Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet Sep 14, 2018 til Sep 25, 2018.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Spirituskørsel – Tranevej, Høng, Kalundborg
Kl. 2330 standsede en politipatrulje en personbil for at lave en rutinemæssig kontrol. Føreren af bilen, en 70-årig mand fra Slagelse, blev ved alkometertest fundet påvirket af alkohol. Han blev anholdt og taget med til en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.
Døde ænder på vejen – Sæbyvej, Sæby, Høng – Kalundborg
Kl. 1025 meddelte en buschauffør, at der lå nogle ænder på vejen, idet jægere var på jagt i området. Buschaufføren oplyste tillige, at bussen blev ramt af en nedfalden and under kørslen. Politiet kørte straks til området, men fandt hverken døde ænder på vejen eller jægere i området. Derfor havde politiet ikke grundlag for at foretage sig yderligere i anledning af anmeldelsen.
Brand på bosted – Solbjergvej, Høng, Kalundborg
Kl. 1313 anmeldte personalet fra et bosted for sindslindende, at en beboer, en 59-årig mand, havde skaffet sig en lighter og sat ild til sin dyne. Han var træt af, at der var fluer på værelset. Personalet havde selv slukket branden med en pulverslukker. En sygeplejerske, der var med til at slukke ilden, blev efterfølgende indlagt på sygehuset til observation, da der var mistanke om røgforgiftning. Ingen andre kom til skade ved branden. Ilden var begrænset til sengen, og blev slukket før den nåede at brede sig yderligere. Den 59-årige beboer blev sigtet for overtrædelse straffelovens regler om forsætlig brandstiftelse, og han blev overdraget til personalet på bostedet.
Standset af falsk politimand – Hovedgaden, Høng, Kalundborg
Kl. 2220 anmeldte en 27-årig mand fra Høng, at han kom kørende i sin bil, da han bemærkede en sort bil af mærket VW Touran, der kørte bag ham. Touranen tændte for et blåt blink, hvilket fik den 27-årige til at standse. En mand steg ud af Touranen og viste et rødt/hvidt stopskilt uden “politi” på. Manden spurgte den 27-årige, hvordan det var han kørte. Han lugtede ifølge anmelderen af alkohol, hvorfor anmelder fattede mistanke, og spurgte efter at se “betjentens” politi-id. Dette ønskede han ikke at fremvise, og da anmelderen pressede på, kørte manden i Touranen væk fra stedet i høj fart. Politiet sendte en patrulje til stedet, der ledte efter den falske betjent i Høng-området, men fandt igen.
Anmelderen beskrev den falske betjent som: mand, dansk af udseende, lyst hår, 40-48 år, 182-185 cm høj, almindelig af kropsbygning. Han var iført mørk hættetrøje og blå cowboybukser.
Politiet opfordrer borgerne til at bede politiet fremvise deres id-kort, hvis de er i tvivl om, hvor vidt der er tale om en ægte betjent.
Lokalpolitiet i Kalundborg/Holbæk hører meget gerne fra borgere, der har oplevet noget lignende. Politiet kan kontaktes via 114.
Brandundersøgelse – Søvejen, Jerslev Sj., Kalundborg
Kl. 1325 modtog politiet via alarm 112 en anmeldelse om en brand i en grisefarm. Det var næsten lykkedes ejeren at slukke branden, men der havde været en kraftig røgudvikling, og der blev sendt røgdykkeren ind i stalden. Ingen personer kom til skade ved branden, men en del af svinene i stalden havde fået røgforgiftning. Der blev derfor tilkaldt en dyrlæge og adskillige søer med deres pattegrise måtte aflives. Stalden fik mindre brandskade, men blev kraftigt sodskadet. Politiet vil nu undersøge stedet for at klarlægge brandårsagen, der kan have været en varmelampe, der hang hos smågrisene.
Varebil brændt af – Sæbyvej, Ruds Vedby – Kalundborg
Kl. 0352 fik politiet en anmeldelse om, at en varebil var brudt i brand. Politiet kunne sammen med brandvæsnet konstatere, at branden var opstået omkring motorrummet og førerkabinen på en varebil, der tilhørte en 31-årig mand fra Dianalund. Bilejeren blev underrettet om branden og kunne forundret oplyse, at han tidligere på dagen havde efterladt varebilen på stedet på grund af en punktering. Politiet undersøger nu årsagen til branden i varebilen, idet politiet tæt på brandstedet fandt en påfyldningsstuds fra en benzindunk.
Tandstikker i lås igen – Lupinvej, Kalundborg
Kl. 0722 fik politiet endnu en anmeldelse om tandstikkere i fire cylindere på låse og i postkassen hos en institution. Låsene kunne ikke bruges, hvorfor der måtte tilkaldes en låsesmed. I gårsdagens døgnrapport, skrev vi om et tilsvarende hærværksforhold i en børnehave på samme vej.
Hærkværk med tandstikker, Lupinvej, Kalundborg
kl. 0637 anmeldte en børnehave, at de havde været udsat for hærværk, idet der var stukket tandstikker i låsen til hoveddøren. Det var umiddelbart lykkedes personalet at fjerne tandstikkeren, så det var ikke sikkert, at det var nødvendigt at bestille en låsesmed.
Denne anmeldelse er endnu en iblandt flere vedrørende hærværk med samme fremgangsmåde. Lokalpolitiet i Kalundborg efterforsker forsat sagerne.
Varetægtsfængsling – Grov vold – Bredgade, Kalundborg
De fire mænd i alderen 15-19 år fra hhv. Kalundborg og Odense, som blev anholdt søndag aften på Fyn, efter at de havde standset en 18-årig mand fra Kalundborg i hans bil i Bredgade, Kalundborg, og tildelt ham knivstik i et ben, blev alle fremstillet i grundlovsforhør kl. 1300 ved Retten i Holbæk som sigtede for i fællesskab at have forøvet grov vold mod den 18-årige mand. Retsmødet blev lidt forsinket, idet en tolk skulle tilkaldes, men retsmødet sluttede kl. ca. 1800 med en kendelse om, at alle fire anholdte skulle varetægtsfængsles foreløbigt til den 9. oktober 2018. Retsmødet blev afholdt for lukkede døre af hensyn til den fortsatte efterforskning, hvorfor politiet ikke kan oplyse yderligere om sagen.
Grov vold – Bredgade, Kalundborg
Kl. 1845 modtog politiet en anmeldelse om, at en mand var kommet til skade efter et overfald, der var sket på Bredgade ved Vænget. Den tilskadekomne var en 18-årig mand fra Kalundborg, der blev tilset på skadeklinikken i Kalundborg, inden han blev overført til sygehuset i Holbæk til yderligere undersøgelse og behandling for stiksår i det ene ben og den ene hånd. Han oplyste at være blevet overfaldet og stukket, da han sammen med andre kørte i bil ad Bredgade. En fremmed bil havde pludselig spærret dem vejen ud for Vænget, hvorefter flere mænd var steget ud og havde overfaldet den 18-årige siddende i bilen. Kort efter løb de tilbage til den fremmede bil, uden at de øvrige i den 18-åriges bil var blevet forulempet. Den fremmede bil flygtede derfra i retning mod gymnasiet og derefter i ukendt retning. Politiet afspærrede Bredgade for at undersøge området for spor efter overfaldet. Årvågne vidner havde
også bemærket overfaldet og kunne give politiet oplysninger om den fremmede bil, personerne i den og bilens nummerplade. Disse oplysninger kunne politiet bruge i efterforskningen, således at Fyns politi kunne standse bilen i Nyborg-området kl. ca. 1950. I bilen var der fire mænd i alderen 15-19 år fra hhv. Odense og Kalundborg. De blev alle anholdt og bragt til Sjælland med henblik på afhøring i sagen, så de enkeltes roller samt motivet til overfaldet forsøges klarlagt. De anholdtes bil blev også transporteret til nærmere undersøgelse for eventuelle spor i sagen. Anklagemyndigheden vil fremstille de anholdte i grundlovsforhør kl. 1300 ved Retten i Holbæk med krav om varetægtsfængsling i sagen.
Indbrud i perioden
Dalbyvej, Vinde Hels, Gørlev Krogvejen, Gørlev Højen, Kalundborg Højdedraget, Kalundborg Bredekilde, Kalundborg Rødnæsvej, Kalundborg Valløvej, Køge Hovedgaden, Ubby, Jerslev Holbæk Landevej, Ugerløse