Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet Okt 24, 2016 til Nov 02, 2016.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-kalundborg.dk
Båd i havsnød – Havnsø, Kalundborg.
Kl. 1421 blev meldt om en mindre båd med to mænd i, der drev mod land ved Havnsø. De to kom ind til Havnsø omkring kl. 1600. Politiet fik fat i de to mænd på 36 og 34 år, der havde været ude at sejle. De havde fået motorstop og måtte derfor drive i land.
Færdselsuheld – Kalundborg.
Kl. 1308 skete et færdselsuheld på Tømmerupvej, hvor en personbil, der blev ført af en 45-årig mand fra Holbæk, kørte ad Tømmerupvej mod nord og lige over krydset ved Andaksvej/Kåstrupvej og videre ad Tømmerup Holmevej, hvor han ikke overholdt sin vigepligt. Den 45-årige kørte ind i en bil, der blev ført af en 39-årig kvinde fra Svebølle. Der skete materiel skade, men ingen personskade.
Kvalificeret vold – Svebølle, Kalundborg.
Kl. 2115 blev en 72-årig mand fra Svebølle slået i hovedet med en nødhammer samtidig med, at gerningsmanden ville have den 72-åriges bilnøgler. Hændelsen skete på Skovgårdsvej, hvor to gerningsmænd kom til forurettedes bolig og forlangte bilnøglerne.Forurettede udleverede ikke nøglerne, og det lykkedes forurettede at sparke den ene gerningsmand, så de stak af fra stedet. Den ene beskrives som mand, talte dansk med accent, formentlig 25-30 år, 180-185 cm høj kraftig af bygning, muligt iført skimaske og grå dynejakke og sorte joggingbukser. Den anden iført mørkt tøj .
Politiet vil meget gerne i forbindelse med vidner eller andre, der har oplysninger i sagen. Ring 114.
Narkopåvirket bilist – Kalundborg.
Kl. 0034 anholdt politiet en 23-årig mand fra Kalundborg, der kørte i bil på Esbern Snaresvej. Han var påvirket af narkotika og fik udtaget en blodprøve og dernæst løsladt.
Blufærdighedskrænkelse – Kalundborg.
Kl. 1940 var en 27-årig kvinde fra Kalundborg på vej ind i en forretning på Slagelsevej, hvor en ca. 50-60 årig mand, 180 cm høj befølte hende på hendes ene bryst, hvilket hun højlydt protesterede over, og hvorefter manden gik. Politiet leder nu efter manden.
Anholdelse – Kalundborg
Kl. 1747 fik politiet en anmeldelse om mulige husspektakler i en lejlighed mellem en 20-årig kvinde fra Kalundborg og formentlig hendes 24-årige eks-samlever. Det viste sig, at den 20-årige kvinde var blevet opsøgt af eks-samleveren og formentlig truet med en kniv til at køre med ham i hans bil. Efter politiets ankomst til stedet vendte de tilbage, hvorefter politiet kunne anholde den 24-årige eks-samlever kl. 1853 for trusler mod kvinden siden anmeldelsestidspunktet. Kvinden var fysisk uskadt, men dog rystet og påvirket af hændelsen. Den anholdte er fortsat i politiets varetægt, idet han forventes fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk med krav fra anklagemyndigheden om varetægtsfængsling.
Røveri mod person – Svebølle – Kalundborg
Kl. 1855 anmeldte en 20-årig mand fra Svebølle, at han netop havde haft uventet besøg af tre mænd, der under verbale trusler havde forlangt at få et kontant beløb udleveret af den 20-årige. Han gav dem nogle kontanter, hvilket ikke var nok for de tre mænd, hvoraf den ene muligt havde et slagvåben skjult i den ene bukseben. De forlod kort efter stedet under trusler om at ville komme igen for at få flere penge. Politiet ledte efter de tre mænd i området, men fandt dem ikke. Ved en nærmere afhøring af offeret viste det sig, at årsagen til deres truende henvendelse var et påstået, økonomisk mellemværende mellem offeret og en mand, som offeret havde korresponderet med tidligere. Derfor har politiet en kraftig formodning om, hvem der kan mistænkes for at være troppet op på den 20-åriges bopæl for at få penge. Politiet efterforsker sagen som et røveri mod den 20-årige på grund af truslerne
mod ham
for at få ham til udlevere penge.
Indbrud i perioden
Østerled, Gørlev
Lonesvej, Høng
Valentin Jensensvej, Kalundborg
Vibevej, Ugerløse