Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2021/12/29 til 2022/01/11.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Narkokørsel – Algade, Gørlev Sj. – Kalundborg
Kl. 11.35 anholdt og sigtede politiet en 25-årig mand fra Slagelse for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. En narkometertest havde forinden indikeret, at han var påvirket af kokain under kørslen, så den 25-årige blev bragt til et sygehus for udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Herefter blev han blev løsladt og kan nu afvente analyseerklæringen fra blodprøven.
Narkokørsel i frakendelsestiden mv. – Centervej, Høng – Kalundborg
Kl. 18.10 standsede politiet en stor 45-knallert, som blev ført af en 24-årig mand uden fast bopæl ad Centervej, Høng. Den 24-årige var i forvejen frakendt kørekortet og blev i øvrigt skønnet påvirket af både narkotika og alkohol under kørslen. Den store knallert blev også vurderet til at være konstruktivt ændret, hvorfor den blev transporteret til nærmere undersøgelser herfor.
Den 24-årige blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer. Når analyseerklæringerne foreligger, vil han høre nærmere fra politiet.
Spirituskørsel på knallert – Centervej, Høng – Kalundborg
Kl. 19.49 fik politiet via alarm 112 melding om, at en knallertkører var væltet under kørslen. Politiet fik på Centervej kontakt til en mand, der nok mere var faldet af knallerten end væltet under kørslen. Årsagen var måske hans forudgående indtagelse af alkohol, så han var mere påvirket af alkohol end tilladt i forbindelse med brug af en lille knallert. Politiet sigtede ham for spirituskørsel og fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol på et nærliggende sygehus.
Brand startet af fyrværkeri – Odinsvej, Høng – Kalundborg
kl. 23.10 fløj en kugleraket ind ad vinduet på biblioteket i Høng, hvor den antændte en reol. Politi og brandvæsen rykkede ud, og branden blev slukket før den spredte sig. Reolen udbrændte og en væg fik en mindre brandskade. Der var en del sod og røg på biblioteket, så brandvæsnet luftede godt ud. Poltiet lavede en brandundersøgelse, som ikke gav grund til at mistænke, at raketten forsætligt skulle være skudt ind på biblioteket.
Bil taget fra bilist uden kørekort – Esbern Snaresvej, Kalundborg
Kl. 17.55 stoppede politiet rutinemæssigt en 24-årig mand fra Kalundborg, da han kom kørende ad Klosterparkvej og videre til Esbern Snaresvej. Den 24-årige havde ikke et gyldigt kørekort, da han havde fået det frakendt førerretten frem til 2025 i en tidligere sag om narkokørsel.
Den 24-årige blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden, og da han havde kørt i frakendelsestiden gentagne gange, kunne politiet beslaglægge hans bil med henblik på konfiskation. Ifølge færdselslovens regler er det muligt at konfiskere bilen fra personer, som kører 3 gange uden kørekort inden for en periode på 3 år. Den 24-årige protesterede over beslaglæggelsen, så retten skal nu tage stilling til, om politiet havde ret til at tage bilen. Den endelige konfiskation af bilen vil blive vurderet i retten, når sagen om kørsel i frakendelsestiden skal afgøres.
Narkokørsel uden førerret / knivloven – Kærbyvej, Kalundborg
Kl. 23.58 anholdt og sigtede politiet en 23-årig mand fra Fjenneslev for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev tillige sigtet for kørsel uden førerret, idet han ikke havde generhvervet sit kørekort. Endvidere blev han fundet i besiddelse af en foldekniv, som han ikke havde noget anerkendelsesværdigt at bruge til. Derfor blev han sigtet for overtrædelse af knivloven, inden han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og derefter løsladt. Når analyseerklæringen foreligger, vil den 23-årige høre nærmere fra politiet.
Brandundersøgelse – Kalundborgvej, Holbæk
Kl. 18.08 slog en gæst hos en 34-årig mand fra Holbæk alarm til brandvæsnet og politiet, idet der udbrudt brand i køkkenet på den 34-åriges bopæl. De havde i fællesskab forsøgt at slukke branden, men det var ikke lykkes, hvorfor de og de øvrige beboere havde forladt en ejendom med i alt fire boliger.
Brandvæsnet gik straks ved ankomsten i gang med slukke branden på første sal i ejendommen, hvor branden i øvrigt havde bredt sig.
I forbindelse med brandslukningsarbejdet blev Kalundborgvej fra kl. ca. 18.30 spærret for trafik i begge retninger, så busruter måtte omlægges.
Brandslukningsarbejdet fortsatte frem til kl. ca. 00.30, hvor afspærringen af Kalundborgvej kunne ophæves.
Politiet har optaget rapport om branden, der ifølge oplysninger fra den 34-årige skyldtes en gryde med olie, der var brudt i brand. Ingen personer var kommet til skade ved branden, der dog medførte, at alle beboere skulle genhuses. Førstesalen havde voldsomme brandskader, og stueetagens beboelser havde omfattende vandskade som følge af slukningsarbejdet.
Kontrol af udenlandsk arbejdskraft – Kalundborg
Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi var i løbet af mandag formiddag på uvarslet besøg i syv virksomheder med henblik på kontrol af eventuel ulovlig arbejdskraft.
Kontrollen omfattede seks restaurationer og spisesteder samt en enkelt butik i den centrale del af Kalundborg by. Og politiet kunne ved middagstid forlade byen med en tom notesbog, idet der ingen af stederne var grundlag for at sigte nogen, foretage anholdelse af personer til nærmere undersøgelse af deres opholds- og arbejdsforhold i Danmark eller i det hele taget indlede en efterforskning om mulig overtrædelse af udlændingelovgivningen.
Spirituskørsel – Nykøbingvej, Hørve – Kalundborg
Kl. 21.45 anholdt og sigtede politiet en 24-årig mand fra Hørve for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.