. 10.37 blev en 26-årig mand fra Valby anholdt og sigtet for narkokørsel på Tissøvej. Han var påvirket af narkotika og fik udtaget en blodprøve.
Spirituskørsel – Kalundborg
Kl. 00.28 anholdt politiet en 23-årig mand fra Korsør, der kørte i bil på Slagelse Landevej. Han var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.
Kvalificeret vold – Kalundborg
Kl. 06.50 søndag morgen fik politiet anmeldelse om knivstikkeri på Klosterparkvej. En 24-årig mand fra Kalundborg, blev kørt til sygehus med et enkelt knivstik i benet. I første omgang forlød det, at der var tale om 10 knivstik, men det var heldigvis ikke tilfældet. Det har ikke været muligt for politiet at få klarlagt, hvad der er sket. Forurettede ønsker ikke politiets indblanding i sagen. Det er politiets indtryk, at parterne kender hinanden.
Færdselsuheld – Kalundborg
Kl. 20.03 skete et færdselsuheld på Slagelse Landevej, hvor en 55-årig kvinde fra Stenlille kørte i en varebil ad Slagelse Landevej mod syd. Hun overså en fodgænger, der gik i højre side af vejen. En 64-årig mand fra Kalundborg blev ramt og blev efterfølgende fløjet til Rigshospitalet. Hans tilstand betegnes som kritisk. Der er fredag ikke nye oplysninger om mandens tilstand.
Indbrud i perioden:
Bjergesø Agervej, Hørve
Bjergesøvej, Hørve
Eskebjergvej, Eskebjerg
Alleshavevej, Eskebjerg
Højsted Overdrev, Føllenslev
Havnsøvej, Føllenslev
Åløkkevej, Gørlev Ornum, Gørlev
Borrevænget, Høng (2 steder)
Klosterparkvej, Kalundborg
Holbækvej, Kalundborg
Hærvigsgade, Kalundborg
Råes Vænge, Kalundborg
Byens Mose, Kalundborg
Fasanvej, Kalundborg
Agerhønevej, Kalundborg
Slagelsevej, Kalundborg
Gl. Skovvej, Svebølle
Sorøvej, Ugerløse