Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2022/03/31 til 2022/04/13.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Narkokørsel – Ulstrupvej, Ulstrup, Gørlev Sj. – Kalundborg
Kl. 15.24 anholdt og sigtede politiet en 19-årig mand fra Herfølge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, fordi politiet mistænkte ham for at være påvirket af hash under kørslen efter tidligere hashrygning.
Den 19-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Spirituskørsel – Reersøvej, Gørlev Sj. – Kalundborg
Kl. 15.50 sigtede og anholdt en patrulje en 66-årig mand fra lokalområdet, som kørte bil med en promille over det tilladte. Han blev stoppet på Reersøvej i Gørlev Sj., hvor han blæste alkometeret op over det tilladte. Efter en blodprøveudtagelse blev han løsladt, men vil høre mere fra politiet, når svaret på analysen kommer.
Kvinde fundet i grønt område – Herslevvejen, Høng – Kalundborg
Kl. 10.15 rykkede politiet efter et alarmopkald ud til et grønt område på Herslevvejen umiddelbart nord for Høng, hvor en 26-årig kvinde fra Næstved kommune blev fundet. En ambulance var allerede ankommet til stedet og ydede kvinden den fornødne hjælp, inden hun blev bragt til sygehuset for undersøgelse og eventuel behandling.
Politiet afspærrede området og fik det undersøgt med bl.a. politihunde for at få sikret eventuelle spor efter det, der måtte være foregået på findestedet i det grønne område. Under disse undersøgelser var togtrafikken på en nærliggende jernbane indstillet, indtil politiet var færdige i området.
Efterforskning i sagen gav politiet anledning til at behandle sagen som et muligt overfald og som en eventuel seksuel krænkelse, hvor en bekendt kunne mistænkes. Kvinden og den mistænkte havde været i byen sammen, inden de var taget til Høng-området sammen.
Oplysninger om hændelsesforløbet gjorde, at politiet hurtigt kunne anholde en 25-årig mand fra Kalundborg kommune som mistænkt i sagen. Han blev afhørt til sagen ud fra de fremkomne oplysninger, men blev løsladt efterfølgende, da politiet og anklagemyndigheden ved en nøje gennemgang af sagens omstændigheder vurderede, at der ikke var grundlag for fremstilling af ham i et grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
Sagen efterforskes fortsat for at få klarlagt de nærmere omstændigheder, og i den forbindelse skal bl.a. den 26-årige igen afhøres af politiet.
Mistænkelig genstand – Kattrupvej, Buerup, Jyderup – Kalundborg
Kl. 07.07 fik politiet en henvendelse om en mistænkelig genstand med noget, der lignede ledninger, stå på vejen omkring Bromølle kro.
En patrulje kørte til stedet og kunne give den beroligende returmelding, at der blot var tale om et klatretræ til katte, og at ledningerne viste sig at være snore fra klatretræet. Hvordan og hvorfor klatretræet var havnet på stedet, fandt politiet ikke ud af og fandt i øvrigt ikke grundlag for at foretage yderligere i anledning af anmeldelsen.
Færdselsuheld – Langagervej, Kalundborg
Kl. 07.26 fik politiet en henvendelse fra en anmelder, som havde bemærket, at et hegn og et vejskilt var blevet ødelagt i nattens løb, efter at formentlig en bil havde påkørt genstandene og var kørt fra uheldsstedet efterfølgende. Anmelderens kollega havde på en nærliggende villavej fundet en bil med skader efterladt.
Politiet kørte til området og kunne konstatere en sammenhæng mellem de påkørte genstande og den efterladte bil, som politiet anså for at være skadevolderen.
Efterfølgende fik politiet klarlagt, at bilen på uheldstidspunktet var ført af en 20-årig mand fra Kalundborg, som blev sigtet for at have flygtet fra uheldsstedet uden enten at underrette ejerne af de påkørte genstande eller politiet. Ingen var kommet til skade ved uheldet, og ingen øvrige trafikanter var blevet involveret.
Færdselsuheld – Jyderupvej, Bro Mølle, Jyderup – Kalundborg
Kl. 16.04 måtte politiet rykke ud til et færdselsuheld, idet to personbiler var stødt sammen.
Det viste sig, at en 56-årig kvinde fra Slagelse efter kørsel i sydlig retning i en personbil ad Jyderupvej var standset i vejsiden. I samme retning og også i en personbil kom en 17-årig ung mand fra Ruds-Vedby kørende, men han ramte bagenden på kvindens bil, så begge biler fik skader.
Ingen af de to parter var kommet til skade ved sammenstødet, og politiet optog rapport om uheldet, idet den 17-årige ikke havde en ledsager med under køreturen som krævet, når han er fører af et køretøj. Den 17-årige havde erhvervet sig et kørekort for et par måneder siden, men må ikke føre et køretøj uden en såkaldt ledsager.
Arbejdsulykke – Frederiksberg, Svebølle – Kalundborg
Kl. 16.35 fik politiet via alarm 112 melding om, at en dumper var væltet, og at en person i førerkabinen havde slået sig, så personen ikke kunne komme ud.
Det lokale redningsberedskab, ambulancepersonale og politiet kørte til ulykkesstedet, hvor en dumper sås væltet om på sin højre side og i den forbindelse havde ødelagt et hegn.
I førerkabinen var en forslået mand, der blev identificeret som en 48-årig mand fra Kalundborg. Han blev reddet ud gennem førerkabinens frontrude, hvori der var blevet skåret et hul, så han kunne reddes den vej ud.
Den 48-årige blev bragt til skadestuen til kontrol, men var tilsyneladende sluppet med diverse knubs som følge af ulykken.
Arbejdstilsynet blev underrettet og ankom til ulykkesstedet for at kigge nærmere på omstændighederne, så det senere kan afgøres, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for ulykken.
Biltyv og passager anholdt – Nyvangsvej, Kalundborg
Kl. 11.56 fik politiet en anmeldelse fra personalet på en byggeplads om, at en varebil, der på en byggeplads kortvarigt havde holdt med motoren i gang, i et ubemærket øjeblik var blevet stjålet. Ingen havde set noget til biltyven og kunne derfor ikke give en beskrivelse af vedkommende.
Tyveriet af varebilen blev lagt på de sociale medier, samtidig med at politiet iværksatte efterforskning i sagen i et forsøg på at spore bilen.
Ud fra omtalen på de sociale medier fik politiet i løbet af eftermiddagen flere tip om, hvor bilen kunne befinde sig, men det var først kl. ca. 18.15, at politiet fik kontakt til den stjålne varebil på Buerupvej, Jyderup.
Politiet fik uden dramatik standset den stjålne varebil, hvorefter en 24-årig mand fra Kalundborg som fører og en 59-årig kvinde fra Kalundborg som passager begge blev anholdt for uberettiget brug af varebilen.
Den 24-årige fører var i forvejen frakendt kørekortet og skønnedes i øvrigt påvirket af narkotika, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Endvidere var den 24-årige også efterlyst af politiet, som skulle udlevere nogle breve til ham.
Den 59-årige passager blev ved visitationen fundet i besiddelse af en joint med op mod ca. et gram hash i. Hun blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Begge anholdte blev løsladt efter afhøring til deres sager, men kan dog forvente at høre nærmere fra politiet, når de skal afgøres.
Narkokørsel – Svends Alle, Kalundborg
Kl. 17.54 anholdt og sigtede politiet en 32-årig mand fra Kalundborg for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han var blevet standet rutinemæssigt og kontrolleret, inden han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Indbrud i perioden
Violvej, Reersø Ornum, Gørlev Sj.
Mosestien, Kalundborg (forsøg)
Slagelsevej, Snertinge
Kirkebakken, Viskinge, Svebølle