Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2021/07/15 til 2021/07/27.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Mand med ulovligt våben mv. på bopælen – Høng – Kalundborg
Kl. 08.47 fik politiet en henvendelse fra en bekendt til en 28-årig mand fra Høng, som havde givet udtryk for at være ked af livet. Endvidere kunne den 28-årige ifølge de oplysninger, som politiet modtog, måske være i besiddelse af et skydevåben. Politiet kørte under de fornødne sikkerhedsmæssige foranstaltninger til området ved den 28-åriges bopæl for at observere. Herunder bemærkede politiet, at den 28-årige blev afhentet af et køretøj med flere mænd i. Efterfølgende fik politiet standset bilen ganske udramatisk standset i Høng by senere på formiddagen, hvorefter politiet fik kontakt til bl.a. den 28-årige, der var passager i bilen. Han var påvirket af bl.a. euforiserende stoffer og fremstod i øvrigt som ked af det, men blev anholdt som mistænkt for ulovlig våbenbesiddelse. Ved en efterfølgende ransagning af hans bopæl fandt politiet et skydevåben (uden tilhørende ammunition) og en peberspray, hvorfor den 28-årige blev sigtet for overtrædelse af våbenlovgivningen ved besiddelse af disse effekter uden politiets tilladelse. Han blev efter en nærmere juridisk vurdering løsladt efter endt sagsbehandling og afleveret på et sygehus til nærmere undersøgelse i anledning af sin mentale tilstand.
Føreren af bilen, hvori den 28-årige blev truffet, var en 24-årig mand fra Kalundborg, som også blev anholdt og sigtet for bl.a. narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden. I bilen fandt politiet en ulovlig kniv, så den 24-årige blev også sigtet for overtrædelse af knivloven. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer løslod politiet også den 24-årige, der senere vil høre nærmere fra politiet ligesom den 28-årige. I bilen var yderligere to mænd som passagerer, men de blev ikke sigtet for noget.
Voldsomt nedbør – Kalundborg kommune
Den voldsomme nedbør i Kalundborg kommune mandag eftermiddag gav anledning til følgende henvendelser til politiet med typisk trafikale problemstillinger:
Kl. 14.50 – Klosterparkvej/Esbern Snaresvej – kloakdæksel “skudt op” pga. regnen
Kl. 14.50 – Gørlev: Ågårdsvej/Tjørnhøjvej – træ væltet, så det spærrer vejen
Kl. 15.06 – Store-Fuglede: Flinterupvej – træ væltet til gene for trafikken
Kl. 15.23 – Hovvejen – viadukt oversvømmet – to biler “strandet” i vandmasserne
Kl. 17.00 – N. Valdemars Alle – El-ledninger faldet ned i have/på legeplads – ingen fare
Politiet har ikke fået meldinger om hændelser med personskade i anledning af det voldsomme vejr i kommune i eftermiddagens løb.
Badering drevet til søs – Kalundborg fjord – Kalundborg
Kl. 17.40 fik politiet en henvendelse om, at en brunlig badering var set drivende til søs i fjorden. Politiet underrettede straks Forsvarets redningstjeneste herom, men ingen var meldt savnet hos dem. På den baggrund foretog politiet sig ikke yderligere i anledning af anmeldelsen i det blæsende, danske sommervejr.
Hensynsløs kørsel mv. – Kalundborg
Kl. 02.53 fik politiet en anmeldelse om, at en bil skulle rundt i selve Kalundborg by med høje hastigheder, ligesom føreren også kørte usikkert og formentlig også havde kørt mod færdselsretningen. Dele af bilens nummerplade var blevet aflæst, så en patrulje havde noget at lede efter. Kl. ca. 04.25 fandt politiet bilen henstillet ved Jydegårdsvej, Svebølle, og i bilen befandt sig en sovende mand. Han blev vækket og identificeret som en 26-årig mand uden fast bopæl. Manden skønnedes påvirket af stoffer og var ikke tilfreds med at blive vækket af politiet. Det medførte en udadreagerende adfærd efterfulgt af mindre pæne udtalelser om og til politipersonalet, som måtte anholde manden med den fornødne magt og brug af peberspray. Efter at han var anbragt i politibilen med henblik på transport til politistationen i Roskilde, fortsatte han sin udadreagerende adfærd, så det lykkedes ham at sparke en af ruderne i patruljebilen i stykker. På politistationen undersøgte en læge ham, inden han blev anbragt i detentionen til afrusning. Fredag formiddag vil den 26-årige blive afhørt til sager om fornærmelig tiltale af politiet og hærværk, inden han bliver løsladt. Politiet vil senere se, om der måtte grundlag for at mistænke den 26-årige for den anmeldte kørsel i Kalundborg, ligesom politiet vil undersøge omstændigheder ved bilen, han blev fundet i, idet bilen var forsynet med en nummerplade, der hørte til et andet køretøj. Den 26-årige kan således forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne mod ham.
Narkokørsel – Esbern Snaresvej, Kalundborg
Kl. 16.05 anholdt og sigtede politiet 22-årig mand fra Kalundborg for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve på et sygehus til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Uenighed endte med grov vold – Kordilgade, Kalundborg
Kl. 02.03 modtog politiet et alarmopkald om et overfald i Kordilgade uden for en restauration, idet en mand var blevet slået i hovedet med en genstand. Både en ambulance og en politipatrulje kørte til stedet, hvor politiet traf en 20-årig mand fra Nyrup med et blødende sår. Flere tilstedeværende kom den kvæstede til hjælp og kunne i øvrigt oplyse, at den mistænkte var stukket af fra stedet. Politiet fik klarlagt, at den 20-årige havde været i diskussion med en anden mand, hvorefter det udviklede sig til slagsmål. Herunder var den 20-årige blevet slået i hovedet med en ølflaske, som knustes. Han blev i ambulancen bragt til fornøden behandling på en skadestue for en flænge som følge af slaget med ølflasken.
Politiets efterforskning på stedet fik klarlagt, hvem modparten i slagsmålet med den 20-årige kunne være. En 26-årig, mistænkt mand fra Kalundborg blev efterfølgende opsøgt på sin bopæl, hvor politiet traf ham. Han tog med til politistationen til afhøring i sagen, hvor politiet sigtede ham for grov vold mod den 20-årige. Den sigtede vil senere blive indkaldt til et retsmøde, når sagen mod ham skal afgøres strafferetligt.
Spiritus-/narkokørsel i frakendelsestiden – Skippingevej, Særslev, Snertinge – Kalundborg
Kl. 20.20 anholdt og sigtede politiet en 39-årig mand fra Jyderup for kørsel i både spiritus- og narkotikapåvirket tilstand i en personbil med tilkoblet trailer. I forvejen var den 39-årige frakendt kørekortet, så han blev også sigtet for den overtrædelse af færdselsloven. Han blev løsladt efter udtagelse af blodprøver til undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.
Rådyr årsag til styrt med knallert – Drøsselbjergvej, Drøsselbjerg, Slagelse – Kalundborg
Kl. 23.12 fik politiet en melding om, at knallertkører var forulykket. Der var tale om en 17-årig ung kvinde fra Høng, som havde kørt på knallert ad Drøsselbjergvej mod syd. Pludselig var et rådyr ud foran hende, så hun måtte lave en undvigemanøvre. Herved mistede hun kontrollen over knallerten og væltede ned i vejgrøften. Den 17-årige, der anvendte styrthjelm og i øvrigt kørte på en lovlig knallert, slap uskadt fra uheldet. Kun selve knallerten fik en mindre ridse i lakken som følge af uheldet. Politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet.
Hensynsløs kørsel – Vesterlunden, Særslev, Snertinge – Kalundborg
Kl. 21.53 henvendte en lokal borger sig til politiet om, at to unge mænd kørte hensynsløst på en crossmaskine på en gangsti bag et supermarked. De unge mænd tog ikke hensyn til andre ved deres kørsel på crosseren. En patrulje kørte straks efter anmeldelsen til området, men trods eftersøgning i området fandt politiet ikke nogen, der kunne drages til ansvar for den hensynsløse kørsel.
Indbrud i Perioden
Lykkestien, Kalundborg