Politirapporten fra 2024-09-23
En 41-årig mand fra Kalundborg blev søndag varetægtsfængslet til den 22. oktober i en sag om afpresning og våbenbesiddelse. Den 41-årige og en 28-årig mand fra Kalundborg blev anholdt lørdag eftermiddag, efter de havde mødt op og truet et par i Værslev, som den 41-årige havde et økonomisk mellemværende med.
Begge mænd anholdt og sigtet for trusler/afpresning, og politiet fandt i forbindelse med en ransagning af en bil adskillige skydevåben i form af en riffel, en salonriffel, en pistol og et oversavet luftgevær, og en del ammunition, som den 41-årige blev sigtet for at besidde. På hans bopæl fandt politiet desuden fire rifler og en revolver.