Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2016-03-02 til 2016-03-14.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at fortælle offentligheden om. Ikke-anmeldte eller af politiet ignorerede hændelser omtales ikke i det følgende.

Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-kalundborg.dk

 

Brandundersøgelse – Solager, Gørlev Sj. 

Kl. 0839 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en villa, hvor der var opstået ild i taget. Brandvæsnet fjernede nogle tagplader og kunne konstatere, at skunkrummet ud for et badeværelse brændte, således at hele husets 1. sal blev røg- og sodskadet. Den 60-årige kvindelige beboer slap uskadt fra branden. Politiet skal nu undersøge årsagen til branden nærmere, idet der er mistanke til, at nogle elektriske installationer kan have forårsaget branden.

Brandundersøgelse – Dalbovej, Snertinge

Kl. 2155 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en carport. Det viste sig, at der af ukendte årsager var opstået brand i en bil, der stod i carporten. Branden i bilen bredte sig herefter til selve carporten. Trods brandvæsnets indsats udbrændte bilen, og carport udbrændte delvist. Politiet undersøger nu årsagen til brandens opståen i bilen.

 

Anholdelse – Indbrud i pizzeria – Skibbrogade

Kl. 1017 fik politi en anmeldelse om et indbrud i et pizzeria, hvor en rude i en bagdør var blevet aflistet. Indbrudstyven havde stjålet kontanter fra kasseapparatet efter gennemrodning af lokalerne. Yderligere havde gerningsmanden spredt affald, madvarer, tomatsovs mv. rundt i lokalerne. Indbruddet var sket i løbet af natten mellem lørdag kl. ca. 2200 og søndag d. 130316 kl. ca. 0900, men tidligere i løbet af lørdagen havde en mand oplyst indehaveren om, at han blot kunne ringe efter ham, hvis der skete et indbrud.

Kl. 1145 blev politiet kaldt til et supermarked på Sct. Jørgensbjerg, Kalundborg, idet en mand var truende over for personalet. Ved politiets ankomst var manden dog forsvundet herfra, men blev senere truffet på Nørre Alle ved et pizzeria. Der var tale om en 27-årig mand uden fast bopæl i Kalundborg, som var påvirket af euforiserende stoffer. På sine bukser og sine sko havde han røde pletter fra tomatsovs, hvorfor politiet anholdt ham som mistænkt for at stå bag indbruddet i pizzeriaet – også fordi hans signalement passede på den mand, der havde påkaldt sig indehaverens opmærksomhed på grund af sine udtalelser omkring indbrud. Ved visitationen fandt politiet en skruetrækker, som muligt var blevet brugt til indbruddet, samt 0,3 gram kokain i hans lommer. Den anholdte blev transporteret til politistationen i Roskilde til afrusning, inden han mandag formiddag skal afhøres til indbruddet og besiddelsen af kokainen. Politiets jurister vil herefter tage stilling til, om han skal løslades eller fremstilles i grundlovsforhør.

Lov om euforiserende stoffer / våbenloven / flygtet fra politiet mv. – Bredgade

Kl. 2243 ville en patrulje kontrollere en parkeret varebil på en p-plads. Da der lugtede kraftigt af hash i varebilen, mistænkte politiet en 24-årig mand fra Kalundborg for at være i besiddelse af hash. Han blev efterfølgende fundet i besiddelse af 37 gram hash, men blev sur og aggressiv over sigtelsen. Han løb fra stedet mod Vænget, men blev indhentet og efterfølgende anholdt til sagen. Han modsatte sig dog anholdelsen så voldsomt, at politiet måtte bruge peberspray for at pacificere ham og udstyre ham med håndjern. Det lykkedes ham imidlertid under sanering efter pebersprayen at løbe fra politiet med håndjernene på ad Kordilgade via Møllestræde til Møllebakken, men han blev igen indhentet, således at han kunne indbringes til en politistation til afhøring. Ved ransagning af varebilen fandt politiet en dolk og en totenschlæger. Sigtelserne mod den 24-årige kom derfor til at omfatte overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, våbenloven, straffelovens bestemmelser om at forhindre en anholdelse samt samme lovs bestemmelser om som anholdt at flygte fra politiet. Den 24-årige, der var påvirket i middel grad, har overnattet hos politiet og skal fredag formiddag afhøres til sagerne. Han vil formentlig blive løsladt efter endt sagsbehandling, men kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham skal afgøres.

Mand sigtet for forsøg på indbrud i villa – Lundemarken

Kl. 1031 foretog en politimand, der havde fri for tjeneste, en anholdelse af en 23-årig mand fra Kalundborg på Lundemarken. Politimanden havde set den 23-årige udvise interesse for en villa, hvor der ikke var nogen hjemme, og hvor carporten var tom. Da den 23-årige, der er kendt af politiet for indbrudskriminalitet, ikke kunne redegøre for formålet med sin færden ved stedet, blev han anholdt som mistænkt for at ville begå indbrud på stedet. Ved visitationen af ham fandt politiet en skruetrækker i hans jakkelomme. Den 23-årige blev taget med til afhøring og blev sigtet for forsøg på indbrud i villa. Da politiet ikke havde grundlag for yderligere sigtelser mod ham og ikke havde grundlag for fremstilling i grundlovsforhør, blev den 23-årige løsladt i løbet af eftermiddagen.

Uro

Kl. 2026: 7 drenge i alderen omkring 15-16 år og alle med bopæl i Kalundborg lavede ballade ved svømmehallen på J.H. Petersens Alle. Politiet blev tilkaldt og drengene blev bortvist fra stedet. De blev ikke sigtet for noget, men de var uønskede i svømmehallen, da de ikke overholdt stedets regler.

Færdselsuheld – Jerslev

Kl. 2104 skete et færdselsuheld på Bygaden, hvor en personbil, der var på slæb efter en anden bil kom i slinger og ramte en lysmast. Bilen, der slæbte den anden bil var væk. Der skete kun materiel skade.

Forhistorien er, at ejeren af ovennævnte bil, en 29-årig mand fra Jyderup, angiveligt skyldte en 29-årig fra Gørlev penge. Derfor havde den 29-årige fra Gørlev taget bilen, der tilhører manden fra Jyderup og slæbt den væk fra en garage i Jerslev, hvor bilen stod. Efter 500 meter gik det galt, og bilen kørte ind i en lysmast.

En lidt forvirret historie som politiet nu forsøger at efterforske nærmere.

Lovgivning om euf. stoffer 

Kl. 2142 var politiet på en adresse på Fr. Andersensvej, hvor politiet traf en 39-årig mand, der var i besiddelse af ca. 13 gram hash. Han blev sigtet for overtrædelse af lov om euf. stoffer.

Indbrud i perioden
Lundemarken
Granbakken