Museet inviterer på julestemning, juleklip og en sjov nisseleg.
Det store juletræ i museumsgården byder velkommen til og inden for har der sneget sig lidt julepynt ind i den lille stue i husmandsstedet i udstillingen ”carmen curlers – iscenesat”. Her er tidssvarende adventskrans, kravlenisser og nisselandskab. Selv en autentisk pakkekalender fra et ”gør det selv” projekt fra 70’erne er der blevet plads til med gavepapir i 50 års gammelt design.
Juleklip
I museets hyggelige julestue ligger papir og sakse til at lave julepynt med. Flet et julehjerte, lav en musetrappe, fold en stjerne eller noget helt andet. Der er manualer og skabeloner til det forskellige pynt. Tag gerne eget pynt med hjem.
Hjælp nissen
Hjælp nissen er en sjov findeleg velegnet til børn mellem 3-7 år.
Nisserne på Kalundborg Museum er de sødeste hjælpenisser. De hjælper børn med at komme i julestemning.
Desværre er hjælpenissen meget glemsom og kan ikke huske koden til sin skattekiste. Det er noget værre noget, for i skattekisten har nissen gemt de lækreste chokoladeguldmønter.
Heldigvis har nissen opfundet et smart system, så han altid kan genskabe koden til sin skattekiste.
Men hjælp, hjælp kalder alle børn. Den glemsomme nisse har igen glemt, hvor han har lagt de ting, der skal hjælpe ham med at genskabe koden.
Den søde hjælpenissen deler gerne sine chokolademønter med alle børn, der hjælper ham med at finde tingene på museet, så han kan åbne skattekisten.
Juleklip og Hjælp Nissen er åben fra den 30. november til den 22. december i museets almindelige åbningstid. Det er gratis at være med, når entrebilletten er betalt. Voksne betaler almindelig entre, børn under 18 år har gratis adgang.