“På lørdag den 3. september kommer bymidten i Kalundborg igen til at summe af liv og humør, for nu er der igen BEVÆG Festival i byen. Vi fra Hjerneskadeforeningen Vestsjælland har altid deltaget aktivt i denne spændende begivenhed.

I år vil vi være til stede fra kl. 10 til 14 på Solskinspladsen, hvor du og din familie er velkommen til at komme og hilse på os. Med godt humør og materiale om vores lokalafdelings aktiviteter i Kalundborg og i hele Vestsjælland kan vi love både information og underholdning.

Når der er pause i den annoncerede optræden oppe på scenen på Solskinspladsen, vil vi byde op til fællessang og guitarmusik fra og omkring vores stand.

Vores medlemmer fra Kalundborg og fra de øvrige kommuner, hvor vi er aktive med månedlige caféer og arrangementer, glæder sig til, at I kigger forbi til en snak og måske synger med på en lille sang. Så på gensyn på Solskinspladsen på lørdag – så skal vi have BEVÆGelse i smilene og stemmebåndene og være med til at sprede solskin på pladsen og i hele byen.

Se i øvrigt vores lokale hjemmeside www.hjerneskaden.dk om flere oplysninger om lokalafdelingens arbejde og tilbud.”

Pressefoto
Pressefoto
Pressefoto