Fredag den 30. august søsætter Kalundborg Biblioteker det nye oplevelseskatalog for efteråret 2024:

Hop med ombord, når vi sætter kurs mod efterårets og vinterens spændende og indholdsrige arrangementer. Vi garanterer, at det bliver en rejse ud over det sædvanlige. Vi har sat alle sejl til og tager dig med ud på nye eventyr.

Kataloget byder også denne gang på et hav af oplevelser for både store og små, unge som ældre. Hvad enten du er til foredrag, workshops, musikoplevelser, kreative sysler, kunst- og litteraturfællesskaber – ja så venter der mange spændende arrangementer forude.

Som noget helt nyt inviterer vi i år til Gaming- og teknologiuge i starten af november – med spil, turneringer og e-sport. Vi runder ugen af med et LAN-party på Gørlev Bibliotek lørdag d. 9. november.

I det nye katalog vil du også finde gode gamle kendinge som Biblioteksklubben, Dittes Kunstklub, Lix og Leg, Børnebiffen, Fars legestue samt flere andre tilbagevendende arrangementer.

Kataloget udkommer fredag den 30. august kl. 10.00 – så skynd dig forbi en af kommunens biblioteksafdelinger – Kalundborg Bibliotek, Eskebjerg Bibliotek, Snertinge Biblioteksinfo, Svebølle Kvik Bibliotek, Ubby Bibliotek, Høng Bibliotek, og Gørlev Bibliotek og få et eksemplar med hjem af vores ”kulturelle fyrtårn”.

Billetsalget åbner samme dag.

Obs! Kataloget kan også downloades på www.kalundborgbib.dk, hvis du ikke har mulighed for at hente et af de flotte trykte eksemplarer.

Vi krydser oceaner

Når dette efterårs foredragsholdere folder sig ud, kommer vi i år vidt omkring. Vi har inviteret en god håndfuld foredragsholdere, der på en hårrejsende og gribende måde kan fortælle fra nær og fjern.

Vi skal blandt andet med Henriette Thiim på et 100.000 kilometer langt motorcykelscruise gennem Europa og Afrika, videre til Mellemøsten og Den Arabiske Halvø. Foredraget er torsdag den 12. september kl. 19.00-21.00 på Svebølle Kvik Bibliotek.

Fra Mellemøsten tager vi turen til USA, hvor DR´s korrespondent Steffen Kretz vil belyse det højaktuelle emne ”USA´s politiske klima”. Steffens foredrag bygger delvist på hans bog ”Storm på Vej”, der udkom i 2023. Med hans indgående kendskab til amerikansk politik og samfund bliver det med garanti en meget interessant foredragsaften helt tæt op til det amerikanske præsidentvalg i starten af november. Det sker onsdag d. 9. oktober kl. 19.00-21.00 i Kino Den Blå Engel.

Freelancejournalist Peter Thygesen tager os med til Afrika, hvor han fortæller om imperialismen i Congo i slutningen af 1800-tallet. Kom og hør om de 2000 andre danskere, der arbejdede i Congo – og om fattigdrengen Frederik Valdemar Olsen fra Kalundborg, der startede som løjtnant og endte som general i den belgiske kolonihær. Frederik deltog i bekæmpelsen af congolesernes oprør, men var især også med til at opbygge Congos infrastruktur. Det er torsdag den 24. oktober kl. 19.00-21.00 på Ubby Bibliotek, – og foredraget foregår i samarbejde med Museumsforeningen.

Hvis du ellers kan klare flere hårrejsende fortællinger fra virkeligheden, så må du ikke gå glip af Daniel Ryes grusomme fortælling om det mareridt, han gennemlevede som gidsel hos Islamisk Stat i Syrien. Måske har du allerede set ”Ser du månen, Daniel” – men nu har du altså muligheden for at få Daniels helt egen og åbenhjertige fortælling. Daniel Rye kommer til Biblioteksinfo Snertinge torsdag den 16. januar kl. 19.00-21.00.

Hvordan siger man velkommen til det svære i livet?

Det har skuespilleren Esben Dalgaard et godt bud på. Han har nemlig lidt utraditionelt valgt at byde sin kræftsygdom velkommen – og hvordan gør man så det? Det kan du høre om, når Esben åbner op og både fortæller om karrieren, men især også om alle de personlige udfordringer, der har formet ham til det positive menneske, han er i dag. Du kan opleve Esbens fortælling tirsdag den 28. januar kl. 19.00-21.00 i Høng Hallen

Én der også kan tale med om fighterånd og overlevelse er Søs Egelind. I sit livsbekræftende og positive foredrag ”Kræft, trit og retning” deler hun ud af sine personlige erfaringer med, hvordan man bliver verdensmester i at overleve kræft – endda flere gange – og hvordan man kommer ud på den anden side som et klogere, mere lykkeligt og taknemmeligt menneske. Et foredrag der ikke kun handler om sygdommen, men også om mod, overlevelse og glæde. Søs Egelind kan opleves den 10. september kl. 19.00 – 21.00 i Løve Forsamlingshus.

Lidt solskin ombord

I den muntre ende af skalaen kan vi byde på foredrag med blandt andet Ane Cortzen, der stiller skarpt vores opfattelse af design og kunst. Ane vil punktere fordomme om god og dårlig smag – for hvorfor er noget kultur fint – og andet knapt så fint? Kom og hør med torsdag den 7. november kl. 19.00-21.00 på Musisk Skole i Kalundborg.

Komiker og entertainer Amin Jensen folder sig ud med sit one-man-show og laver skarpe, rammende parodier, hvor han gennemhuller simple hverdagsting på sin sædvanlige charmerende, elegante og morsomme måde. Det sker den 7. september fra kl. 18.00 i Sæby Forsamlingshus.

Stand-up-komikeren Nicolaj Lange lægger også vejen forbi denne sæson – og ligeledes gør Anders Bircow, som vil servere lidt toner fra Linie 3-tiden iblandet lidt af sin egen yndlingsmusik i løbet af sit musikalske foredrag.

Der er masser af liv i forsamlingshusene – og det kan du også læse meget mere om i det nye katalog.

Som ringe i vandet

Intet kan sprede glæde som tonerne af god, velklingende og opløftende musik. Som ringe i vandet kan den nå ud til både de ældste og nyeste små sjæle – og alle andre derimellem. Som sirenernes sang får musik os til at glemme tid og sted – og ikke mindst hverdagens alvor og trængsler. Ingen bliver dog lokket på afveje i efterårets katalog – snarere til lidt flere musiske oplevelser samt en masse rytme og bevægelse i kroppen, hvilket kun er sundt. Vi har et stort repertoire klar – og der er lidt for enhver smag.

Vi kan passende lægge lidt blidt ud med Sound of Silence. Den 23. oktober kl. 18 er der fællesspisning og musikunderholdning i Jorløse Forsamlingshus. Her vil Simon & Garfunkel Tribute levere den skønneste musik. Det bliver et genhør med alle de fantastiske sange fra Simon & Garfunkels skattekiste.

Er du til mere musik samt god mad og en eventyrlig fortælling, så kom og hør sangerinden fra bandet ”På Slaget 12, Ann-Mette Elten, som vil fortælle om sin spændende karriere. Det er onsdag den 2. oktober kl. 18.00-21.00 i Ubby Forsamlingshus.

Musiker Rasmus Nøhr Trio gæster Løve Forsamlingshus den 2. november kl. 19. Rasmus vil med sin karakteristiske stemme servere sine velkendte og bløde ballader om livets op- og nedture.

En af Danmarks dygtigste sangerinder, Lene Siel kan opleves i Gl. Svebølle Forsamlingshus, fredag den 17. januar kl. 18.00, hvor hun sammen med sin pianist vil udfolde sin smukke stemme.

Øvrige spændende navne i denne sæson er blandt mange andre Michala Petri & Lars Hannibal, Tamra Rosanes, Sussi og drengene, instrumentalmusik med Sunbörn og Anne Eltard kvartet. Du kan læse meget mere om alle efterårets spændende koncertarrangementer i det nye katalog.

Flaskepost til alle børn og barnlige sjæle

Flasken gemmer på en liste med et hav af sjove, kreative og underholdende arrangementer for både store og små samt deres forældre. Skip ohøj og splitte mine bramsejl, hvor skal vi have det sjovt. I bedste Peter Pan-stil drager vi ud på eventyr – og vi skal både flyve, grine og lege.

Derfor har vi sammensat et bredt tilbud med en god blanding af teater, kreative workshops, film og musikoplevelser samt øvrige sæsonrelaterede arrangementer i både efterårsferien, til halloween og jul.

Kom blandt andet med og se børneteater med klovnen Frk. Lange – en humoristisk og poetisk forestilling om at se STORT på at være LILLE. Det er lørdag d. 26. oktober på Biblioteksinfo Snertinge. For de 3-7-årige.

Søndag d. 13. oktober er der forestilling om Frida, der tager ud på en stor rejse med sin helt specielle kuffert, sin høne og sin kat. En finurlig fortælling om venskabets kraft. For de 5-10-årige. Forestillingen spilles i Kulturhus Gimle i Føllenslev.

Hele familien kan komme med og se forestillingen om ”Den lille Prins”. Et eventyr, der kommer rundt i verden, og hvor prinsen kommer til at lære kærligheden og livet at kende. En af verdenslitteraturens mest elskede historier omsat til teater og med masser af levende musik, sang og humor. Sted: Kalundborg Hallerne, Hal 1 – onsdag den 16. oktober kl. 14.00-14.50.

Med de mange varierede oplevelser i efterårets katalog vil vi inspirere børn til flere kulturoplevelser og til at stille store spørgsmål om livet, verden eller blot til den helt ordinære hverdag. Der vil være mulighed for at være kreativ sammen med andre børn – og måske endda at knytte nye venskaber. De mange gode musik- og koncertarrangementer vil uden tvivl bringe danseglæde og gode rytmer ned i selv de allermindstes fødder.

Søndag den 6. oktober er der familiekoncert på Musisk Skole i Kalundborg og det bliver med skøn, gyngende og vuggende reggae. En musikalsk rejse til reggaens hjemland Jamaica. Det bliver en kæmpe fest, hvor hele familien kan komme med.

Igen i år har Dittes Kunstklub et forløb over 9 tirsdage for de 9-12-årige. Kunstner Ditte Forchhammer vil introducere børnene til portrætter og selvportrætter i kunsthistorien og op til i dag, hvor selfies er blevet en del af mange børn og unges udtryksmåde. I forløbet vil børnene også få mulighed for at trykke deres egen personlige t-shirt. Alle undervisningsdage er på Kalundborg Bibliotek. Se nærmere tilmeldingsinfo og dage i kataloget.

Og de populære tilbud fortsætter:  læseklubber for børn, børnebio, Teen-klub og muligheden for at komme og forbedre sine læsefærdigheder sammen med en tålmodig og lyttende læsehund. Der er også brætspilsdag, Halloween-gys i tusmørket, kreativ efterårsferie og nisse-krea med forskellige værksteder, julehygge, oplæsning af gode historier, julebanko m.m.

følg strømmen til alle de vidunderlige, sjove og oplevelsesrige børnearrangementer, som vi har sat i søen i denne sæson – enten via hjemmesiden www.kalundborgbib.dk, hvorfra kataloget kan downloades eller hent kataloget på kommunens biblioteker fra fredag d. 30. august.

 

Pressefoto