Musholm, der har hovedkvarter på Reersø, har trods udfordringer i kølvandet på coronanedlukningen løftet sin omsætning sidste år. Også bundlinjen voksede med millioner, skriver FødevareWatch.
Selv om det seneste år var præget af højere omkostninger og lav effektivitet, landede selskabet alligevel på 13,5 mio. kr. samlet for året i modsætning til 11,5 mio. kr. året forinden.
Det fremgår af Musholms årsregnskab fra april sidste år til marts i år, hvori det oplyses at produktionen var “tilfredsstillende trods højere omkostninger og lav effektivitet i lyset af covid-19. Priserne og efterspørgslen på ørred og rogn var påvirket af covid-19”.
Alligevel gik også bruttofortjenesten frem til 51,5 mio. kr. mod 46,2 mio. kr. i 2019/20. Selskabet har ikke søgt kompensation gennem corona-hjælpepakker.
Virksomheden har for nyligt åbnet nye bygninger – en investering i bedre forarbejdsmuligheder og indfrysning af fiskene. Investeringen sker som led i forventningerne om at kunne øge ørredproduktionen fremover, skriver Fødevarewatch.