Hjortetaksøksen fra Næsby Strand
I 2024 blev Nationalmuseet kontaktet om en sjælden hjortetaksøkse, der var fundet ved Næsby Strand mange år forinden. Øksen stammer fra jægerstenalderen og er ca. 7000 år gammel. Den er smukt dekoreret med et særegent motiv, der bliver tolket som særlige relationer til dyreriget, en dødekult med begravelser i træer og territoriale konflikter om de bedste jagt- og fiskepladser. Seniorforsker Lasse Sørensen, Nationalmuseet, er førende forsker i netop stenalderens genstande og samfund. Denne aften udfolder han fortolkninger og fortællinger om øksen, dens betydning og hvad den har været anvendt til og sætter den ind i dens samtid.