Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2022/08/30 til 2022/09/12.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Færdselsuheld – Kalundborgvej / Højstedvej, Føllenslev – Kalundborg
Kl. 07.53 rykkede politiet ud til et sammenstød mellem en bilist og en knallertkører i krydset Kalundborgvej – Højstedvej.
Det viste sig, at ingen af parterne havde behov for at komme på skadestuen, selv om knallertkøreren var væltet som følge af sammenstødet med bilisten.
En 55-årig mand fra Føllenslev var inden uheldet kørt på en lille 30-knallert på cykelstien ad Kalundborgvej mod sydvest, da ud for Højstedvej strejfede en svingende bilist og væltede. Bilisten var en 22-årig kvinde fra Føllenslev, som i en personbil var kørt ad Kalundborgvej mod nordøst og var i færd med at foretage et venstresving mod Højstedvej med lav hastighed.
Det skete kun mindre materiel skade på de involverede køretøjer, og politiet har nu optaget rapport om sammenstødet for at få klarlagt, om der kan være sket en overtrædelse af færdselsloven.
Udbrændt minibus – Lyngvej, Føllenslev, Kalundborg
Kl. 23.07 blev politiet kontaktet af en borger, som kunne oplyse, at der holdt en brændende minibus på en parkeringsplads. Politiet og brandvæsen kom frem til stedet, hvor brandvæsnet fik slukket ilden. Minibussen var helt udbrændt og umiddelbart kunne årsagen til branden ikke fastlægges. Der var ingen nummerplader eller stelnummer tilbage på minibussen, og politiet kunne derfor ikke umiddelbart identificere ejeren af køretøjet. Resterne af køretøjet skal nu undersøges nærmere, så politiet kan identificere ejeren af køretøjet og klarlægge årsagen til branden.
Tøj efterladt på stranden – Kr. Helsinge Strandvej, Kr. Helsinge, Gørlev Sj. – Kalundborg
Kl. 15.05 anmeldte en lokal kvinde, at hun under en gåtur langs stranden havde set et par sandaler og en sweatshirt i børnestørrelse ligge efterladt, uden at der var nogen personer eller køretøjer at se i nærheden.
Politiet kørte en tur til det udpegede sted på stranden, hvor politiet tog sandaler og sweatshirten ud fra den konstatering, at der havde ligget en del sand ovenpå. Effekterne havde formentlig ligget på stedet i nogen tid, og derfor var der næppe nogen personer i nød eller savnet. Politiet havde ingen oplysninger om savnede i området og foretog sig ikke yderligere end at medtage effekter til destruktion, så andre ikke blev unødigt bekymrede.
Tyveri af veteranknallerter – Sæby, Høng – Kalundborg
Kl 11.22 kom der anmeldelse om, at der havde været indbrud i en lagerhal, hvorfra der var stjålet en halv snes udstillede veteranknallerter. Indbruddet formodes at være sket i tidsrummet fra torsdag eftermiddag og frem til torsdag formiddag. Politiet hører gerne fra vidner, der har set noget mistænkeligt i området i det tidsrum, eller som på anden vis har kendskab til, hvad der er sket med de stjålne knallerter.
Tricktyveri – Nygade, Kalundborg
Kl 13.28 blev det anmeldt, at en 94-årig mand var blevet frastjålet sin pengepung. Manden var kommet gående med sin rollator, da to mænd henvendte sig til ham.
Den ene mand puffede pludseligt til den ældre herre, mens den anden så begyndte at beføle ham på lommerne og tog hans pung. De to mænd løb derefter fra stedet via Bredgade. Manden kunne desværre ikke give noget nærmere signalement af de to.
Politiet efterforsker nu den meget frække sag over tricktyveri og hører gerne fra vidner, der har set tyveriet eller de to mænd løbe fra stedet. Ring til politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.
Færdselsuheld – Kalundborgvej, Hørve – Kalundborg
Kl 13.50 ramte to biler hinanden i krydset ved Dragsmøllevej. En 74-årig kvinde fra Odsherred skulle svinge til venstre, da hun blev ramt af den anden bil ført af 19-årig ung mand fra samme område. Kvindens bil fortsatte ud i rabatten og ramte et par vejskilte og hun blev efterfølgende kørt til sygehuset i en tilkaldt ambulance – dog uden alvorlige skader. Til gengæld var der store skader på begge biler.
Narkokørsel – Svallerup Bygade, Svallerup, Kalundborg
Kl. 14.37 blev en 37-årig mand fra Kalundborg anholdt og sigtet for narkokørsel i en personbil, som han førte i østlig retning ad Svallerup Bygade. Narkometertesten havde givet udslag for påvirkning af kokain under kørslen, hvorfor den 37-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer inden sin løsladelse. Han vil nu høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Narkokørsel – Slagelse Landevej, Kalundborg
Kl. 20.25 anholdt og sigtede politiet en 26-årig mand fra Kalundborg for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Slagelse Landevej.
Politiet løslod manden efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, og han vil derfor høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Narkokørsel i brugsstjålet bil og frakendt førerretten – Svallerup Landevej, Kalundborg
Kl. 10.00 traf politiet en 39-årig mand fra Høng, som sad bag rattet i en brugsstjålet personbil, mens han benyttede håndholdt mobiltelefon og i øvrigt var frakendt førerretten. Manden blev sigtet og anholdt på stedet og fik udtaget en blodprøve, inden han blev løsladt. Han vil høre nærmere fra politiet i sine sager, når politiet modtager resultatet af blodprøven.
Opbevaring af fyrværkeri og kemikalier – Rynkevangen, Kalundborg
Kl. 13.16 blev politiet bedt om assistance til en sikkerhedsmæssig vurdering af forskellige fyrværkeri- og kemikalieprodukter på en opbevaringsplads på Rynkevangen.
Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD) og Kemisk Beredskab fra Beredskabsstyrelsen blev i deres egenskaber af sagkyndige myndigheder tilkaldt for at assistere politiet med opgaven.
De sagkyndige myndigheders umiddelbare vurdering var, at der ikke var – eller har været – nogen akut fare, så politiet vurderede, at evakuering af adressen og andre bygninger i nærheden ikke var nødvendigt.
Arbejdet med optælling, registrering og vurdering af de forskellige produkter og effekter på opbevaringspladsen fortsatte hele eftermiddagen, aftenen samt natten og fortsætter i øvrigt i løbet af onsdagen, indtil alt er gennemgået.
Politiet kan oplyse, at de effekter, der er omfattet af fyrværkerilovgivningen, samt diverse kemikalieprodukter, ikke udgør nogen akut fare.
Når optællingen og registreringen er afsluttet formentlig i løbet af onsdagen, vil politiet efter råd og vejledning fra de sagkyndige myndigheder iværksætte flytning med henblik på korrekt og forsvarlig destruktion af de pågældende produkter/effekter ud fra gældende regler for dem.
Ingen er kommet til skade som følge af opbevaringen på opbevaringspladsen, og politiet vil i den forbindelse prøve at få klarlagt forløbet i forbindelse med de fundne effekter på stedet.
Færdselsuheld – Herslevvejen, Kalundborg
Kl. 18.12 kom en personbil ført af en 85 årig kvinde fra Asnæs kørende ad Snæbumgårdsvej mod Herslevvejen i østlig retning. Samtidig kom en varebil, ført af en 62-årig mand fra Rønnede kørende af Sæbyvej mod Skovvej i sydlig retning. Den kvindelige bilist kørte frem trods ubetinget vigepligt, hvorved hun påkørte den 62-åriges køretøj. Begge køretøjer fik skader ved sammenstødet. Den kvindelige bilist blev kørt til tjek på sygehuset. Politiet optog rapport i sagen.
Narkokørsel – Holbækvej, Kalundborg
kl. 16.40 sigtede og anholdt politiet en 50-årig mand fra Svebølle for narkokørsel, da han blev stoppet på Holbækvej mod øst i Kalundborg. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når svaret på blodprøven kommer vil bilisten høre mere i sagen.
Hærværk – Nykøbingvej, Snertinge – Kalundborg
Kl. 20.46 anmeldte en lokal kvinde, at to drenge havde banket på hendes dør kort forinden. Hun havde ikke lukket op trods deres banken, hvorefter drengene var gået fra stedet.
Efterfølgende havde kvinden hørt et højt brag og konstateret, at en rude ud mod forhaven var blevet knust. Kvinden mistænkte nu drengene for at have forøvet hærværket, hvorfor politiet nu har optaget en rapport herom i et forsøg på at få identificeret drengene.
De to mistænkte blev af kvinden beskrevet som unge mænd i 14-16 års alderen, den ene iført kasket, grå bluse, løse jeans og hvide sko, mens den anden var iført sort jakke med noget rødt på ærmerne, sorte bukser og sorte sko.
Politiet har været på stedet for at foretaget diverse tekniske undersøgelser i håb om, at eventuelle spor fra stedet også kan være med til at identificere de mistænkte.
Narkokørsel – Slagelse Landevej, Kalundborg
Kl. 12.46 stoppede politiet en polsk bil med en 40-årig mand fra Polen med adresse Danmark bag rattet. Manden blev testet positiv for hash i en narkometertest, så han blev anholdt, siget for narkokørsel og fik udtaget en blodprøve. Nu afventer politiet resultatet af blodprøven, hvorefter han vil høre mere i sagen.
Narkobilist i uheld – Andaksvej/Tømmerup Holmevej, Kalundborg
Kl. 16.40 skete et uheld i krydset Andaksvej/Tømmerup Holmevej i Kalundborg, hvor en personbil og en varebil stødte sammen. Personbilen med en 69-årig mand fra Kgs. Lyngby bag rattet kørte ad Tømmerup Holmevej mod nord, og kørte frem i krydset ved Andaksvej hvor han stødte sammen med varebilen, som kørte i vestlig retning. Den 69-årige mand havde ubetinget vigepligt i krydset, men overså dette og kørte frem. Ingen personer kom noget til ved sammenstødet, men bilerne fik skader.
Føreren af varebilen, en 21-årig mand fra Kalundborg, blev testet positiv i en narkometertest, så han blev anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse og herefter løsladt. Politiet optog rapport om vigepligtsuheldet, og afventer nu resultatet af blodprøven.
Drenge stjal øl, vand og chips – Torvet, Ubby, Jerslev Sj. – Kalundborg
Kl. 19.29 blev en patrulje sendt til Super Brugsen i Ubby, hvor personalet havde tilbageholdt to drenge, som havde stjålet fra butikken. Drengene var gået ind i supermarkedet, hvor de
tog en ramme øl, en ramme Coca Cola og en pose chips, hvorefter de forlod forretningen uden at betale. De to drenge blev stoppet uden for butikken og taget med ind i baglokalet, hvor politiet blev tilkaldt, og deres forældre orienteret.
De to drenge på 14 og 15 år fra Kalundborg kommune blev afhørt af politiet med forældrene til stede. Den 15-årige blev sigtet for butikstyveri, men den 14-årige er for ung til at kunne straffes. Drengene fik herefter lov til at gå, men den 15-årige kan forvente en bøde i sagen. Politiet orienterer desuden til de sociale myndigheder, som følger op på drengenes sag.
Spirituskørsel – Hareskovvej, Kalundborg
Kl. 14.48 påkørte en 61-årig lokal mand en lysmast i østlige retning ad Hareskovvej i Kalundborg. Manden kørte af ukendte årsager af vejen i sin varebil og påkørte lysmasten i den sydlige del af vejen, hvorefter varebilen rullede rundt og landede på siden. Lysmasten væltede ved påkørslen, så politiets vagtcentral bestilte el-selskabet til at udbedre skaderne.
En patrulje kørte til stedet og testede manden med alkometeret, som viste at hans promille var for høj. Den 61-årige blev kørt til tjek på sygehuset, men han kom ikke noget alvorligt til. Han fik udtaget en blodprøve, som skal afklare om hans promille under kørslen. Politiet optog rapport om uheldet.
Knallert påkørte parkeret lastbil – Kalundborgvej, Snertinge, Kalundborg
Kl. 12.09 kørte en 16-årig ung mand fra Jerslev Sj. på knallert ad Kalundborgvej mod vest i Snertinge, da han af ukendte årsager kørte ind i en lastbil, som holdt i siden af vejen. Lastbilens fører, en 46-årig mand fra Slagelse, var ved at læsse olie af ved en ejendom. Knallertføreren kørte op bag i den parkerede lastbil og væltede. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 16-årig blev bragt til sygehuset til behandling, da han kom lettere til skade og pådrog sig et brud på armen. Patruljen kontrollerede knallerten, som blev skønnet lovlig. Politiet optog rapport om uheldet, for at belyse omstændighederne.
Indbrud i perioden
Sæbyvej, Sæby, Høng
Saxildalle, Nykøbing Sjælland
Bøgevej, Kalundborg
Kærbyvej, Kalundborg