Odsherred, Holbæk og Kalundborg kommuner arrangerede onsdag jobmessen for hele Nordvestsjælland. Det er anden gang, at de tre kommuner gik sammen om at afholde en fælles jobmesse for hele Nordvestsjælland.

Allerede kl. 12.45 var det stort set umuligt at finde en parkeringsplads ved Vallekilde-Hørve Fritidscenter, og borgerne i Hørve må have haft oplevelsen af at bo i en storby. Biler og fodgængere over det hele, og inde i hallen var der pres på fra start. Fremmødet var kæmpestort, og der var masser af aktivitet ved de forskellige stande.

Stemningen var helt fantastisk og nysgerrigheden var stor!

Dit Kalundborgs fotograf var også en tur forbi, og udover disse stemningsbilleder fra den første halve time, blev hun også tilbudt bl.a. at blive brandmand, bedemand og skorstensfejer. Hun holder dog fast i kameraet lidt endnu!

Fotos: Anne Beth Witte