Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2019/09/20 til 2019/10/01.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Groft overfald – Ulstrupvei, Gørlev Sj. – Kalundborg
Se udsendte pressemeddelelse
Mistænkeligt telefonopkald – Gørlev Sj. – Kalundborg
Kl. 09.06 henvendte en 68-årig kvinde fra Gørlev Sj. sig telefonisk for at underrette politiet om et mærkeligt telefonopkald, som hun havde modtaget tirsdag d. 240919 kl. ca. 2130. En mand, som talte dansk, oplyste, at han ringede fra et sikkerhedsfirma, som kunne se, at et større kontantbeløb var ved at blive hævet fra hendes bankkonto og på vej til en udenlandsk konto. For at hjælpe hende skulle manden have kvindens personnummer og oplysninger fra hendes NemID-kort, hvilket han fik. Efterfølgende blev hun dog utryg ved at have videregivet disse oplysninger, hvorfor hun straks kontaktede sin bank og fik spærret kontoen, så hun ikke risikerede at lide et tab.
Politiet opfordrer borgerne til at være særdeles kritiske over for telefonopkald fra personer, der mener at kunne hjælpe borgeren til at undgå et akut, økonomisk tab, såfremt meget personlige oplysninger videregives. Sådanne personlige oplysninger som personnummer og koder fra f.eks. betalingskort eller NemID må ikke videregives til uvedkommende. Afbryd telefonopkaldet og kontroller, om der skulle være utilsigtede transaktioner på dine kort eller bankkonti.
Færdselsuheld – Høng Landevej, Løve, Høng – Kalundborg
Kl. 0716 kørte en 24-årig mand fra Hvidovre ad Høng Landevej mod nord i en varebil. Han overså dog en forankørende personbil ført af en 65-årig mand fra Høng, som kørte med lidt lavere hastighed, da han ville foretage en svingning. Hans personbil blev påkørt bagfra, og sammenstødet bevirkede, at et skilt ved et autofirma blev påkørt og ødelagt. Et par passagerer i bilerne blev bragt til kontrol på skadestuen, men de var sluppet uskadt fra sammenstødet ligesom de to førere. Kl. ca. 0830 var der ryddet op på uheldsstedet, så trafikken igen kunne køre uhindret på vejen.
Vigepligtsuheld – Skovvejen/Bjergsted Byvej, Svebølle – Kalundborg
kl. 12.40 skete et uheld i et kryds, da en 77-årig mand fra Jyderup kørte ad Bjergsted Byvej og ud på Skovvejen, hvor han overså en bil, som kørte ad Skovvejen mod øst. Den 77-åriges bil ramte med fronten ind i højre side på personbilen, som blev ført af en 28-årig mand fra Gentofte. Ingen personer kom alvorligt til skade ved uheldet. Politiet optog rapport i sagen for at belyse omstændighederne ved vigepligtsuheldet.
Færdselsuheld med flugtbilist – Slagelsevej, Kalundborg
Kl. 10.19 kom en 75-årig mand fra Eskebjerg kørende ad Slagelsevej i nordvestlig retning i krydset Slagelsevej, Sydhavnsvej, Asnæsvej. Her kom en anden bil fra nordvest og svingede til venstre ind foran den 75-årige mand, så de to biler stødte sammen. Den ukendte part kørte fra stedet ad Asnæsvej mod nordøst uden at standse og give sine oplysninger til den 75-årige mand. Politiet leder nu efter den anden bil, der beskrives som:
En større mørk personbil, der har en skade langs højre side.
Politiet hører gerne fra personer, der har observeret uheldet eller har set en bil, der svarer til signalementet. Den ukendte fører af den anden bil bedes desuden give sig til kende til politiet for at få klarlagt omstændighederne og forsikringssagen ved uheldet.
Spirituskørsel på knallert – Lundevej, Kalundborg
Kl. 00.30 blev en 61-årig mand fra Holbæk standset på sin knallert og målt med et alkometer, der viste en promille over det tilladte. Manden blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, og hans knallert blev taget med af politiet for at blive undersøgt nærmere for, om den var ulovlig. Efter at have fået udtaget en blodprøve på sygehuset, blev manden løsladt, og han vil høre nærmere om sagen og knallerten senere.
Hus påkørt af spiritusbilist – Søvejen, Jerslev Sj.- Kalundborg
Kl. 17.44 kørte en 26-årig mand fra Ruds-Vedby i en personbil ad Søvejen mod vest. I forbindelse med en venstrekurve mistede manden herredømmet over bilen, der kørte over i modsatte vejbane. Den fortsatte videre ind i en have og påkørte en husmur. Føreren af bilen forsøgte at køre ud af haven, men dette var ikke så let på grund af en høj jordvold. Under forsøget på at køre bilen ud af haven påkørte den 26-årige husmuren flere gange, så der blandt andet blev påkørt en varmepumpe, der blev revet ud fra husmuren. Til sidste lykkedes det den 26-årige at få kørt bilen ud af haven og over på den anden siden af vejen, hvor bilen endte i en grøft. Politiet kom frem til stedet, hvor den 26-årige var blevet tilbageholdt af flere beboere i området. Politiet sigtede og anholdt den 26-årige, der var påvirket af spiritus og narko. Hans promille var så høj, at politiet inddrog hans kørekort midlertidig, mens sagen behandles. Føreren fik udtaget en blodprøve, som
politiet nu afventer resultatet af. Han blev herefter løsladt, men kan forvente at høre mere fra politiet i forhold til uheldet og kørslen i påvirket tilstand.
Indbrud i Perioden
Pilemosevej, Kaldred, Eskebjerg
Bakkendrupvej, Bakkendrup, Gørlev
Vangevej, Kalundborg
Stationsvej, Kalundborg
Skovvænget, Kalundborg
Poulas Alle, Kalundborg
Esbern Snaresvej, Kalundborg
Smedevej, Kalundborg
Centret, Svebølle (2 adresser)