Kulturministeriet har den 15. november 2019 godkendt Liselund Højskole som seniorhøjskole med skolestart i januar 2021. Det skriver Liselund i en pressemeddelelse afsendt af Bertel Haarder
formand for Liselund Højskole, Torben Dalby Larsen, formand for Liselundfondet, og Mogens Hemmingsen, daglig leder.
Liselund Højskole bliver den eneste godkendte seniorhøjskole på Sjælland.
Højskolen skal være åben for alle, men får fokus på aldersgruppen 60+.
Liselund Højskole vil som hidtil være rammen om fælles oplevelser med åndeligt, kulturelt, musisk og kunstnerisk indhold i pagt med de grundlæggende ideer om folkelig oplysning, som har karakteriseret stedet gennem dets lange historie. Der bliver således både kontinuitet i driften og en fastholdelse af kursernes høje kvalitet, men fremadrettet til glæde for langt, langt flere deltagere og med en række nye tilbud.
Liselund Højskole videreføres i Liselundfondets bygninger. Senere vil Liselundfondet overdrage bygningerne til højskolen, der derved kan opfylde højskolelovens krav om selv at eje bygningerne.
I løbet af 2020 skal der foretages de nødvendige ansættelser, udarbejdes planer for årets kurser og skabes et omfattende netværk af kontakter og samarbejdspartnere.
Det bliver yderst nødvendigt at forny og udvide de nuværende bygningsmæssige rammer. Derfor arbejdes der ihærdigt på at opnå den tilstrækkelige fondsstøtte.
Liselund Højskole – værdier og profil
Liselund Højskole grunder sig på den grundtvigske højskoletradition og de samme ideer om folkelig oplysning, som har kendetegnet stedet i mere end 100 år.
Opgaven er uændret at give deltagerne fælles oplevelser med kunst, kultur og store fortællinger, der gør deltagerne klogere på sig selv og verden ud fra den grundbetragtning, at livet er en fortælling, som vi hver især skal fortælle videre på. Gennem kurser og andre aktiviteter skal der skabes rum for fælles oplevelser med litteratur, historie og åndelige, kunstneriske og kristelige værdier.
Der bliver flere og flere ældre, og med alderen bliver interessen for og engagementet i samfund, historie og åndsliv ikke mindre. Målgruppen er sådanne voksne mennesker med sans for åndelige værdier og trang til at søge læring og inspiration til at udfolde sig og udvikle og uddybe deres mod på livet. Mennesker for hvem livsfylde hænger sammen med evnen til at virke sammen med andre mennesker til fælles gavn. Oplysning om sundhedsforhold og bæredygtighed i alle henseender vil være gennemgående emner i undervisningen.
Undervisning og samvær skal berige og inspirere til både fagligt og eksistentielt at indgå i forpligtende fællesskaber for aktive medborgere i et demokratisk samfund.
Livet på Liselund Højskole skal udmærke sig ved kvalitet i faglighed og samvær, i undervisning, i tiltalende indre og ydre rammer, i arkitektur og indretning, måltider og fælles oplevelser.
Højskolens profil er eksistens- og livsfilosofi med et kursusindhold, der henter emner fra filosofi og idéhistorie, kristendom og religion, historie, politik og samfundskundskab, litteratur og kunst. Vi ser musisk og kunstnerisk udfoldelse som en vigtig forudsætning for at etablere fællesskaber, så Liselund Højskole vil derfor også etablere sig med kreative værksteder.
Der vil være kurser, der også henvender sig til voksne, der som enlige eller pga. sygdom eller social udsathed er havnet i en sårbar livssituation. Sådanne kurser skal tilrettelægges med indhold og samvær med sigte på at genskabe livsmod og handlekraft.
Højskolens kombination af undervisning og samvær i en atmosfære af hjemlighed skal inspirere til livsmod og eftertænksomhed og give den enkelte mod på at gå ind i fællesskaber og bidrage med den erhvervede indsigt og livserfaring.
Store dele af den nuværende udlejningsvirksomhed vil fortsætte.