Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 31/8 til 12/9 – 2017
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Havnsøvej, Havnsø, Føllenslev – Odsherred
Kl. 22.28 sigtede politiet en 18-årig mand fra Frederikssund for kørsel uden førerret i en personbil, som han førte i nordlig retning. Da det nu var tredje gang, at han blev afsløret i at køre bil trods manglende førerret, beslaglagde politiet bilen med henblik på senere konfiskation i et retsmøde, som han vil blive indkaldt til, når sagen skal afgøres.
Tricktyveri – Gørlev, Kalundborg.
Kl. 10.00 fik politiet anmeldelse fra Roevej, hvor et udenlandsk par havde stoppet en 65-årig kvinde fra Gørlev, uden for Netto, hvor hun og parret netop havde været inde. Det udenlandske par spurgte om vej til nærmeste sygehus. Kort efter blev forurettede kontaktet af en anden kunde, der havde bemærket parrets kontakt til forurettede. Kunden spurgte, om forurettede havde sin pung. Det havde hun, men hendes dankort var væk. Det lykkedes at få spærret kortet, før det blev misbrugt. Det må antages, at parret har afluret forurettedes pinkode i Netto, eller i alt fald har forsøgt på det. Den udenlandske kvinde beskrives som 20-30 år, langt mørkebrunt hår i fletning, lyserød sweatshirt og jeans. De to kørte væk i en gammel sort bil, mulig Polo, hvori der sad to andre mænd. En god reaktion af den anden kunde, der på den måde gjorde forurettede opmærksom på, at hun muligt var udsat for tyveri. Kortet hurtigt spærret, så det ikke kunne misbruges.
Tricktyveri – Høng, Kalundborg.
Kl. 11.38 fik politiet anmeldelse om et tyveri, der fandt sted kl. 10.41 på en tandlægeklinik på Jernbanevej, hvor personer kom ind i klinikken for at bestille en tandlægetid. Medens den talte med personalet stjal den anden en pengekasse. De to beskrives som: Mænd, danske af udseende, begge 20-30 år,den ene 180 cm høj, spinkel af bygning, kronraget, tatoveret på issen og resten af kroppen, den anden var 170 cm høj, kraftig af bygning, lyst hår. Politiet efterforsker nu sagen.
Cykelløb kan give trafikale problemer – Holbæk, Odsherred og Kalundborg.
Cykelløbet Post Danmark kører tirsdag i Holbæk, Odsherred og Kalundborg, og det kan give visse trafikale udfordringer, hvilket bilisterne bør være opmærksomme på. Gå evt. ind på kommunernes hjemmeside og se, hvor der er spærret eller gå ind i Post Danmarks hjemmeside og se ruten. Politiet håber, at alle får en god dag med gode sportslige præstationer og oplevelser.
Brand – Rørby, Kalundborg.
Kl. 17.57 blev anmeldt om brand på Møllevangen, hvor der var sket ophedning af nogle stålplader i forbindelse med brug af ukrudtsbrænder. Der skete ingen skade på bygningen.
Færdselsuheld – Jyderup, Kalundborg.
Kl. 21.30 skete et færdselsuheld på en 48-årig kvinde fra Dianalund, der kørte i bil ad Cementvej. I krydset Cementvej/Slagelsevej overholdt hun ikke sin ubetingede vigepligt og ramte en anden bil, der blev ført af en 45-årig kvinde fra Føllenslev. Der skete store skader på begge biler, men ingen personskade.
Mand ude i regnvejret – Vestre Havneplads, Kalundborg
Kl.11.09 henvendte en 52-årig kvinde sig til politiet, fordi hun undrede sig over, at en mand havde stået i ca. 1 time udenfor i regnvejret. Han stod ligesom afventende og kiggede også meget i retning mod den bygning, hvor anmelderen arbejdede. Politiet fik kort efter kontakt til den 31-årige mand fra Store-Merløse, som blot ventede på at kunne komme hjem. Han havde forinden været til køreprøve, men om det var mangel på et køretøj til hjemturen eller et dårligt resultat fra køreprøven, som var årsagen til hans venten i regnvejret, melder historien ikke noget om.
Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Slagelsevej, Kalundborg
Kl. 20.35 sigtede politiet en 28-årig kvinde fra Brønderslev for kørsel uden førerret i en personbil, idet hun ikke havde generhvervet førerretten efter udløbet af en tidligere frakendelse af kørekortet. Da hun nu for tredje gang blev afsløret i at køre bil trods manglende førerret, beslaglagde politiet hendes personbil med henblik på senere konfiskation ved et retsmøde, som hun vil blive indkaldt til.
Indbrud i perioden:
Kirkevangen, Gørlev
Helenevej, Høng
Nygade, Kalundborg
Skeltoften, Kalundborg
Kalundborgvej, Kalundborg
Klosterparkvej, Kalundborg
Klostertorvet, Kalundborg
Kirkebakken, Svebølle