Kalundborg Kommune har et stærkt lokalt kulturliv, der skaber sammenhold og fællesskaber. Vi ønsker et kulturliv, der er base for et stærkt hverdagsliv, og giver en attraktiv kommune at bo i, studere i og flytte til.
På den baggrund vil Kalundborg Kommune gerne have et større kendskab til borgernes oplevelser og brug af kulturlivet og har derfor igangsat en analyse i samarbejde med Kulturens Analyseinstitut. Analysen kommer til at vise styrker, svagheder, muligheder og trusler for Kalundborg kommunes kulturliv, som vil blive fremlagt i sommeren 2024 på en lokal kulturkonference. Hold derfor øje med din e-Boks og hjælp os ved at besvare spørgeskemaet.
Kulturens Analyseinstitut er et nyt nationalt uafhængigt analyseinstitut, som skal skabe bedre viden for beslutningstagere i og omkring kunst og kultur i Danmark. Kommunerne er en helt central rammesætter og aktør for landets kulturliv. Derfor er det afgørende at have et dybt kendskab til udbud, efterspørgsel, brug, frivilligt engagement og hvem aktørerne er bag kunst og kultur i en kommune. Det er et mål for kulturens analyseinstitut at give kommunale politikere det bedst mulige prioriterings- og beslutningsgrundlag, når der skal laves kommunale politiker og strategier.
Timingen er optimal for et tæt samarbejde mellem Kalundborg Kommune og Kulturens Analyseinstitut i den første dybe kortlægning af en kommunes kulturliv. Over de næste måneder, vil der blive indsamlet data om kultur- og fritidsaktiviteter i hele Kalundborg Kommune. Det vil ske via en stor spørgeskemaundersøgelse og ved at trække på data fra databaser, billetsalg, støtteordninger mv.
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Hans Munk, glæder sig til resultaterne:
”Kulturlivet er vigtigt for et stærkt hverdagsliv, der binder Kalundborg Kommunes borgere sammen. Jeg glæder mig til at få det store engagement og de mange aktiviteter, der foregår frem i lyset.”
Esben Danielsen, direktør i Kulturens Analyseinstitut tilføjer:
”Vi har i en del år haft god og grundig viden om idrætslivets store betydning i landets kommuner, nu kan vi endelig begynde at vise tilsvarende viden om kulturlivet. Kalundborg Kommune viser nu vejen for et arbejde, der kan blive et centralt arbejdsværktøj i den kommunale udvikling over hele landet”.