”Vi kalder det for fædrelandet, men vi kan ikke undvære Mødrehjælpen”. Sådan lød det i en gammel revytekst, og nu kan du støtte Mødrehjælpens lokalforening i Kalundborg.
Den originale Kalundborg kalenderen for 2022 er nemlig kommet på gaden, og for hver solgt kalender går der 20 kroner til Mødrehjælpen.

– Vi er rigtig glade for opmærksomheden og støtten. Det er en sød lille håndsrækning, og al støtte er velkommen, siger Inge Berg-Hansen, der er formand for Mødrehjælpen i Kalundborg.

Lokalforeningens cirka 40 frivillige driver butikken i Kordilgade, hvor overskuddet sammen med anden støtte bliver omsat til lokale aktiviteter.

– Pengene skal bruges i lokalområdet, og vi har gevaldigt travlt lige nu, siger Inge Berg-Hansen.

Hun opfordrer til at se lokalforeningens facebookside, hvor aktiviteterne bliver annonceret.

En vigtig del af Mødrehjælpens arbejde består i rådgivning.

– Mange unge par og enlige har brug for en håndsrækning, og de kan få råd og vejledning i butikken. Det kan være svært at blive forælder, hvis man ikke har et godt bagland. Nogle oplever også problemer i form af sygdom eller arbejdsløshed, samtidig med at de skal tage sig af et eller flere børn, siger Inge Berg-Hansen.

Til nybagte forældre med et særligt behov uddeler Mødrehjælpen i samarbejde med sundhedsplejerskerne en startpakke, der indeholder alt til den lille ny.

– Det kan lade sig gøre, fordi vi har en stor opbakning fra det lokale handelsliv. Forretningerne donerer blandt andet bleerne til startpakken, og det er også et af de lokale supermarkeder, der leverer maden til vores årlige feriekoloni til en særdeles fordelagtig pris, fortæller Inge Berg-Hansen.

Ud over det gode samarbejde med byens butikker fremhæver formanden også opbakningen fra Kommunen.

– Al den hjælp, der er nødvendig, får vi. For eksempel har vi babysvømning på Refsnæsskolen, der har et opvarmet bassin, og det er kommunen, der betaler både leje og en instruktør, siger Inge Berg-Hansen.

Hun håber, der er mange, der vil købe kalenderen, og hun har selv sat et godt eksempel.

– Jeg har netop købt 40 stykker som en tidlig julegave til medarbejderne, afslører hun.

Anden årgang af den originale Kalundborg Kalender er helt fri for reklamer og indeholder 12 flotte fotografier, der afspejler årets gang. Motiverne er fra området omkring Kalundborg, og det er lokale fotografer der velvilligt har stillet billederne til rådighed.

Kalenderen er nu til salg for kun 95 kr. i Kirppu, Bog & Ide, Kvickly, Den Lille Blomster Butik, Punkt 1 Stejlhøj, Røsnæs brugs og Kalundborg Museums Butik.

 

Foto: Kalundborg Kalenderen