Tre guldaldermalerier er en vidunderlig julegave til Kalundborg Museum og Museum Vestsjælland.
Med en virkelig flot donation fra Bent O. Jørgensens Fond og støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen, har Museum Vestsjælland øget sin samling af guldalderkunst med hele tre værker af Johan Thomas Lundbye: ”Køer paa aaben Mark. Regndag”, ”Møllebakken ved Kallundborg” og ”Bugt ved Kallundborg Fjord ved Asnæs Skov”. Johan Thomas Lundbye (1818-1848) er født og opvokset i Kalundborg, og han fandt mange af sine motiver på egnen. Malerierne er ikke bare kunstværker – de er en del af Kalundborgs historie og selvforståelse.
De tre malerier blev erhvervet på auktion hos Bruun-Rasmussen mandag den 2. december.
En kunstnerisk og kulturhistorisk skat
Lundbye, en af guldalderens mest anerkendte malere, var kendt for sin evne til at indfange det danske landskabs essens. De tre malerier er fremragende eksempler på hans stil og vision.
Betydningen for Museum Vestsjælland
Med 17 værker af Lundbye i sin nuværende samling har museet en stærk tilknytning til kunstnerens arv. De tre nye malerier vil tilføre en ny dybde og helhed til samlingen. De har alle solid proveniens og særligt to malerierne med Møllebakken og Kalundborg Fjord har også stor kulturhistorisk og topografisk betydning. Deres motiver knytter sig direkte til museets geografiske ansvarsområde, og de fortæller historier om landskaber og liv i 1800-tallets Kalundborg.
Museumsdirektør Eskil Vagn Olsen er begejstret ”At erhverve disse værker betyder meget mere end blot at udvide en samling. Det giver mulighed for at fortælle nye historier om Kalundborgs kulturarv og placere Lundbyes kunst i en lokal og national kontekst – vi er Bent O. Jørgensens Fond dybt taknemmelige – uden den generøse støtte fra en fond som deres, var malerierne aldrig kommet hjem til Kalundborg. Der skal også lyde en stor tak til Slots og Kulturstyrelsen for deres tilskud og til Lundbyekomitéen i Kalundborg og andre lokale kræfter, der har støttet op om museets arbejde med erhvervelse af værkerne”.
Et bidrag til forskning og formidling
De tre malerier åbner også for nye forskningsmuligheder. Ved at studere værkerne kan man få indsigt i Lundbyes arbejdsproces og den guldalderæstetik, der fortsat præger vores syn på det danske landskab. Udstillingen af disse værker vil gøre det muligt at engagere publikum i diskussioner om, hvordan fortidens kunst påvirker nutidens natur- og kulturforståelse.
Ved erhvervelsen af disse tre malerier, vil Museum Vestsjælland kunne præsentere en endnu stærkere og mere sammenhængende udstilling af Lundbyes værker. Dette vil skabe en værdifuld attraktion for både lokale og besøgende, styrke Kalundborgs identitet som Lundbyes fødeby og understøtte den fortsatte markering af Lundbyes betydning for dansk kunst.
Malerierne er generelt i god stand, men skal lige tjekkes af en konservator. Derefter skal vi sikre de helt rigtige udstillingsfaciliteter i forhold til sikkerhed og klima. Når det er på plads, er det planen at udstille de tre malerier på Kalundborg Museum – meget gerne i løbet af foråret 2025.
Johan Thomas Lundbye_Køer paa aaben Mark
Johan Thomas Lundbye_Regndag_Møllebakken ved Kallundborg
Foto: Bruun Rasmussen