Kom med på en eventyrlig MC-tur til Østeuropa, dokumenteret med fotos og film, når Svebølle Kvik Bibliotek inviterer til foredrag med eventyrer og forfatter Kyösti Schmidt. Det sker torsdag den 17. november kl. 19.00.
Han vil fortælle om sin tur på motorcykel gennem Østeuropa og Tyrkiet til Georgien – og hjemad gennem Balkan. En tur på 2½ måned og 16.000 km med møder med søde, hjælpsomme og gæstfrie mennesker, smuk natur og unikke oplevelser.
Hør og se hvordan dag-til-dag planlægning og tilfældigheder giver rum for muligheder, og hvor hjælpen aldrig er langt væk, når den behøves.
Foredraget vil være bygget op med lidt videoer og mange dejlige billeder. Under og efter foredraget vil der være mulighed for at stille masser af spørgsmål. I pausen er der tillige kaffe/the og lidt sødt til tanden.
Svebølle Kvik Bibliotek har til huse i Aktivitetscenteret, Centervej 13 i Svebølle. Ønsker man at deltage bookes en billet a` 80,- kr. via www.kalundborgbib.dk eller ved personlig henvendelse til et af Kalundborg kommunes biblioteker. Der er som vanligt rabat til medlemmer af Biblioteksklubben.
Arrangører er Kalundborg biblioteker i samarbejde med Biblioteksgruppen i Svebølle.