Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2021/10/20 til 2021/11/02.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Tyveri fra taske – måske forsøg også – Høng / Gørlev – Kalundborg
Kl. 13.25 anmeldte en 66-årig kvinde fra Høng, at hun under indkøb i supermarkedet Aldi, Centervej, Høng, havde fået stjålet sin pung fra en taske, som hun havde anbragt i indkøbsvognen. Hun havde ikke bemærket noget som helst ved tyveriet, som dog fremgik af butikkens overvågning, idet to mænd havde fulgt efter den 66-årige gennem hele butikken. Ud fra overvågningen kunne de to mænd måske også mistænkes for et forsøg på tyveri fra lommen på en ældre, mandlig kunde i supermarkedet. Denne mandlige kunde har politiet dog ikke fået en anmeldelse fra endnu.
Om de samme to mistænkte kan stå bag endnu et tyveri af en pung fra en taske vides ikke, men en 75-årig kvinde fra Ringsted var kl. ca. 13.30 i forbindelse med indkøb i Super Brugsen, Algade, Gørlev, også blevet udsat for et tyveri. Hun havde intet bemærket ved tyveriet, som hun anmeldte senere på eftermiddagen til politiet. Den stjålne pung havde indeholdt betalingskort, som var forsøgt misbrugt til hævning af kontanter, men det var ifølge den 75-åriges oplysninger mislykkedes.
Politiet har optaget rapport om de to tyverier og forsøger via overvågningsfotos at få identificeret nogen mistænkte ud fra overvågningsmateriale fra de pågældende supermarkeder.
Narkokørsel – Reersøvej, Gørlev Sj. – Kalundborg
Kl. 01.51 blev en 19-årig mand fra Næstved anholdt og sigtet for narkokørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Færdselsuheld / spiritus-/narkokørsel – Buerupvej, Buerup, Kalundborg
Kl. 14.37 fik politiet en anmeldelse om, at en mand i en personbil på en parkeringsplads ved en skole havde påkørt en parkeret bil. Efterfølgende var bilisten kørt fra stedet, men bilens nummerplade var blevet aflæst. Senere fik politiet kontakt til bilen, der blev ført af en påvirket, 41-årig mand fra Kalundborg. Han blev mistænkt for at være påvirket af både spiritus og formentlig narkotika under kørslen, så han blev sigtet for disse overtrædelser af færdselsloven. I forbindelse med en kortvarig anholdelse fik han udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol, euforiserende stoffer og andre medikamenter, der kunne påvirke ham under kørslen.
Færdselsuheld – Slagelse Landevej / Dyssevej, Kalundborg
Kl. 16.46 skete der et sammenstød i krydset Slagelse Landevej – Dyssevej, idet to biler var impliceret i et uheld. Det viste sig, at ingen af parterne var kommet til skade til trods for, at det ene køretøj var væltet om på siden.
En 37-årig mand fra Årup kørte i en varebil ad Slagelse Landevej mod syd, da han i krydset ved Dyssevej stødte sammen med en personbil ført af en 32-årig kvinde fra Kalundborg. Hun var kørt ad Dyssevej mod vest og videre ud i krydset, så hun ramte den 37-åriges varebil på venstre side, så den væltede om på siden og kurede ca. 15 meter hen ad vejen. Kl. ca. 18.25 var krydset blevet ryddet, så trafikken kunne normaliseres.
Politiet har optaget rapport om uheldet ud fra en mistanke om, at en overtrædelse af færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være årsagen til ulykken.
Spirituskørsel – Holbækvej, Kalundborg
Kl. 23.43 stoppede en politipatrulje rutinemæssigt en 20-årig lokal mand i en bil på Holbækvej i Kalundborg i Værslev. En alkometertest viste, at han havde en promille over det tilladte, så han blev anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve. Herefter blev han løsladt, og nu venter politiet på resultatet af blodprøven. Den 20-årige vil da høre mere fra politiet om sagens videre gang.
Bilist påkørte el-skab – Mastrupvej, Sejerby, Sejerø – Kalundborg
Kl. 17.38 kontaktede sognefogeden på Sejerø politiet for at anmelde et uheld i Sejerby. En bilist havde mistet herredømmet over bilen og havde påkørt et el-skab. Bilisten, en lokal mand i 30′;erne var ikke kommet noget til, men der var behov for at tilkalde el-selskabet til at udbedre skaderne på el-skabet. Der var mistanke om, at bilisten kunne være påvirket af spiritus i et vist omfang. Han indvilligede i rutinemæssigt at få udtaget en blodprøve, som skal vise, om han var påvirket af spiritus over det tilladte. Politiet optog rapport om uheldet, og afventer nu resultatet af blodprøven.
Arbejdsulykke – Kordilgade, Kalundborg
Kl. 08.38 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til en arbejdsulykke, idet en mand var kommet til skade. Det viste sig, at en 38-årig mandlig slagter var ved at ridse en steg, da kniven smuttede, så han fik et blødende og behandlingskrævende snitsår i den ene underarm. Ambulancepersonalet bragte ham på skadestuen til fornøden behandling, og politiet optog rapport om ulykken, så det senere i samarbejde med Arbejdstilsynet kan afgøres, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.
Spirituskørsel – Kåstrupvej, Kalundborg
Kl. 09.36 sigtede politiet en 61-årig mand fra Kalundborg for spirituskørsel på en lille 30-knallert, som han førte ad Kåstrupvej. Den 61-årige blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Når analyseresultatet foreligger, hører han nærmere fra politiet.
Indbrud i Perioden
Havnsø Møllevej, Havnsø, Føllenslev
Kastanjelunden, Høng
Ugerløsevej, Ugerløse, Kalundborg
Rynkehaven, Kalundborg