Redaktionen har modtaget dette fine digt fra Hans Jørgen Buchberg, Kalundborg
Livet er en kædedans, det sker, at hånden slipper.
Du vil gribe fat igen, men mærker, at det glipper.
Lidt fortumlet står du for dig selv med sved på panden
og kan se, at pladsen nu er taget af en anden.
Det er som om, at farten sættes op, hver gang du prøver
på at komme med igen, så det er klart, du tøver.
Så – nu åbnes kæden, det er nu, du har din chance,
men du træder helt forkert og mister din balance.
Kæden standser op, du sidder der som på en scene
midt i kædens cirkel, men er ikke helt alene,
for en varme og et lys som fra en stråleglans
fører dig tilbage – ind i livets kædedans.
