Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet fra den 18. juli til den 30. juli 2019.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Brandundersøgelse – Galtebjergvej, Føllenslev – Kalundborg
Kl. 01.47 rykkede brandvæsnet og politiet ud til brand i et større oplag af bigballer i en ladebygning. Branden omfattede hurtigt hele beholdningen af bigballer, så brandvæsnet foretog en kontrolleret nedbrænding, da slukning ikke skønnedes muligt. Nærliggende, uhøstede marker samt brændbart indhold i gylletanken blev skærmet mod varmeudviklingen fra den brændende lade. Branden blev dog slukket i løbet af søndag eftermiddag. Brandårsagen kunne ikke umiddelbart fastlægges og undersøges nu nærmere af politiet.
Færdselsuheld – fører flygtet – Algade, Gørlev Sjælland – Kalundborg
Kl. 07.32 fik politiet en anmeldelse om, at en bil var forulykket, og at føreren af bilen var stukket af fra uheldsstedet. I bilen befandt sig en muligt tilskadekommen passager, så ambulance- og redningsmandskab kørte til stedet sammen med politiet. I bilen befandt sig en kvæstet, 20-årig mand fra Gørlev Sj., der havde siddet på forreste passagersæde, da bilen forulykkede, og som ikke ønskede at oplyse noget om føreren. Nogle få meter derfra var der tydelige spor efter påkørsel af en mur ved en beboelsesejendom, hvorefter bilen i forbindelse med kørsel i sydøstlig retning ad Algade var snurret rundt og standset i forbindelse med påkørsel af endnu en bygning på den modsatte side af vejen. Bilen havde store skader og primært i højre side, hvor bilen formodes at have ramt husmuren. Medens ambulancepersonalet foretog redning af den kvæstede passager, ledte politiet med hundepatruljer forgæves efter den undløbne fører, der blev beskrevet som en ung mand, lyst hår, iført blåt tøj. Efterfølgende ledte politiet efter bilejeren – en 19-årig mand fra Gørlev Sj. – som politiet fandt omkring kl. ca. 13.00 på en adresse i Jyderup. Han blev kortvarigt anholdt som mistænkt for at have været fører og blev løsladt efter afhøring til sagen. Politiet arbejder nu videre på at få efterprøvet alle de fremkomne oplysninger i sagen omkring føreren og hændelsesforløbet i det hele taget. Den tilskadekomne passager blev indbragt til en skadestue til behandling, og Algade var afspærret frem til kort før kl. ca. 12.00 i forbindelse med rednings- og oprydningsarbejdet. Uheldet medførte tillige strømafbrydelse i de nærliggende butikker / ejendomme, da også et elskab var blevet beskadiget som følge af uheldet.
Færdselsuheld / spirituskørsel – Algade, Gørlev Sjælland – Kalundborg
Kl. 15.12 fik politiet flere anmeldelser om, at en parkeret bil var blevet påkørt, og at skadevolderen var kørt fra stedet. Politiet kørte til stedet og kunne efter en times efterforskning i sagen foretage anholdelse af en 32-årig, spirituspåvirket mand fra Høng som mistænkt for at have været fører af det skadevoldende køretøj. En borger havde oplyst politiet om, at der på en villavej i Høng holdt en beskadiget bil. Den påkørte bil havde fået ødelagt bagenden og var blevet skubbet frem på fortovet. Den beskadigede bil i Høng havde skader og lakafsmitning svarende til påkørslen af den parkerede bil, og den 32-årige blev anholdt på den adresse, hvor bilen blev fundet. Han blev sigtet for spirituskørsel og fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Politiet vil senere kontakte ham, når blodprøven er analyseret.
Færdselsuheld med spirituspåvirket fører – Ryevej, Gørlev Sjælland, Kalundborg
Kl. 01.37 kom politiet ud til et færdselsuheld, hvor fire biler var involveret. Føreren af part 1, en 20-årig mand fra Høng, mistede herredømmet over bilen og ramte tre parkerede biler på vejen. Den ene af de parkerede biler trillede ind i et hus på vejen, således at der faldt tegl ned fra taget. Den 20-årige forsøgte at rette bilen op i et sving, hvilket resulterede i, at bilen rullede rundt. Føreren blev testet med alkometeret, som viste en promille over det tilladte. Han blev derefter kørt til undersøgelse på sygehuset, hvor også en blodprøve blev udtaget til analyse. Politiet vil, når resultatet af blodprøven kommer, kontakte føreren, der er sigtet i sagen.
Brand i bil – Glentehaven, Høng – Kalundborg
Kl. 01.37 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en brand i en bil, der var blevet henstillet på en p-plads ved Glentehaven. Flere beboere havde hørt et højt brag eller en eksplosion gennem deres åbne vinduer, hvorefter de havde slået alarm om branden i bilen. Brandvæsnet fik slukket branden hurtigt, men politiet havde umiddelbart svært ved at identificere køretøjet. Nummerpladen var delvist bortsmeltet, og en af bilens døre havde tegn på opbrydning. Politiet skal derfor undersøge køretøjet nærmere dels i et forsøg på at få det identificeret, dels for at for at få klarlagt årsagen til brandens opståen. Ud fra vidners forklaringer arbejder politiet ud fra en formodning om, at branden i bilen kan være påsat.
Færdselsuheld – Elmegade, Kalundborg
Kl. 12.50 rykkede politiet og ambulancepersonale ud til et færdselsuheld, hvor to biler var impliceret. På grund af sammenstødet mellem bilerne var Elmegade spærret for trafik, så bustrafikken blev omlagt. En 36-årig kvinde fra Kalundborg var kørt ad Elmegade i vestlig retning, inden hun standsede for at afvente modkørende trafik, inden hun ville svinge til venstre ind på p-pladsen ved et supermarked. Herunder blev hun påkørt bagfra af en personbil ført af en 24-årig mand fra Kalundborg i samme retning. Umiddelbart inden påkørslen var en modkørende bilist svinget til venstre ind foran den 24-årige, som derefter ikke havde været opmærksom på den 36-åriges kvindes bil. Den 24-årige medbragte en 23-årig mandlig passager, som blev ukontaktbar andre årsager end som følge af sammenstødet mellem bilerne. Den 23-årige blev derfor i en ambulance bragt til behandling for et sygdomstilfælde. En bilinspektør blev tilkaldt til undersøgelse af både uheldsstedet og de implicerede køretøjer, da politiet indledningsvist ikke kunne udelukke, at nogen kunne være kommet alvorligt til skade ved uheldet. Det viste sig dog ikke at være tilfældet, så afspærringen af uheldsstedet blevet ophævet kl. ca. 14.50, så bustrafikken kunne normaliseres.
Ordensbekendtgørelsen – Vestre Havneplads, Kalundborg
Kl. 12.54 var politiet ude blandt badegæster og sejlende ved lystbådhavnen i Kalundborg. Her blev en 43-årig mand fra lokalområdet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, da han i beruset tilstand blottede sig for andre brugere af området og var truende over for en lokal 31-årig mand. Manden vil få afgjort sin sag senere, og han kan forvente en bøde for sin optræden.
Slange fundet i skov – Sæbyvej, Ruds-Vedby, Kalundborg
Kl. 17.07 ringede en 23-årig kvinde fra Høng til politiet, fordi hun havde fundet en gul slange i skoven ved Sæbyvej. Kvinden havde først forsøgt at kontakte Dyreværnet, men ved dyr uden ejer, er det politiet, der optager dyrene. En krybdyrskyndig mand blev sendt til stedet for at indfange slangen og passe på den, indtil den rette ejer henvender sig til politiet, eller indtil slangen finder et nyt hjem. Han vurderede slangen til at være lettere udsultet pga. sin tid i den vilde natur, og han mener, at slangen inden for få måneder ville være død i naturen.
Slangen beskrives som: A: Kongepython, Python Regius, farve: gul, tynd af bygning, 105 cm lang, spiser: små dyr såsom mus.
Rette ejer kan henvende sig til Midt- og Vestsjællands Politi på 1-1-4.
Spirituskørsel – Fr. Andersensvej, Kalundborg
Kl. 23.31 blev en 27-årig mand fra Tølløse anholdt og sigtet for spirituskørsel. Manden fik udtaget en blodprøve og blev løsladt, men han er sigtet, indtil resultatet af blodprøven kommer, og sagen skal afgøres.
Spirituskørsel – Skibbrogade, Kalundborg
Kl. 20.18 blev en 29-årig mand fra Kalundborg anholdt og sigtet for spirituskørsel. Manden fik udtaget en blodprøve, som skal analyseres, og når resultatet kommer, vil han høre fra politiet om sagen.
Spirituskørsel – Andaksvej, Kalundborg
Kl. 20.05 blev en 50-årig mand fra Kalundborg anholdt og sigtet for spirituskørsel. Efter at have pustet i alkometeret, viste målingen nemlig en promille over det tilladte. Han blev derfor taget med for at få udtaget en blodprøve og efterfølgende løsladt. Manden er fortsat sigtet og vil høre nærmere om sagen, når resultatet af blodprøven kommer.
Brand i busk – Strandtoften, Drøsselbjerg, Slagelse, Kalundborg
Kl. 12.40 fik politiet et opkald om, at der var flammer i en busk tæt på et sommerhus, hvor der ikke var nogen hjemme. Ilden spredte sig til flere buske, inden naboer fik en haveslange trukket frem og slukket ilden. Politiet kom til stedet og konstaterede, at der lå rester fra en grill ved ildens arnested. Politiet opfordrer derfor borgerne til at være særligt opmærksomme, når grillen skal tømmes. De mindste gløder kan i varmen og det tørre vejr være med til at antænde en brand, som kan være farlig.
Lægge hindringer i vejen for politiets arbejde – Mosevangen, Kalundborg
Kl. 18.00 skulle politiet ud til en brugsstjålet bil, der var fundet på Mosevangen i Kalundborg. Da bilen skulle afhentes, var flere personer på stedet, og en af dem forsøgte at forhindre politiets arbejde, hvilket kostede en sigtelse til en 19-årig mand fra Kalundborg. Politiet kunne ikke umiddelbart klarlægge, om personerne på stedet havde været involveret i brugstyveriet eller havde været fører af den brugsstjålne bil.
Beslaglæggelse af personbil – Skovbrynet, Kalundborg
Kl. 23.35 beslaglagde politiet en personbil, fordi ejer af bilen ikke havde førerret. Da dette er sket mere end tre gange inden for de sidste tre år, beslaglægger politiet bilen med henblik på konfiskation.
Uro på værtshus – Skibbrogade, Kalundborg
Kl. 03.25 foretog politiet en rutinemæssig kontrol af en beværtning, hvor en 43-årig mand fra Rødovre var gæst. Han optrådte fornærmende over for politifolkene og kom med ukvemsord mod dem. Han ødelagde samtidig noget inventar på stedet, og han blev bedt om at forlade stedet. Dette efterkom den 43-årige i første omgang, men kort tid efter var han tilbage. Her nægtede han at forlade stedet. Han skulle derfor anholdes for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for at skabe uro på stedet, men dette modsatte han sig. Dog endte han natten i detentionen og vil høre nærmere om sin optræden, når sagen skal afgøres.
Indbrud i perioden
Anemonevej, Svebølle.