Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2023/02/01 til 2023/02/14.

Blokvogn med bredt læs ramte bil – Hovedgaden, Ugerløse – Holbæk

Kl. 21.05 rykkede politiet ud for at undersøge omstændighederne ved en materiel skade, som en parkeret bil havde fået på Hovedgaden i Ugerløse.

Det viste sig, at sidespejlet på en personbil, der holdt parkeret i en parkeringslomme på Hovedgaden, var blevet ødelagt af en forbikørende blokvogn med et bredt læs.

En 46-årig mand fra Herning var chauffør på blokvognen, der transporterede et bygningsmodul. Herfra havde noget løsthængende plastmateriale fået fat i personbilens sidespejl, da lastbilchaufføren skulle rundt om vejchikaner på Hovedgaden.

Politiet har optaget rapport om sagen for at få afklaret, hvorvidt blokvognstransporten foregik efter gældende regler.

Droneflyvning var legalt ærinde – Hovedgaden, Høng – Kalundborg

Kl. 22.14 fik politiet en henvendelse fra en lokal borger, som undrede sig over en drone, der det sidste kvarter var fløjet rundt over et bestemt område i Hovedgaden i Høng.

En patrulje kørte til stedet og fik også øje på dronen i luften. Eftersøgning efter droneføreren i området gav også et resultatet, idet politiet fik kontakt til en mand, der fløj med dronen i forbindelse med et arbejde for det lokale fjernvarmeværk.

Politiet vurderede, at der ikke foregik noget ulovligt og underrettede efterfølgende anmelderen om årsagen til droneflyvningen.

Færdselsuheld – Elmegade, Kalundborg

Kl. 15.09 var to personbiler stødt sammen i Elmegade ved udkørslen fra en parkeringsplads ved et supermarked. Der var kun sket ringe materiel skade på bilerne ved sammenstødet.

Det viste sig, at en 21-årig kvinde fra Kalundborg var kørt i nordlig retning ud fra parkeringspladsen og efterfølgende påkørt bagenden af en personbil, som en 40-årig mand fra Kalundborg førte ad Elmegade i vestlig retning.

Politiet optog rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsregler kunne være blevet overtrådt.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Kalundborgvej, Tuse, Holbæk

Kl. 11.58 rykkede politiet ud til Kalundborgvej lige nord for rundkørslen ved Tuse, efter at en bil var kørt ind i en lygtepæl.

På uheldsstedet traf politiet en 54-årig mand fra Svinninge, som havde været fører af den forulykkede bil. Der var ikke andre trafikanter involveret i uheldet, hvor en lygtepæl var blevet påkørt og delvist ødelagt.

Den 54-årige, der var uskadt, blev konstateret så påvirket af spiritus, at han blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel i bilen.

Politiet løslod den 54-årige efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Efterfølgende blev det lokale redningsberedskab tilkaldt til at flytte hans bil, så det kunne blive afklaret, hvorvidt strømførende ledning i lygtepælen var blevet blotlagte som følge af påkørslen. Det var dog ikke tilfældet, hvorfor elselskabet blev underrettet om den ødelagte lygtepæl.

Grundlovsforhør – Besiddelse af euforiserende stoffer mv. – Høng – Kalundborg

Kl. 10.50 henvendte en patrulje med narkohunde sig på en adresse i den centrale del af Høng med baggrund i en mistanke om, at der kunne være euforiserende stoffer at finde på stedet.

Politiet fik ved henvendelse på stedet kontakt til en 21-årig kvinde og en 28-årig mand fra Høng samt en 39-årig mand fra Holbæk, der alle var påvirkede af formentlig narkotiske stoffer og spontant erkendte at have lidt af ulovligt stof.

Ransagningen af adressen afslørede besiddelse af 1.110 gram amfetamin, 2,5 gram kokain, syv gram MDMA og 420 ml GHB. Herudover fandt mere end 3.000 piller af forskellige slags, som formodes omfattet af lægemiddellovgivningen, så ingen af de tre kunne være i lovlig besiddelse heraf.

De euforiserende stoffer og pillerne blev beslaglagt som bevis i sagen, hvor de tre blev anholdt som mistænkte i sagen og efterfølgende transporteret til politistationen i Roskilde til afhøring i sagen om overtrædelse af straffelovens bestemmelser om besiddelse af narkotika med henblik på videreoverdragelse til andre.

En læge tilså de tre anholdte inden deres anbringelse i politiets varetægt og vurderede, at den 21-årige kvinde og den 28-årige mand var så påvirkede af formentlig narkotika, at de skulle indlægges på et sygehus og afruses under overvågning af sundhedspersonale.

De to blev derfor i ambulancer bragt til og indlagt på et sygehus under bevogtning af politiet, mens den 39-årige blev anbragt i et arresthus.

Anklagemyndigheden vil torsdag formiddag fremstille den 39-årige og de to øvrige in absentia i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk med påstand om varetægtsfængsling i sagen. Retsmødet vil blive begæret afholdt for lukkede døre af hensyn til den fortsatte efterforskning i sagen.

Uanset udfaldet af grundlovsforhøret må den 39-årige indstille sig på at forblive frihedsberøvet, idet han i forvejen var efterlyst af politiet som udeblevet fra afsoningen af en ni måneder lang fængselsstraf. Han skulle være mødt til afsoningen i slutningen af december 2022 og har været efterlyst siden på grund af udeblivelsen hos Kriminalforsorgen.

Humanitær eftersøgning – Ugerløse – Holbæk

Kl. 17.25 ønskede pårørende til en 49-årig kvinde fra Ugerløse hjælp fra politiet til at finde hende, idet hun havde forladt sin bopæl i formentlig nedtrykt sindstilstand.

Politiet iværksatte en humanitær eftersøgning med flere patruljer, herunder hundepatruljer, for at lede efter hende relevante steder, herunder steder som hun kunne formodes at søge hen til. Samtidig blev den savnede efterlyst både hos offentlige transportselskabet og via politiets Twitter-profil.

Kl. ca. 20.50 blev den savnede fundet i live af en hundepatrulje i et skovområde, hvor hun havde søgt hen. Da hun var nedkølet efter ophold udendørs, blev hun i en tilkaldt ambulance bragt til skadestuen til undersøgelse og fornøden omsorg i relation til hendes sindstilstand.

Den humanitære eftersøgning blev herefter indstillet, og familien blev underrettet om, at den savnede var blevet fundet.

Narkokørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Bjergesøvej, Hørve – Odsherred

Kl. 18.05 standsede en patrulje fra nærpolitienheden i Asnæs en personbil, som blev ført ad Bjergesøvej i Hørve.

Bag rattet i bilen sad en 41-årig mand fra Hørve, som ikke kunne fremvise noget kørekort, idet han i forvejen var frakendt kørekortet. Efter en narkometertest fandt politiet også grundlag for sigte ham for narkokørsel, idet testen gav udslag for påvirkning af kokain under kørslen.

Den 41-årige blev kortvarigt anholdt efter de to sigtelser for overtrædelse af færdselsloven og fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Desuden må den 41-årige indstille sig på at finde alternative transportmuligheder, idet politiet beslaglagde hans personbil med henblik på senere konfiskation. Det var nemlig tredje gang inden for de seneste tre år, at den 41-årige blev afsløret i at køre bil trods frakendelse af kørekortet.

Når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger, vil den 41-årige høre nærmere fra politiet om sagens videre gang.

Påvirket mand truede og talte grimt til politiet – Kordilgade, Kalundborg

Kl. 01.17 fik politiet en henvendelse fra en lokal kvinde, som lige p.t. ikke havde det bedste forhold til en 32-årig mandlig bekendt fra Kalundborg.

Efter en kontrovers mellem de to parter tidligere på aftenen var kvinden gået på værtshus, hvor den 32-årige nu også var kommet til, så kvinden følte sig utryg ved hans tilstedeværelse.

Politiet kørte til værtshuset og fik den spirituspåvirkede 32-årige mand med udenfor, hvorefter han blev bedt om at finde sig et andet sted at opholde sig. Det blev han så irriteret over, at han truede med at skyde politiet, ligesom han brugte det danske sprogs mindre pæne gloser om politiet.

Disse udtalelser medførte en anholdelse af den 32-årige, da han ikke ville fjerne sig helt fra området og i øvrigt forsøgte at gribe ud efter en politibetjents pistol.

Den 32-årige blev transporteret til politistationen i Roskilde, hvor han efter et lægetilsyn blev anbragt i detentionen til afrusning. Tirsdag morgen blev han afhørt i anledning af de to sigtelser for trusler mod og fornærmelig tale til politiet, inden han tirsdag formiddag blev løsladt. Han kan senere forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres. 

Røg i køkken i lejlighed – Møllestræde, Kalundborg

Kl.58 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en lejlighed i en beboelsesjendom, idet der kom røg ud fra en lejlighed.

Ved ankomsten til stedet forsøgte en 56-årige kvinde at løbe fra stedet, og brandvæsnet og politiet kunne efterfølgende konstatere, at røgen kom fra hendes lejlighed.

Det viste sig, at der ikke var direkte brand i hendes køkken, men kraftig røgudvikling fra bl.a. noget pap, der havde ligget over et tændt komfur.

Den 56-årige kvinde var uskadt, men blev ud fra disse omstændigheder sigtet for overtrædelse af beredskabslovgivningen på grund af den manglende forsigtighed med brændbart materiale i hendes køkken.

Politiet vurderede, at kvinden måske ikke helt havde forstået situationens alvor, så politiet udfærdigede tillige en underretning til de sociale myndigheder, som derefter kan vurdere, hvorvidt hun måtte have behov for støtte. Hun kan dog forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen.

Spirituskørsel – Herslevvejen, Høng – Kalundborg

Kl.43 blev en 56-årig kvinde fra Høng anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel i en personbil, som hun havde ført ad Herslevvejen i østlig retning.

Politiet løslod kvinden efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, og hun kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Spirituskørsel på knallert – Eskebjergvej, Eskebjerg – Kalundborg

Kl.54 standsede politiet en slingrende knallertkører, der kørte ad Eskebjergvej i vestlig retning.

Føreren af en lille 30-knallert var en 69-årig mand fra Eskebjerg, som efterfølgende blev konstateret så kraftigt påvirket af spiritus, at han blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel på knallerten.

Den 69-årige fik på et sygehus udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol inden sin løsladelse. Han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når promilleerklæringen foreligger.

Uro og utryghed i privat bolig – Havnsø, Føllenslev – Kalundborg

Kl. 12.00 bad pårørende til en 24-årig mand fra lokalområdet om hjælp til at håndtere ham, idet han ved sin adfærd i familiens bolig skabte så meget utryghed, at man ønskede assistance fra politiet til at håndtere ham.

Politiet kørte til en adresse i Havnsø-området, hvor politiet med flere patruljer holdt øje med og forsøgte at få kontakt til den 24-årige, så han kunne tilbydes hjælp, såfremt han måtte have behov herfor.

Efter ca. en time lykkedes det politiet at få den 24-årige til at komme ud fra boligen, hvorefter han blev bragt til et sygehus til undersøgelse af en skade, som han havde pådraget sig inden kontakten til politiet udenfor.

Den 24-årige er ikke blevet sigtet for noget og forblev indlagt på sygehuset efter undersøgelserne. Politiet har med baggrund i den 24-åriges adfærd udfærdiget en rapport til de sociale myndigheder, som herefter kan vurdere, hvorvidt den 24-årige kan eller skal tilbydes hjælp til at klare sine personlige forhold, så der ikke opstår utryghed inden for familien.

Indbrud i perioden

Lykkestien, Kalundborg (forsøg)

Nygade, Kalundborg
.