Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2022/04/27 til 2022/05/10.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
To mænd sigtet for indbrud på efterskole – Tranevej, Høng – Kalundborg
Natten til mandag gjorde en patrulje et særligt syn, da de kørte på Høng Landevej i Høng omkring kl. 02.00 om natten. To mænd kom kørende på to havetraktorer ud ad landevejen, og betjentene fandt optoget mistænkeligt, der midt om natten. Den ene fører af havetraktoren ville i første omgang ikke stoppe, men han indså nok, at han ikke kunne køre fra patruljen og standsede.
De to mænd på 34 og 41 år fra Kalundborg, der var ude at køre måneskinstur oplyste, at det var deres egne havetraktorer. Den forklaring måtte de længere ud på landet med, da de to mænd ikke kunne svare troværdigt for sig og var tidligere kendt for tyveri af køretøjer. Betjentene besluttede derfor at undersøge sagen nærmere og med god grund.
Det viste sig, at der havde været indbrud i en garage på Høng Efterskole dagen før, hvor der blandt andet var stjålet netop de to havetraktorer. Fra samme indbrud blev desuden stjålet to trailere, en kantskærer, en højtryksrenser, en kædesav og en rygsprøjte.
Politiet ransagede de to mistænktes adresser, hvor der ikke blev fundet yderligere koster fra indbruddet. De to mænd blev begge sigtet for at have begået indbruddet på efterskolen, hvilket de nægtede. Sagen blev vurderet, og anklagemyndigheden fandt ikke grundlag for at fremstille de to i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Sagen efterforskes fortsat, og de to sigtede kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Mand sov på skole – Odinsvej, Høng – Kalundborg
Kl. 01.58 gik en alarm på Høng Skole og en vægter blev sendt til stedet. På gulvet lå en mand og sov, så vægteren tilkaldte politiet, som kørte til stedet. Patruljen traf en psykisk uligevægtig mand på 30 år fra Dianalund, som gerne frivilligt ville lade sig indlægge til behandling. Patruljen kørte manden på sygehuset, og han blev ikke sigtet for noget i den forbindelse.
Spirituskørsel i frakendelsestiden – Høng Landevej, Høng – Kalundborg
Kl. 01.15 anholdt og sigtede politiet en 26-årig mand uden fast bopæl for spirituskørsel i en personbil, som han i øvrigt ikke måtte være fører af, fordi han i forvejen var frakendt kørekortet.
Den 26-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og efter afhøring til de to sigtelser for overtrædelse af færdselsloven.
Narkokørsel på to hjul – Centervej, Høng – Kalundborg
Kl. 18.09 kørte en patrulje i Høng, hvor der var tæt trafik i byen på grund af “Skills” arrangementet i Høng Hallen. Ved Høngcenteret kom et knallertlignende køretøj kørende i høj fart, så patruljen stoppede og kontrollerede køretøjet. Det viste sig, at være sværere end som så at afklare, hvilken slags køretøj, der var tale om. Det to-hjulede køretøj havde ikke nummerplade på og stelnummeret var ændret, så det ikke var muligt for betjentene at slå køretøjet op i motorregistret.
Føreren af det to-hjulede køretøj, en 30-årig mand fra Kalundborg, var desuden narkopåvirket under kørslen, så han blev anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve. Han erkendte, at han havde røget hash dagen før. Køretøjet blev indbragt til nærmere undersøgelse, hvor politiet skal klarlægge, hvilket slags køretøj der er tale om. Herunder om det er et køretøj, hvortil der kræves kørekort. For den 30-årige havde aldrig erhvervet et kørekort.
Politiet venter desuden på resultatet af blodprøveanalysen, som skal vise, om den 30-årige havde ulovlige stoffer i blodet. Han kan forvente at høre mere fra politiet, både i sagen om narkokørsel, og i forhold til de færdselslovsovertrædelser, han i øvrigt har begået i forbindelse med kørsel på det uindregistrerede og uforsikrede køretøj.
Narkokørsel – Strandvej, Høng – Kalundborg
Kl. 17.00 anholdt og sigtede politiet en 30-årig mand fra Høng for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Arbejdsulykke – Hareskovvej, Kalundborg
Kl. 15.33 fik politiet via alarmcentralen en melding om, at en person var kommet til skade i forbindelse med sit arbejde, så ambulance- og redningspersonale var sendt til arbejdspladsen. Det viste sig, at der var tale om en mand, hvis ene arm var fastklemt i en stor industrimaskine til gipsplader. Redningspersonalet arbejdede ihærdigt med at få manden frigjort, hvilket lykkedes kl. ca. 16.00.
En lægehelikopter var i mellemtiden blevet tilkaldt, og heri blev den tilskadekomne, 25-årige mand fra Kalundborg straks fløjet til Rigshospitalet til undersøgelse og behandling i anledning af sin alvorligt kvæstede arm.
Arbejdstilsynet blev tilkaldt til stedet for at foretage undersøgelser af omstændighederne ved ulykken sammen med politiet, således at de to myndigheder senere kan afgøre, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.
Brand i villa – Skovvej, Kalundborg
Kl. 21.02 kørte politi og brandvæsen til brand i en villa på Skovvej i Kalundborg, hvor beboerne ikke var hjemme. En brandalarm advarede husejere, som ringede 112 og kørte hjem, hvor de gik i gang med at bekæmpe ilden med en vandslange
Det brændte omkring et køleskab i husets stueetage, og brandvæsnet kom hurtigt frem og fik slukket branden før den spredte sig til resten af huset. Der skete brand- og sodskader i det rum, hvor branden startede, og hele huset blev røgskadet. Ingen personer kom noget til ved branden.
Politiet undersøger nu branden nærmere for at klarlægge, om branden opstod grundet en kortslutning i en el-installation omkring køleskabet.
Ulovlig besiddelse af oversavet jagtgevær – Kalundborg
Kl. 09.43 blev en 47-årig mand fra Kalundborg anholdt, da politiet på hans bopæl i forbindelse med en ransagning havde fundet ham i besiddelse af et oversavet jagtgevær og lidt tilhørende ammunition til våbnet. Det ulovlige våben og ammunitionen blev beslaglagt som bevis i sagen.
Retten i Holbæk havde forinden ransagningen hos den 47-årige givet politiet tilladelse til ransagning ud fra tidligere modtagne oplysninger om, at manden kunne være i besiddelse af ulovlige genstande og derfor mistænkes for overtrædelse af våbenlovgivningen.
Den 47-årige blev afhøringen sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om ulovlig våbenbesiddelse. Efter afhøringen og den foretagne efterforskning vurderede politiet og anklagemyndigheden efter en nøje granskning af de fremkomne oplysninger i sagen, at den 47-årige skulle løslades uden fremstilling i et grundlovsforhør i retten. Han er således fortsat sigtet i våbenlovssagen, hvor han senere vil blive draget strafferetligt til ansvar.
Arbejdsulykke – Aldersrovej, Værslev, Kalundborg
Kl. 10.28 fik politiet via alarmcentralen melding om, at en person var kommet til skade i forbindelse med sit arbejde, så en ambulance var sendt til ulykkesstedet.
Politiet fik på arbejdsstedet kontakt til en 58-årig mand fra Slagelse, som havde fået sin ene arm i klemme i en klo på en gravemaskine, da han skulle montere en strop ved kloen. Han blev derfor i en ambulance bragt til skadestuen til undersøgelse og fornøden behandling af den kvæstede arm.
Arbejdstilsynet blev tilkaldt og ankom til arbejdsstedet for at undersøge omstændighederne nærmere, så Arbejdstilsynet og politiet senere kan afgøre, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for ulykken.
Tricktyveri – Nørre Alle, Kalundborg
Kl. 13.59 anmeldte en 78-årig kvinde fra Kalundborg, at hun ca. en time tidligere på parkeringspladsen ved supermarkedet Meny havde fået stjålet sit dankort fra etuiet med sin mobiltelefon, der havde ligget i anmelderens bil.
Da anmelderen skulle køre fra parkeringspladsen, blev hun kontaktet af en udenlandsk mand i en bil. Han fremstod som syg med rystende bevægelser og ønskede hjælp til at finde et sygehus.
Anmelderen forklarede ham vejen, hvorefter manden kørte hastigt fra stedet. Da anmelderen skulle fortsætte sin egen kørsel, undrede hun sig over, at passagerdøren i bilen ikke var lukket korrekt. Efterfølgende konstaterede hun, at dankortet var blevet stjålet fra mobiltelefonens etui, hvilket måske kunne relateres til en persons færden på passagersiden af bilen, mens hun vejledte den udenlandske mand i bil om vejen til sygehuset og derved havde fået afledt sin opmærksomhed mod bilen.Under anmeldelsen på politistationen kunne den 78-årige konstatere, at dankortet allerede var blevet misbrugt dels til en kontanthævning af 9.000 kr. i Jyderup samt en bankoverførsel af yderligere 6.000 kr.Anmelderen beskrev manden i bilen som en udenlandsk mand, slank af bygning, markeret ansigt med skægstubbe og talende gebrokkent engelsk. Han kørte i en ældre, blå bil med udenlandske, formentlig polske, nummerplader.Manden, der kunne mistænkes for at have stjålet dankortet fra passagersiden på anmelderens bil, blev beskrevet som almindelig af bygning og iført blåt tøj.Politiet har nu optaget rapport om tyveriet og vil gerne høre fra personer, der måtte have bemærket den udenlandske bil og de to mænd i området ved supermarkedet på Nørre Alle. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Vanvidskørsel (hastighed) – bil beslaglagt – Kalundborgvej, Snertinge – Kalundborg
En ATK-fotovogn (Automatisk Trafik Kontrol) foretog tirsdag i tidsrummet kl. 16.51 – 19.57 en måling af de trafikanter, der kørte ad Kalundborgvej mod vest i Snertinge. Vejstrækningen er beliggende inden for tættere bebygget område, så højst tilladte hastighed er 50 km/t.
715 bilister passerede målebilen, hvis fotoapparat blev aktiveret 52 gange, når bilister kørte hurtigere end tilladt.
Kl. 18.44 skilte en bilist sig ud ved at køre med mindst 117 km/t forbi ATK-fotovognen, hvilket er mere end dobbelt så hurtigt som tilladt, så kørslen falder ind under den såkaldte vanvidsbestemmelse.
Politiet fik dokumenteret hastighedsovertrædelsen i form af et foto fra målevognen, så senere på aftenen aflagde politiet et besøg hos en 21-årig mand i Gørlev Sj. Han var ejer af det målte køretøj, som han selv havde ført forbi målevognen.
Den 21-årige blev sigtet for hastighedsovertrædelsen og fik efterfølgende beslaglagt sin personbil med hjemmel i reglerne om vanvidskørsel.
Alle bilister, der blev målt til at køre for hurtigt, samt den 21-årige vanvidsbilist vil i nærmeste fremtid høre nærmere fra politiet.
Kvinde afgået ved døden – Færdselsuheld – Holbækvej / Asmindrup, Kalundborg
Tirsdag aften blev politiet underrettet om, at den 44-årige kvinde fra Kalundborg, der torsdag d. 28/4-2022 kl. 15.19 var impliceret i færdselsuheldet på Holbækvej ved sidevejen Asmindrup, Kalundborg, var afgået ved døden som følge af de alvorlige kvæstelser, hun pådrog sig. Hendes pårørende er underrettet om dødsfaldet.
Kvinden havde været fører af en personbil, som stødte frontalt sammen med en lastbil, der lige forinden havde påkørt en anden personbil på Holbækvej ved Asmindrup.
Dødsfaldet vil nu indgå i den videre efterforskning af omstændighederne ved sammenstødene mellem de implicerede parter.
Narkokørsel – Kalundborgvej, Holbæk
Kl. 11.18 sigtede og anholdt en patrulje en 41-årig mand fra Holbæk for narkokørsel, da han blev stoppet rutinemæssigt på Kalundborgvej i Holbæk. En narkometertest viste positiv for euforiserende stoffer, så han fik udtaget en blodprøve og herefter løsladt.