Fredag den 15. marts kl. 12 var der frist for at søge optagelse på sit drømmestudium gennem kvote 2, og i alt 57 ansøgere har valgt en uddannelse i Kalundborg som deres 1. prioritet. Den stadigt nye diplomingeniøruddannelse i bioteknologi har knap 40 % fremgang.
“Det er en rigtig god udvikling, og den viser, at vores satsning på et stærkt teknisk uddannelsesmiljø i Kalundborg nu begynder at bide sig fast”, siger rektor Camilla Wang, Absalon.
”Uddannelsens tætte samarbejde med de store, lokale virksomheder, som Novo Nordisk og Novozymes, bærer frugt og tiltrækker studerende, der brænder for en praksisnær ingeniøruddannelse, hvor de allerede tidligt i studiet kommer helt tæt på verdens førende virksomheder inden for biotek”.
Camilla Wang glæder sig samtidig over mange 1. prioritetsansøgere til Absalons nye sygeplejerskeuddannelse i Holbæk, hvilket igen understreger behovet for at Absalon er bredt til stede i regionen. De unge vil gerne læse lokalt.