Kalundborg Biblioteker sætter i februar fokus på den aktuelle situation omkring De danske Stræder – Lillebælt, Storebælt og Øresund – herunder Kalundborgs rolle – historisk og aktuelt.

Det sker ved to foredrag – den 5. februar og den 25. februar – begge dage kl. 19.00 på Kalundborg Bibliotek, Klostertorvet 2 i Kalundborg.

Den 5. februar fokuseres på de østeuropæiske angrebsplaner mod Danmark og Danmarks geostrategiske position som ”prop” i adgangen til Østersøen og stormagternes interesse i gennemsejlingen af Storebælt. Foredraget ”Ivan – og Putin – ved hvor du bor” afdækker bl.a. den intensive sovjetiske kortlægning af Danmark – herunder Vestsjælland og Kalundborg under Den kolde Krig. En interesse, der ikke er blevet mindre i forbindelse med konflikten i Østeuropa og truslerne mod vores kritiske infrastruktur.

Den 25. februar fokuseres på den igangværende hybridkrig i og omkring Østersøen og de øvrige danske farvande, hvor ikke mindst Kalundborg Havn spiller en ikke uvæsentlig rolle for forsvaret af Danmark – både før og nu. Det nye NATO-samarbejde ”Baltic Sentry” skal sikre den undersøiske infrastruktur i Østersøen og de øvrige danske farvande.

Begge foredrag bygger på hidtil hemmeligholdt materiale fra Central Intelligence Agency, Forsvarets Efterretningstjeneste og kilder i Sverige og Baltikum. Der er mulighed for at stille spørgsmål til foredragene.

Foredragsholder er Niels Jensen, der har en fortid som taktisk efterretningsofficer i Forsvaret, journalist og forfatter – bl.a. til bogen ”Den Hemmelige Krig – truslerne mod Danmark 1949-1990”.

Ønsker man at deltage, skal billetter a’ 65 kr., købes via www.kalundborgbib.dk under ”det sker” eller ved personlig henvendelse til et af de bemandende biblioteker i Kalundborg kommune. Der er som vanligt rabat til medlemmer af Biblioteksklubben.
Medlemskab kan erhverves via www.kalundborgbib.dk/klub

Pressefoto