Lundbyekomitéen i Kalundborg har fornøjelsen af at indbyde til afsløring af Maja Lisa Engelhardts bronzeskulptur af Sindre, guldaldermaleren Johan Thomas Lundbyes lille bakketrold og alter ego.

Det sker lørdag den 3. august kl. 13 på Klostertorvet i Kalundborg.  

Skulpturen afsløres af borgmester Martin Damm og overdrages af Lundbyekomitéens formand Holger Prehnum til Kalundborg Kommunes borgere.
Efter skulpturindvielsen åbner udstillingen Sindre og Dyrene med billeder fra private samlinger og museer af J. Th. Lundbye og 14 andre malere fra 1800-tallets danske guldalder.

KL. 14.00 – 15.30 på Bispegården i Adelgade åbnes udstillingen af tidligere kulturminister Bertel Haarder.
Bogudgivelse: Jens Balslevs ”Johan Thomas Lundbye. Liv, landskaber og landmærker – en guide til malerens Kalundborg.”
På 1. sal i Bispegården åbner en udstilling om Lundbyekomitéens projekt med 18 Lundbye-landmarks.

Efter ferniseringen er der kl. 16.00 koncert med Kammerkoret Hymnia i Vor Frue Kirke, Præstegade 18 i Kalundborg. Koret synger værker af kendte danske guldalderkomponister.
Billetter til koncerten købes på www.lundbyekunstfestival.dk, hvor man også kan se hele dagens program.

Foto: Lundbye Kunstfestival