Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2021/09/03 til 2021/09/14.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Fuld bilist frakendt kørekort fik taget bilen – Ulstrupvej, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 17.41 blev en 46-årig mand fra Sønderjylland standset i et rutinetjek, da han kørte i bil ad Ulstrupvej i Gørlev Sj. Bilisten var påvirket af spiritus over det tilladte, så han blev sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Den 46-årige var desuden frakendt sin førerret og det var nu 5. gang inden for 3 år at han blev standset og sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Politiet beslaglagde derfor mandens bil med henblik på konfiskation, som det er muligt ifølge færdselslovens regler. Den 46-årige var ikke tilfreds med politiets indgreb, som nu vil blive vurderet af retten. Først når sagen skal afgøres vil sagen om endelig konfiskation blive behandlet.

Efter at have afgivet en blodprøve blev den 46-årige løsladt, og han kan nu forvente at høre mere fra politiet i sine sager, når resultatet af blodprøven foreligger.

Ulovlig knallert mv. – Algade, Gørlev – Kalundborg

Kl. 19.23 bemærkede en patrulje en knallert med to personer på køre ad Algade mod syd i Gørlev. Ingen af dem anvendte styrthjelm under kørslen. Da patruljen kørte efter og ved brug af udrykningssignaler forsøgte at få knallerten til at standse, øgede føreren hastigheden og flygtede videre ad Roevej til et øde område ved den gamle sukkerfabrik. Her lykkedes det politiet at få standset knallerten og få fat i føreren, mens det lykkedes for den mandlige passager at stikke af til fods væk fra området. Føreren blev identificeret som en 15-årig dreng fra Gørlev, der blev sigtet for kørsel uden styrthjelm, befordring af en passager, undladt at standse trods politiets anvisning herom, kørsel på knallerten uden nummerplade og med uvirksomme lygter, ligesom han ikke tegn ved svingning. Politiet havde også en mistanke om, at knallerten kunne køre hurtigere end tilladt, så knallerten blev indbragt til nærmere undersøgelse for konstruktive ændringer. Den 15-årige og formentlig også en 16-årig ung mand fra Gørlev som ejer af knallerten kan forvente at høre nærmere fra politiet, når knallerten er blevet undersøgt.

Mand stukket med kniv – Gørlev Sj., Kalundborg

Kl. 22.21 fik politiet en anmeldelse om, at en 19-årig mand fra Kalundborg var blevet stukket med kniv i halsregionen. Politiet kørte talstærkt til en adresse i Gørlev Sj., og den 19-årige blev fløjet til hospitalet for at få behandling for sine skader. Han meldes uden for livsfare. Politiet var i området i længere tid for at foretage afhøringer af de personer, der havde været forsamlet på stedet til en sammenkomst, ligesom hundepatruljer ledte efter spor på stedet. Politiet efterforsker nu sagen for at finde frem til en, der kan mistænkes for overfaldet. Hvis borgerne har oplysninger til sagen, bedes de kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på 4635 1448 eller via nærmeste politi på 114.

Narkosælger skal fremstilles – Snertinge, Kalundborg

Kl. 11.35 kørte politiet til en adresse i Snertinge, Kalundborg med narkohunde, idet der var mistanke om, at der blev dyrket skunk. Politiet fandt over 900 planter, der svarer til flere kg færdigt marihuanaprodukt. Planterne blev beslaglagt, og en 57-årig mandlig beboer blev anholdt og sigtet for salg af narko. Han vil blive fremstillet ved Retten i Holbæk fredag kl. 11.00 med begæring om varetægtsfængsling. Anklageren vil anmode om lukkede døre ved retsmødet.

Narkokørsel – Sct. Jørgensbjerg, Kalundborg

Kl. 10.45 blev en 26-årig kvinde fra Kalundborg anholdt og sigtet for at føre bil i narkopåvirket tilstand på Sct. Jørgensbjerg i Kalundborg. Kvinden blev taget med til sygehuset for at få udtaget en blodprøve, og efterfølgende blev hun løsladt. Hun vil høre mere, når resultatet af blodprøven er klar.

Færdselsuheld med spiritus i blodet – Holbækvej/Stejlhøjvej/Kåstrupvej – Kalundborg

Kl. 22.09 skete et færdselsuheld i en rundkørsel i Kalundborg. En 64-årig mand fra Gislinge kørte ind i rundkørslen fra Holbækvej og påkørte et vejskilt, og en anden trafikant ringede til politiet for at anmelde forholdet. Da politiet kom til stedet, blev den 64-årige anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han blev kørt til sygehuset i patruljebilen, hvor han fik udtaget en blodprøve til at belyse spirituskørslen, og han var ikke kommet til skade. Den 64-årige vil høre nærmere om sagen senere.

OPFØLGNING:

 

Bil ramte el-løbehjul – Klosterparkvej, Kalundborg

Kl. 15.15 skete et uheld da en bilist svingede ud fra en indkørsel, og stødte ind i en 19-årige kvinde, der kom kørende på et el-løbehjul på cykelstien. Bilisten, en 26-årig kvinde fra Kalundborg, kørte ud fra en indkørsel på Klosterparkvej ved nr. 53, hvor hun svingede til højre mod syd. På cykelstien mod nord i venstre side af vejen, kørte den 19-årige på el-løbehjulet. Bilisten overså den modkørende på el-løbehjul, og bilens front ramte den 19-årige, så hun faldt af løbehjulet og slog sig. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 19-årige blev taget med til tjek på sygehuset. Hun slap fra uheldet uden alvorlig tilskadekomst eller brud. Politiet afhørte parterne, for at belyse omstændighederne omkring uheldet. Der blev optaget rapport og de implicerede kan forvente at høre fra politiet i sagen.