Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet fra den 10. april til den 23. april 2019.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Spirituskørsel endte på en mur – Holbækvej, Jyderup – Kalundborg
Kl. 16.35 kørte en 70-årig kvinde fra Kalundborg i en personbil ad Holbækvej og kørte ind på et tankanlæg, hvor hun foretog en uvending. I den forbindelse kørte kvinden ud over en kant med et fald på ½ -1 meter, så bilen sad fast på muren. Politiet kom til stedet og foretog en rutinekontrol af den 70-årige kvindelige fører, der viste, at hun var påvirket af spiritus over det tilladte. Hun blev derfor anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter hun blev løsladt. Kvinden kom ikke til skade ved uheldet, men kan forvente at høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer.
Brand i bil – Holbækvej, Ubberup – Kalundborg
Kl. 00.59 brød en personbils motorrum i brand under kørslen. Bilen kørte ad Holbækvej, da branden brød ud, så føreren forlod køretøjet på kørebanen. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor branden i bilen blev slukket. Ingen personer kom til skade ved branden. Politiet bestilte nødflytning af bilen, der spærrede for trafikken på stedet. Holbækvej var spærret i ca. 1 time i forbindelse med branden.
Bil endte på taget – Kalundborgmotorvejen mod øst, Vipperød – Holbæk
Kl. 04.06 skete et solouheld på motorvejen, da en 19-årig mand mistede herredømmet over bilen, der ramte ind i autoværnet og kom i slinger, hvorefter den ramte autoværnet igen og rullede rundt på taget. Føreren slap fra uheldet med knubs, men bil og autoværn fik skader. Bilen blev nødflyttet, da den spærrede kørebanen, hvor den havde dryppet olie og benzin. Vejen var spærret i ca. 1 ½ time, indtil vejen igen var ryddet. Politiet optog rapport i sagen og skal nu have klarlagt, om uopmærksomhed kan have været årsag til uheldet.
Bål slukket af brandvæsnet – Forsingevej, Svebølle – Kalundborg
Kl. 20.42 kørte en politipatrulje på Kalundborgvej, da de så en røgfane og flammer fra et større bål på Forsingevej. Brandvæsnet blev tilkaldt, og det kunne konstateres, at bålet var ulovligt, idet det var for tæt på randbeplantningen, og der ikke var opsyn med bålet. Nogle af de ting, der blev afbrændt, kan desuden være i strid med miljølovgivningen. Brandvæsnet slukkede bålet og underrettede kommunen, der nu skal tage stilling til, om ejeren af ejendommen har overtrådt nogle regler i miljø/brandlovgivningen. Politiet vil herefter beslutte, om han skal sigtes for noget i anledning af at have antændt bålet.
Udadreagerende mand på skadeklinik – Nørre Alle, Kalundborg
Kl. 11.48 ønskede personalet på skadeklinikken assistance fra politiet, idet en mand, hvis identitet var kendt af personalet, havde indfundet sig på stedet. Han havde fået at vide, at han ikke fejlede noget, og derfor ikke ville blive tilset af personalet. Dette medførte en truende adfærd over for personalet, som bemærkede, at han begyndte at vælte stole og skraldespande i forhallen. På et tidspunkt gik han ind på toilettet og opholdt sig på stedet kortvarigt, inden han forlod skadeklinikken. Politiet fik i nærområdet kontakt til en 58-årig mand fra Kirke-Eskilstrup, som blev formanet om sin opførsel. Kl. 20.20 kørte politiet igen til skadeklinikken, idet personalet havde opdaget, at der var forsøgt afbrænding af papirhåndklæder på toilettet. Politiet undersøgte toilettet, hvor der ikke var sket nogen egentlig skade ud over forkullede rester af et papirhåndklæde. Politiet undersøger nu, hvorvidt den 58-årige kan mistænkes for denne adfærd tidligere på dagen.