Jeg sidder med et foto fra dengang, jeg var barn,
og tænker, er det virkelig mig,
der står i pludderbukser med bue og med pil
og føler sig så stærk og sej?
Min lillebror har løftet sit sværd er klar til kamp
og råber vist: ”Kom bare an!”
For vi og vores gravhund, ja selv den gamle kat,
vil slås til allersidste mand!
Vi levede livet farligt, dengang da vi var børn
med luftgevær og foldekniv.
Vi kørte rundt på cykel helt uden cykelhjelm
ja, det var sgu et herligt liv.
Vi drak af haveslangen åd gulerod med jord
og kravlede rundt i høje træer!
Og hvis man var uheldig, så brækkede man en arm,
og somme tider et par tæer.
En gammel barnevogn blev en sæbekasse-bil,
men der var ingen bremser på!
Vi brugte kælkebakken og ræsede af sted
og styrtede, kan I nok forstå.
Og når vi langt om længe kom hjem, så var det mørkt,
men far og mor var ligeglad.
Vi bænkede os ved bordet og bællede postevand
og spiste hjemmelavet mad.
Og der var ingen TV – og ingen SFO
og CD’er med rockmusik!
Og der var ingen airbags og GPS, I ved,
for der var nul elektronik.
Og sengene var malet med maling fyldt med bly,
og spejlet var der kviksølv i!
Vi levede med det hele – for det var vores liv,
et liv, som alle børn ku’ li’.
Jeg sidder her og tænker, hvordan kan det gå til,
at livet gi’r mig velbehag?
Med alle disse farlige ting min bror og jeg
var udsat for hver eneste dag!!
Vi burde jo for længst være borte begge to,
det sidder jeg og tænker på
og ringer til min bror, mens jeg skænker mig en dram
og hører stueuret slå.
Hans Jørgen Buchberg
