Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2021/09/16 til 2021/09/28.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Algade, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 12.30 anmeldte en opmærksom mand, at han netop var kørt forbi en forulykket personbil på en grusvej ind til sukkerfabrikkens område. En patrulje kunne efterfølgende konstatere, at en efterlyst personbil var efterladt på stedet med punkterede dæk og efter påkørsel af et mindre vejtræ. Bilen var meldt stjålet fra Munkevangen i Kalundborg natten forinden, så politiet underrettede ejeren om findestedet. En ukendt fører af den stjålne bil havde kørt ad en grusvej og under kørslen ramt en høj kantsten inden påkørslen af vejtræet. Politiet undersøgte bilen i håb om at kunne få identificeret personer, der uberettiget har brugt bilen til kørsel i området. Det nøjagtige uheldstidspunkt kendes ikke, hvorfor politiet gerne vil i kontakt med personer, der kan give oplysninger om bilen og dens kørsel i Gørlev-området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Solouheld – Kragerupgårdsvej, Tjørnelunde, Høng – Kalundborg

Kl. 01.22 skete et solouheld på Kragerupgårdsvej mod vest i Høng, da en 23-årig mand fra Slagelse mistede herredømmet over sin bil i et højresving, da bilens hjul kom ud i grusrabatten. Bilen kom i slinger og snurrede rundt og kørte videre ud på en mark, hvor den rullede rundt på taget. Bilisten slap uskadt fra uheldet, men bilen blev totalskadet, og der skete skader på afgrøderne på marken. Politiet optog rapport om uheldet.

Mistænkelige mænd – Klitrosevej, Kalundborg

Kl. 08.26 fik politiet en henvendelse fra en beboer på Klitrosevej om en mistænkelig mand, der søndag eftermiddag kl. ca. 13.30 havde indfundet sig på adressen. Manden havde på tysk spurgt, om den private bolig var en restaurant, hvilket familien havde benægtet og efterfølgende bortvist manden. Bag en bil på gaden havde en anden, fremmed mand stået skjult, hvilket beboeren fandt mistænkeligt. Efterfølgende cyklede begge mænd væk fra området. En anden beboer på vejen havde også haft besøg af disse to mistænkelige mænd, som blev beskrevet som: A: mand, østeuropæisk af udseende, ca. 50 år, 175-180 cm høj, kraftig af bygning, brunt kort hår med lidt krøller, iført rødlig og falmet trøje, og B: mand, lyst hår, iført hvid trøje med blålige striber.
Politiet er ikke rykket ud til denne efteranmeldelse af beboernes oplevelser, men er glade for oplysningerne. Hvorvidt der er tale om rekognoscering forud for berigelses- og/eller indbrudskriminalitet, kan politiet ikke umiddelbart afgøre, men oplysningerne er vigtige i denne sammenhæng.

Færdselsuheld – Holbækvej, Kalundborg

Kl. 19.55 anmeldte en 47-årig kvinde fra Kalundborg, at hun var impliceret i et færdselsuheld med en knallertkører. Der var ikke sket nogen personskade, men patruljen, der blev sendt til uheldsstedet på Holbækvej lidt øst for rundkørslen ved Nørre Alle, fik klarlagt, at begge parter var kørt ad Holbækvej i vestlig retning inden sammenstødet.
Den 47-årige kvinde kørte i en personbil ad Holbækvej mod vest, og på hendes højre side kørte en lille knallert ført af en 51-årig mand fra Kalundborg. Han kørte i rabatten ved siden af kørebanen, men var formentlig trukket ud på selve kørebanen, hvor han ramte ind i højre side på den 47-åriges personbil. Der skete kun ringe materiel skade som følge af uheldet, så parternes køretøjer kunne selv køre fra stedet. Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne ved uheldet, men inddrog dog efterfølgende af præventive årsager nøglerne fra den 51-åriges knallert. Han havde efter uheldet indtaget alkohol i et sådant omfang, at han ikke lovligt ville kunne fortsætte sin kørsel på knallerten. Han vil dog senere i ædru tilstand kunne få udleveret nøglerne til sin knallert, idet der ikke er mistanke om noget strafbart for den 51-åriges vedkommende.

Færdselsuheld – Klosterparksvej, Kalundborg

Kl. 03.24 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en af parterne i uheldet var flygtet fra uheldsstedet. En 24-årig mand fra Holbæk var efter kørsel i nordlig retning i en personbil standset på en del af cykelstien på Klosterparkvej. Samtidig kom endnu en bilist kørende i samme retning ad vejen og ramte af ukendte årsager ind i bagende på den 24-åriges bil, der fik skader. Den skadevoldende bilist flygtede fra stedet, men politiet havde oplysninger om, hvem bilisten kunne være. Derfor fik politiet identificeret føreren af bilen som en 42-årig mand fra Kalundborg. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, og ingen af dem var påvirket af hverken alkohol eller euforiserende stoffer. Politiet har optaget rapport om uheldet for at få belyst omstændighederne ved uheldet, der medførte tilkaldelse af brandvæsnet til oprydning på uheldsstedet.

Ransagning efter narko – Kalundborg

Torsdag formiddag var politiet ved en lejlighed i Kalundborg by, da der var mistanke om, at der blev opbevaret narko på adressen. Patruljen hørte, at der opholdt sig en eller flere personer i lejligheden, men døren blev ikke åbnet. Da politiet kom ind i lejligheden, traf betjentene en 51-årig mand, som blev gjort bekendt med, at politiet ønskede at ransage lejligheden, som blev gennemgået med narkohund. Stedet bar præg af narkomisbrug af forskellige typer stoffer. Ved ransagningen blev fundet 3,35 gram hash, som blev konfiskeret. Den 51-årige blev sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer, og han kan nu forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Beruset gæst indlagt – Kalundborg

Kl. 01.05 bad personalet på et værtshus i den centrale del af Kalundborg om hjælp fra politiet til at få en spirituspåvirket mand til at gå hjem. En patrulje kørte til stedet, hvor politiet traf en kraftigt spirituspåvirket, 36-årig mand fra Kalundborg. Det bedste for ham blev afhentning af en ambulance, som kørte ham til overvågning på skadestuen i forbindelse med den kommende afrusning, som timerne ville gå. Den 36-årige blev ikke sigtet for noget, idet han ikke havde forulempet nogen under sit ophold på værtshuset.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Holbækvej, Kalundborg

Kl. 08.09 standsede politiet en personbil for at foretage en rutinemæssig kontrol af fører og køretøjet, idet bilejeren ikke havde førerret. Det viste sig, at føreren var identisk med bilejeren, så en 19-årig mand fra Jerslev Sj. blev sigtet for kørsel uden førerret. Han havde i forbindelse med en vigepligtsforseelse i april i år fået et kørselsforbud, således at han ikke må være fører af et køretøj, før han har bestået en ny teori- og køreprøve.
Politiet kunne i forbindelse med sigtelsen af den 19-årige konstatere, at det nu var tredje gang inden for de seneste tre år, at han blev afsløret i at køre bil trods manglende førerret. Derfor beslaglagde politiet nu hans personbil ud fra gældende regler i færdselsloven, så den 19-årige kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når både strafspørgsmålet og beslutningen om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.

Utryghedsskabende mand – Bredgade, Kalundborg

Kl. 09.38 ønskede personalet i medborgerhuset assistance fra politiet til at håndtere en aggressiv og udadreagerende mand på stedet. Politiet fik otte minutter senere kontakt til en 53-årig mand fra Kalundborg, som endte med at blive frihedsberøvet for at få skabt ro på stedet. Manden skønnedes påvirket af et eller andet, og politiet så ikke andre muligheder for at få genskabt trygheden ved medborgerhuset og i byen i øvrigt end ved at frihedsberøve i nogle timer frem til sidst på eftermiddagen, hvor han blev løsladt. Ingen havde lidt overlast ved hans utryghedsskabende adfærd, så den 53-årige blev ikke sigtet for noget.

Lov om euforiserende stoffer – Kalundborg

Kl. 10.26 fik en 22-årig mand fra Kalundborg besøg civilklædt politipersonale, der havde medtaget narkotikahunde, fordi politiet med en retskendelse i hånden ønskede at foretage en ransagning af hans bopæl på grund af en mistanke om besiddelse af euforiserende stoffer.
Ved ransagningen fandt politiet syv mindre plastposer med i alt knap tre gram kokain, en digitalvægt samt et mindre kontantbeløb. Alle effekterne blev beslaglagt som bevis i en sag om handel med euforiserende stoffer, så politiet sigtede den 22-årige for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med efterforskningen og afhøring til sagen.
På den 22-åriges bopæl var også en anden mand til stede, ligesom en tredje, der kom til stedet under politiets arbejde på stedet, men ingen af de to fik sigtelser i anledning af sagen mod den 22-årige. Han blev løsladt efter afhøring, men kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.

Lov om euforiserende stoffer mv. – Kalundborgvej, Svebølle – Kalundborg

Kl. 23.25 standsede politiet en personbil med henblik på rutinemæssig kontrol af både køretøjet og de fire mænd, der befandt sig i bilen. Bilen var der intet at udsætte på, og de tre af de fire mænd kom også gennem politiets kontrol uden nogen sigtelse.
Den fjerde mand var en 22-årig mand fra Holbæk, som var i besiddelse af godt 42 gram hash, en digitalvægt samt et femcifret kontantbeløb. Da SKAT oplyste til politiet, at den 22-årige skyldte penge til det offentlige, beslaglagde politiet en stor del af de kontanter, som han var i besiddelse af til dækning af en del af hans gæld. Endvidere beslaglagde politiet hashen og digitalvægten i forbindelse med en sigtelse for besiddelse af hashen med henblik på videresalg. Den 22-årige var ikke enig i beslaglæggelsen af både de ulovlige effekter og pengene, så en dommer skal nu kigge nærmere på politiets grundlag herfor. Den 22-årige vil senere høre nærmere fra politiet og anklagemyndigheden, når straffesagen mod ham skal afgøres.

Uorden på cafe mv. – Kordilgade, Kalundborg

Kl. 23.35 ønskede personalet på en cafe hjælp fra politiet, idet en mandlig gæst lavede uorden og ødelagde inventaret. Politiet fik på stedet kontakt til en spirituspåvirket, 29-årig mand fra Kalundborg. Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen i anledning af sin adfærd ved cafeen og for på afstand at kaste en sten i retning mod politiet. Den 29-årige blev i øvrigt frihedsberøvet for at få skabt ro i området og efter et lægetilsyn anbragt i detentionen til afrusning, inden han blev løsladt tidligt tirsdag morgen. Han vil senere modtage en bøde i sin E-boks i anledning af sigtelsen.

 

Søndag – mandag:

Indbrud i Perioden

Gørlev Landevej, Gørlev
Strandvej, Høng
Saltbæk Ringvej, Kalundborg
Røsnæsvej, Kalundborg